Ghana dag 15 – sidste dag på pædiatrisk afdelingen

I dag var sidste dag på børneafdelingen. Jeg er faktisk overrasket over hvor meget jeg har fået til at lave. Jeg laver fuldstændig det sammen som de andre sygeplejersker på afdelingen. Gør rent om morgenen, kopierer journaler (dokumentationshelvede), måle værdier, dokumenterer lidt mere, assistere ved sårpleje,  hjælpe lægerne og give medicin.

I dag fik jeg så også oplevet den ikke-sjove side af at være sygeplejerske. Døden.

En lille dreng på 2 år dødede af fejl/underernæring. Det blev opdaget da lægen skulle tage en blodprøve på barnet, for at teste for HIV (faren dødede for to uger siden). Moren havde ikke opdaget at barnet var dødt, eller havde i hvert fald ikke råbt efter hjælp. Jeg ved ikke om de forsøgte at genoplive. Jeg har spurgt og de siger at de plejer at gøre det, men jeg tror nu altså ikke at de har prøvet med dette barn. Da moren fik at vide at barnet var dødt blev der råbt, skreget og grædt – ligesom man kan forestille sig det, også derhjemme. Jeg opdagede alt det her ved et tilfælde. Jeg var ved at måle værdier på alle børnene og havde brug for et stetoskop, hvilket lægen rendte rundt med. Så jeg gik ind i det rum (med plads til 2 børn der behøver ilt) hvor lægen var for at låne stetoskopet. Læge var på det tidspunkt ved at erklære barnet for dødt. Jeg kunne godt fornemme at stemningen var lidt presset, men der gik altså et øjeblik før det gik op for mig at barnet ikke trak vejret.

Selvom det ene barn i rummet var dødt, skulle vi stadig undersøge det andet barn – det er altså totalt underligt og jeg kunne ikke lade være med at stirre på det døde barn (de dækker ikke hovedet, som vi ville gøre derhjemme).

Senere på dagen, efter meget af familien havde været der, tog familien barnet med hjem – hvad der helt præcist sker derfra ved jeg ikke helt, men jeg ved at nogle fejre den døde persons liv med en kæmpe fest.

Nu lidt billeder fra børneafdelingen.

Journal - held og lykke med at læse hvad der står...

Jeg kopiere hvad lægen har skrevet i journalen i sygepleje-

papirerne og i bogen.

Sygeplejepapirer med mere ulæselig skrift inkl. min egen.

Sagde jeg at der var beskidt på afdelingen??? 

Det er dog det mest beskidte sted.

Dagens ven: Lille fyr som blev udskrevet idag.

Han grinede så fantastisk hver gang han så mig. 

Dreng med tyfus i isolationsværelset.

Medicin til at give oralt. Det stinker virkelig forfærdeligt. 

Der er paracetamol, ibuprofen og to slags antibiotika -

jeg husker ikke hvad der er hvad.  

I nat (kl 3-4stykker) tager vi til Mole National park. Det tager en halv evighed at komme dertil og vi har derfor sat 5 dage af til turen. Vi tager fra Cape Coast over Kumasi til Tamale, hvor vi sover den første nat. Derfra tager vi forbi en lille landsby, hvor de andre gerne vil sejle i kano (jeg tror måske jeg springer den tur over). Derfra går turen til Mole national park (SAFARI!!!), hvor vi har to overnatninger. Efter der tager vi til nogle vandfald og til en abe-landsby. Der har vi den sidste overnatning inden turen hjem mandag.

Der vil ikke være nogle blogindlæg indtil mandag eller tirsdag (måske først efter den tid).

Ha’ det godt så længe.

Vi skrives :)    

Ghana dag 14 – hospital og vand-problemer

Endnu en dag på børneafdelingen er overstået. I dag var jeg med til noget undervisning med medicinstuderende. Undervisningen foregik midt i afdelingen, så det var ret kaotisk. Undervisningen var omkring nyrer-problemer hos børn og en del af de ghanesiske medicin-studerendes uddannelse. Det var nu meget godt, det hjalp at al teksten stod på powerpointet, så var det lidt lