Dag 7 og 8 - Første dag på hospitalet og det at være syg i Ghana

I går havde jeg første dag på hospitalet og det var en lille smule kaotisk. Jeg blev hentet af Bernad (medical supervisor fra project abroad) og han viste mig hen til hospitalet, betalte for at jeg kunne arbejde der (500 cedi ca. 800kr) og tog mig hen til chefen for sygeplejerskerne.

Han spurgte mig så hvilke afdelinger jeg gerne ville arbejde på og vi aftalte følgende:

·         Pædiatri (børneafdeling) – 2 uger

·         Female surgical (afdeling for kvinder der behøver operation) – 2 uger

·         Skadestuen – 2 uger

·         NICU (afdeling for for tidligt fødte børn) – 1 uge

·         ICU (intensiv) – 2 uger

·         Fødegangen – 1 uge  

Hospitalet er forholdsvist nyt og i bedre stand end jeg umiddelbart havde regnet med. Hospitalet er fuldstændige ligeglade (det er mit indtryk) med hvordan min uddannelse fungere, men tror ikke det bliver noget problem at få opfyldt min uddannelses krav.

Jeg fik en rundvisning på hospitalet (det er umiddelbart ikke så stort og nemt at finde rundt) og blev så vist hen til pædiatrisk afdeling. Oversygeplejersken virker lidt stram i masken og er lidt svær at snakke med. Jeg følte lidt at jeg skulle stå skoleret: ”Hvorlangt er du med din uddannelse? Hvor har du gjort af din taske?” og nogle andre spørgsmål blev stillet med en meget sur stemme, men efter lidt tid introducerede hun mig til de andre sygeplejersker og det hele var fint. Doreen (min roomate) er også på den afdeling lige pt. så det var rart at have en jeg kendte, som kunne svare på alle mine dumme spørgsmål.

Vi gik med på stuegang sammen med 8(!!!) læge og medicinstuderende – det var først efter lidt tid, jeg rent faktisk kunne følge med i hvad de snakkede om. Det hjalp at der var 2 tyske medicinstuderende (som også var med på natteturen i Kakum) og en brittisk Josh, som gerne vil være læge. Under stuegangen opdagede Doreen og jeg at en af sygeplejerskerne var ved at rense sår på en lille 3-årig dreng og vi smuttede hurtigt derhen, for at kigge. Jeg fik lov til at assistere sygeplejersken og stillede mine sædvanlige 117 spørgsmål. Drengen havde for 4 dage siden løbet og leget, da en gryde med kogende suppe var røget ned over ham. Han havde store områder af kroppen, hvor han ikke havde hud. Det var først til sidst, da vi næsten var færdige med at forbinde ham, at han begyndte at græde – hvilket jeg fandt meget imponerende, da sygeplejersken havde glemt at give ham smertestillende.

Jeg fik at vide at disse typer brandsår på børn er meget almindelige, og at denne dreng ikke var slem (vi snakker altså at drengen ikke havde hud på ryg, bryst og overarme). De får ca. 2 tilfælde om måneden på afdelingen.

De fleste af børnene har hepatitis, meningitis eller brækkede ben. Vi har børn fra 1 uge gammel til 13-15 år (vil jeg gætte den ældste var).

Jeg blev sammen med Doreen sat til at måle værdier på alle børnene, hvilket virkelig var sjovt. Det var nemt nok at måle puls, respirationsfrekvens og temperatur, men at finde ud af hvad barnets navn var… det var en kæmpe opgave i sig selv. Det gik fint nok når de hed Samuel, Abraham og andre navne jeg kender… Men Ghanesiske navne kan jeg altså ikke stave til. Det havde sygeplejerskerne det meget sjovt over. Men jeg har da lært at spørge om ’hvad er dit navn?’ på Fanti. Det hele gik nu fint alligevel.

Efter arbejde tog Steffi, Doreen og jeg hjem og skyndte os til byen. Jeg fik fikset min mobil, så jeg nu kan komme på nettet fra den også. Derudover fik vi bestilt en masse tøj (det bliver syet til os og vi bestilte sammen 3 par bukser og 2 bluser, jeg bestilte nu kun et par bukser ). Vi var hjemme lidt senere end normalt, så vi havde aftalt med Agnes at vi ville spise kl 18. Vi fik bønner og stegte bananer (selvom jeg lige havde fortalt Agnes, at bananerne måtte hun godt lade være med at give mig). Nå, jeg spiste i hvert fald ikke så meget.

Doreen og jeg smuttede hen i den nærmeste biks og købte lidt vand. Da vi kom hjem begyndte jeg at føle mig lidt utilpas… Og ganske rigtig en lille halv time senere, var toilettet min bedste ven.  

Jeg gik rimelig hurtigt i seng efter det og da vi stod op i morges havde jeg det fint… lige indtil jeg var hoppet i min kittel og det var tid til morgenmad... Det viste sig så at Steffi havde de samme problemer som mig og også var syg. Vi blev hurtige enige om at blive hjemme. Jeg fik sovet nogle timer og så kiggede en projects abroad medarbejder forbi og spurgte om vi ville på hospitalet – jeg takkede pænt nej. Jeg har en ide om at det var igårs frokost/snack, som har gjort det, det er det eneste Steffi og jeg har spist, som de andre ikke har.   

Nu har jeg det fint. Jeg er ved at få min væskebalance til at blive normal igen og jeg kan nu bevæge mig rundt, uden at blive dårlig. Steffi har det stadig rigtig skidt, men hun har også taget noget for at stoppe det, i stedet for at komme af med det, der gør hende syg (jeg tror det er bedst at komme af med det).

Jeg har til gengæld fundet ud af det ikke er unormalt at vi bliver syge (vi er 2 med madforgiftning, en med insektbid og hævet hånd, en med en eller anden form for bakterieinfektion og i sidste uge var der også problemer med madforgiftning).

Jeg håber jeg bliver ved med at have det godt, for der er social meeting med de andre frivillige fra projects abroad i dag og vi skal lære at lave ghanesisk mad.

Det var en lang opdatering og alt for nu.

Vi skrives :)

Dag 5 og 6 - Første weekend, Kakum, Mokey Forest og Hans Cottage Hotel

Ghana dag 5-6 Kakum, Mokey forest og Hans Cottage

Første weekend i Ghana går nu mod enden og den har været skøn, med masser af oplevelser.

Lørdag stod vi (Steffi, Doreen og jeg) op til sædvanlig tid (mellem kl 6 og 7, vi spiser morgenmad kl  7 hver dag), spiste morgenmad og så var det ellers ud af døren med os. Vi tog en trotro til Kakum National Park, hvor vi ville sove om natten. Gik gik hen til dem og lavede en aftale med dem og så gik vi ellers 3-4 km til Mokey Forest.

Kakum National Park (nej, der er ikke elefanter der, men fugle og aber, hvis man er heldig)

Mokey Forest er ejet af det hollandske par Annette og Dennis og det er deres private hjem, de har lavet om til et red-aberne-og-alle-mulige-andre-dyr-sted. Det var rigtig hyggeligt og vi endte med at snakke meget med dem og fik en lille rundtur og så aberne og de andre dyr.

Efter vi havde været der tog vi tilbage til Kakum og lavede alle vores aftaler omkring overnatningen. Vi skulle vente et par timer før de var klar til os, så vi gik hen til en lille lokal restaurant og spiste stærk mad (som i meget meget meget stærk).

Man må ikke tage billeder i Mokey Forest, men på toppen af bjerget, fik vi lov til at tage billeder.

Typisk ghanesisk mad.

I Kakum sov vi en shelter (jeg tror det er det der kommer tættest på hvad det var). Det var ret hyggeligt at sove der midt i regnskoven. Vi sov der med tre andre tyske piger (også frivillige medicin studerende på hospitalet) og en guide. Vi blev vækket kl 04.00 og så skulle vi på vandretur i junglen i mørke. Der var 4 andre (meget irriterende) piger med på den tur. Vi så ingen dyr, kun den kæmpe natsværmer, der valgte at lande mit i ansigtet på mig. Vi så til gengæld et kæmpe træ (som i jeg troede først det var en mur – det var stort). Solen står op kl 06.00 her og det passede med at vi var nået til den største attraktion i Kakum – hængebroer i  15-40m højde i træerne! Det var så fedt, især fordi der ikke var nogle andre der – kun os 10 personer og to guides.

Vores lille shelter med 3 madrasser og myggenet.

Se godt efter, jeg sidder faktisk inde under myggenettet.

Jeg er svedig og klam på alle billederne, men man er nødt til at have lange bukser og bluser på i regnskoven og det er ikke under 22-25 grader her.

Regnskoven er virkelig flot!

Stiger med træplanker og gammelt reb.

Der har aldrig været en ulykke der og de tjekker rebene hver dag.

Mig, Doreen (min roomate) og Steffi.

Vi tog fra Kakum til Hans Cottage – et hotel og restaurant med krokodiller over det hele (eller det var hvad jeg havde hørt). Jeg tror det er bedre at komme senere på dagen, så laver de forskellige ting med krokodillerne. Men det var nu fint nok og vi fik noget morgenmad.

En lille krokodille.

Vi tog hjem derfra og resten af dagen har vi bare slappet af og været i bad.   

Vi har været så heldige med vejret. For første gang i 3 uger var der sol og der var meget sol i dag – så dejligt.

I morgen starter jeg på hospitalet, det bliver fedt – jeg glæder mig!

Vi skrives :)

Dag 4 - outreach og Oasis

I dag startede med at jeg ikke vidste hvad jeg skulle lave. Men jeg fik endelig fat i Bernard (medical supervisor fra project abroad (jeg har lidt problemer med mit ghanesiske sim-kort og det at modtage og sende beskeder), som fortalte at jeg skulle på out-reach igen idag. Jeg var sammen med en fra projects abroad og 9 (!!!) andre frivillige. De andre frivillige er pre-meds (folk der gerne vil være læger) og jeg gætter deres alder til at være 16-18 år. Vi var i sammen landsby som i går, men der gik noget tid før jeg opdagede det. Jeg tror jeg holder mig fra at snakke mere om de 9 andre frivillige, for deres opførsel og måde at gøre tingene på var forfærdelig! Det tog kun 2,5 time og jeg tog hjem bagefter.

Det var rart at være ’alene’ hjemme lidt. Jeg fik taget et bad (koldt), fyldt vores vand-reserver til når der ikke er vand og slappet lidt af. Jeg arbejder lidt på at komme ind på livet af Agnes og hendes familie, men det er ret svært. Jeg satte mig i stuen med en bog (spurgte lige om det var okay først) og så sad jeg der alene… hmpf. Agnes har et barnebarn der bliver kaldt Chi Chi, som er 3 år gammel. Hun kom ind til mig i stuen og vi snakkede lidt, jeg viste hen min lille hjemmelavede bog med billeder omkring København. Jeg satte mig til at læse lidt mere og så lagde Chi Chi sit hoved op ad mig og faldt i søvn – det var nu lidt sjovt og sødt. Der er mange børn her. Der bor 2 familier på samme grund som os og Agnes får ofte (hver dag, flere gange om dagen) besøg af hendes døtre og børnebørn. Men børnene forstår ikke vores grænser, så hvis man er meget sammen med dem, går de bare ind på vores værelser og roder i tingene (det er sket nogle gange for Steffi  - en jeg bor med).

Her til aften tog Doreen (hende jeg deler værelse med) og jeg til Cape Coast town (kaldet cape town), for at købe nogle små-ting og så tog vi på Oasis Beach Resort (tror jeg nok det hedder), hvor en masse obroni holder til og fik en øl (jeg drak den nu ikke op, det er 625ml for 6 cedi ca. 9kr). Obroni bliver man kaldt hele tiden af alle, det betyder udlaendinge eller hvid person (nu forsvandt ae, oe og aa fra min computer … dumme windows). Men det var rigtig hyggeligt paa oasis og det er et stor tilholdssted her. Det ligger ned til vandet og ja, det er nok langt fra sidste gang jeg kommer der. 

Lige et par billeder fra cape town. 

I morgen tidlig tager vi (Steffi, Doreen og jeg) paa eventyr til Kakum National Park, hvor man render rundt paa gangbroer i traeerne. Det skal nu nok blive godt. Vi tager en overnatning der og er tilbage til aftensmad soendag. Doreen vil gerne naa at se naturen og opleve nogle ting inden hus skal hjem om 3 uger og jeg er lidt med paa den vaerste.

Det var vist det for nu.

Vi skrives efter weekenden.

PS hvordan faar jeg min normale tastetur tilbage spoergsmaalstegn … im lost! Hmm.. det er bare i word jeg har problemer..Hjælp?      

Dag 3 - Out-reach 1

Dominik og hans brødre.

Jeg havde forventet (fordi det har stået i alle informationspapirerne) at jeg skulle starte på hospitalet i dag, men de tager kun imod nye frivillige mandag og onsdag, så jeg starter først på mandag. Men i dag skulle Stefanie og Doreen, som jeg bor med på out-reach og jeg fik at vide at jeg bare skulle tage med – så det gjorde jeg. Doreen lånte mig en af hende kittel-overdele, da mine kitler er hvide og Ghana meget rødt/brund/mudret = dårlig kombination med hvidt tøj. Vi mødtes med en britisk sygeplejeske, som også er frivillig og vi tog til en lille landsby kaldet Ankaful Leprosy Camp (eller det er hvad der stod på vores liste). Vi tog en tro-tro til landsbyen og øhm… ja (jeg har nævnt trafikken igår) En tro-tro er en minibus uden aircondition, sikkerhedsseler og ja.. Derhjemme tror jeg man kan finde lignede biler på skrotpladsen (der mangler alt inde i bilen. Det var nu en ret sjov og meget bumlende tur.

De andre frivillige havde alle været der før, men at finde rundt her er ikke nemt. De havde allieret sig med en dreng på 15år Dominik, som fulgte os rundt, tilgengæld fik han en fodbold – stor hit. Vi havde også lidt sodavand og kage-agtig-ting til ham og hans familie (mor og far og 8 børn).

Børnene elskede at vi tog billeder af dem og de var så åbne og nemme at snakke med.

Out-reach er hvor vi tager ud til forskellige landsbyer (eller den samme, det vides ikke helt) og renser sår og hjælper med sundhedsproblemer. I dag var det primært sår vi rensede og massage af gamle skader. Jeg undersøgte dog også en lille pige, som havde ondt og var meget hævet i hovedet – vi kunne dog ikke gøre noget.

Ældre dame med sår på foden - en af mange vi rensede sår på.

Mig igang med endnu et sår. 

Vi brugte nogle timer i landsbyen, det meste af tiden snakkede og hyggede vi os dog med børnene og prøvede at snakke med de voksne.

De voksne snakker ikke særlig godt engelsk, det er meget blandet med det lokale sprog fanti (jeg tror det er det de snakker her). Men med smil og fagter går det hele – ellers hvis der er børn i nærheden, kan de hjælpe lidt.

Nogle af børnene fra landsbyen.

Ellers har dagen i dag bestået af noget planlægning af weekenden – vi tager på tur (forhåbentligt) og en aftentur i Abura – det var fedt !

Hvad der skal ske med mig i morgen, ved jeg ikke. Jeg har ringet og ringet til en projects abroad medarbejder og sendt ham 3 sms’er, men han har ikke svaret, som han lovede.. Så måske jeg får det at vide i morgentidlig?

Huset jeg bor i.

Min seng, som faktisk er okay at sove i.

Der er nu meget mere at fortælle om Ghana og kulturen (så som stort set alt du kan købe i boderne(butikkerne) er europæisk, det regner stadig og maden er en hel historie for sig selv).

Vi skrives :)

Dag 2 - Turen til Cape Coast

(Fortsættelse fra sidste indlæg) 

Vi blev hentet af en anden projects abroad medarbejder i taxi og kørt til ’bussen’. Indtil den morgen havde jeg kun set Accra mørk, så det var lidt underligt at se byen i dagslys.  

Trafik i Ghana er øhm.. hvordan kan det beskrives? Hornet i bund, kør hvor der er plads, råb lidt når du er sur, speederen i bund og når der bremses, så skal der altså bremses. Vi kørte forbi det ene marked efter det andet, kl 7 om morgenen er der altså gang i den – nu var jeg da vågen.

Ind i bussen med os og så ellers vente på at den blev fyldt op. Vi var 13 passagere i bussen, så minibus er vist mere passende at kalde den. Dejlig tur med aircondition. Den anden frivillige skulle kun til Winneba og jeg noget længere. Det tog ca. 2,5 times kørsel til Cape Coast. På turen fik jeg set palmer, mange små boder og lerhytter (uh yes, lige som du forestiller dig dem). Ud af bussen i Cape Coast og så blev jeg kastede i armene på Erik (også fra Projects Abroad). Og så blev det akavet og underligt…

Han snakkede ikke særlig meget. Nå men jeg blev kørt til hvor jeg bor (i Abura forstad til Cape Coast), fik sagt hej til Agnes (hende jeg bor hos) og smidt mine ting på værelset. Så var det ellers ud af døren igen og ind til byen. Eller så langt kom vi aldrig, for vi blev stoppet af politiet… Jeg blev bedt om at rykke mig og ind gik betjenten. Der blev kørt rundt om hjørnet og så tog han ellers bilnøglerne. Jeg ved ikke helt 100% hvad der skete, for lokalsprog forstår jeg jo ikke, men han havde vist ikke betalt sin forsikring. Efter lidt tid blev der vist langet nogle penge i hånden på betjenten og vi kunne køre videre.

 Erik snakkede stadig ikke rigtig, jo twi/fanti/akan eller hvad de nu end kalder deres lokale sprog, med chaufføren. Vi blev sat af ved en restaurant ved Cape Coast Castle, vand og mad på bordet. Og der var meget mad og god mad (pasta med kødsovs ala Ghana). Da jeg ikke kunne spise mere, havde spist omkring halvdelen, kastede Erik sig over mine rester.. Underligt med okay så.

Efter mad starede Erik med min introduktion. Et lyn kursus i twi og nej jeg kan ikke huske noget som helst af det, men har det pænt skrevet ned. Efter en hel masse info fik jeg en rundtur i Cape Coast, sim-kort, internet og vekslet penge. Derudover har jeg lært at give hånd (jojo, det er skam en hel kunst hernede).

Da vi var inde for at købe internet til computeren, var der en eller nydelig omkring 40årig mand jeg havde hilst på (man hilser på alle altid), som sagde ”You look beautiful, i wanna marry you, do you wanna marry me?”  jeg var ved at flække af grin, han så først meget alvorlig ud, for derefter at grine med mig. Han fik et pænt afslag J

Tilbage til huset og så i krig med at finde hoved og hale på alle mine ting. Agnes virker meget sød, men det er mit indtryk af at vi, frivillige, er gæster med eget værelse, toilet og bad – the end. Vi spiser ikke med familien, men for os selv. Udover Agnes og 3 andre frivillige, bor her også nogle andre (hvem, hvad og hvorfor er der vist ingen af os frivillige der har styr på. Her er i hvert fald mange børn indimellem.

Kort om de andre. Jeg deler værelse me Doreen (om det er stavet korrekt ved jeg ikke) som er en tysk sygeplejestuderende, vi kommer umiddelbart rart godt ud af det med hinanden. Jeg kan da nævne at hun allerede har givet mig myggespray til krop og tøj. Ved siden af bor Stefanie (tysk jordemoder) og Vicky som jeg ikke har mødt endnu, hun er ude at rejse lige nu.

Her er vand og strøm indimellem, ingen lås på bad eller toilet og dørene kan for øvrigt heller ikke lukkes ordentligt – ingen privatliv.

Lige nu er de to andre taget til byen, for at mødes med en de kender der, jeg blev hjemme for at gå i bad (hov varmt vand findes ikke, nøj det er en kold fornøjelse) og sove.

Tror det var det for nu.

Vi skrives :)

 Ps: jeg har prøvet at uploade en video, hvor man kan høre de skønne frøer der bor lige foran mit vindue (som, nej ikke kan lukkes ordentligt), men det lykkedes ikke. Måske en anden dag?

Dag 1 - fly og ankomst til Ghana

Jeg er nu vel ankommet til Ghana, nærmere betegnet min seng i Cape Coast. Jeg er lidt træt (læs meget) og det er stadig ret fremmed. Men lad mig starte fra begyndelsen af min tur, som indtil videre har budt på trafik, råben, regn og politi.

Jeg tog afsted den 5/8 (i går) og det hele gik lidt for glat, derfor var der selvfølgelig tekniske problemer med flyet og det lettede først næsten en time efter planen. Intet problem, jeg havde god tid i Istanbul alligevel. Jeg havde en hel række (3 sæder) for mig selv til Istanbul og en hakkende og skrættende tegnefilm at se på skærmen – skønt. Jeg fik da blundet en halv times tid (havde kun sovet i ca. 3 timer om natten).

Istanbul  var første kulturshock! Folk campede rundt omkring i lufthavnen og jeg tog mig selv i at gå og smile og smågrine af folk. Tiden gik hurtigt og jeg fik noget mad og så sad jeg i flyet til Accra.

Et styk grim selfie i Istanbul Airport. 

Proppet fly, gangplads, ingen benplads, fisk og rå kartofler til mad… det var lange 7 timer i det fly. Jeg nåede at se 3 film undervejs. Jeg kunne ikke se noget ud af vinduerne (pga. skyer, min plads og fordi gardinerne var trukket for det meste af tiden. Og så var der lige det tidspunkt hvor jeg troede jeg skulle dø… turbulens henover Sahara… jeg havde en puls på 509!!

Jeg landede i Accra kl 19.31 lokal tid (jeg er lige to timer bagud i forhold til jer derhjemme, så det var 21.30 i mit hoved da jeg landede). Ud af flyet for at blive mødt af varme (nok en 24 grader og regn…). Igennem først immigationen og få taget billede og fingeraftryk og få opholdstilladelse i 30 dage (jep, skal forlænge det hernede). Derefter igennem vaccinationskontrol (gul feber) og så til baggagen. Igen med en puls på 509 stod jeg der og ventede og vendtede og ventede og så lukkede de for baggagebåndet !!! Jeg tænkte ”ikke nu igen, så uheldig kan man ikke være, at miste baggage 3 gange i træk”, men efter 10 laaange minutter, kom begge mine tasker og jeg kunne smutte. Så hen til sidste tjek, baggage tjek og wupti jeg var nu i Ghana, Afrika – tænk at det lykkedes.

Nyame (Projects Abroad medarbejder) var super nem at finde, smilende tog han i mod mig og pladserede mig på en bænk og hentede en italiensk frivillig. Nyame skulle lige ordne nogle andre ting i lufthavnen og jeg ville bare gerne have en seng. Ud af lufthavnen og så slog den dårlige luft en ret hårdt (føj hvor var det klamt, glæder mig ikke til at komme til Accras bil-os-helvede igen) og ind i en taxa (læs: gammel skrammelkasse til bil, der var ved at falde fra hinanden).

En heftig køretur senere og vi var nu ankommet til Pink Hostel, hvor vi skulle sove til i dag.

Det var en oplevelse.. Med mine 3 timers søvn og klokken i mit hoved var 23-23.30 (dansk tid), havde jeg mest af alt behov for et værelse med en seng.. det fik jeg også, bare 7 senge. Jep dele rum og da den anden frivillige og jeg kom, lå der to og sov og 2 var ude. Vi kom på plads og jeg sov i overkøjen i en vaklende og knirkede køjeseng, med en jeg ikke aner hvem er under. Op kl 5.30 lokal tid, vi havde fået at vide at vi skulle være klar til afgang kl 6.30 – at det så var morgenmad kl 6.30 er så en anden sag. 

Pink Hostel restaurant område

Tasker og berygtet køjeseng

Igen.. 

Første møde med Accra i dagslys.

Fortsættelse følger :)

Dagen før dagen :)

Så er der ca 16,5 time til at mit fly flyver.

Jeg har pakket næsten det hele, mangler kun nogle småting, som mobil, ipod og nogle opladere.

Jeg har fået en besked fra en jeg skal bo sammen med og som også arbejder på hospitalet, så der er da nogle der ved at jeg kommer.

Jeg skal tilbringe første nat i hovedstaden Accra, da jeg lander på 19.30 lokal tid og derfor ikke vil blive kørt direkte til min værstfamilie. Det vil jeg blive dagen efter, hvor jeg også vil blive introduceret til byen og alt hvad der er værd at vide.
Jeg regner med at starte på hospitalet torsdag og så tager jeg den derfra.

Jeg håber jeg kan komme til at opdatere denne blog, men jeg ved ikke hvor ofte - skal gøre mit bedste for at holde jer opdateret.

Til dem der gerne vil i kontakt med mig, så send mig en mail, brug facebook eller skype.
Jeg får et ghanesisk mobilnummer jeg også kan kontaktes på og lukker for det danske nummer. Skriv lige til mig (evt. bare en kommentar på dette indlæg) hvis i ønsker at kunne komme i kontakt med mig.
Jeg kommer forhåbentligt også til at bruge facebook og instagram (til dem der kigger med der).


Ellers hav det godt og nyd DK det næste stykke tid :)

Vi skrives - næste gang ikke fra lille Danmark.  

Og sådan har spisestuen set ud den sidste uges tid.

Nu er det hele i tasken og klar til afgang.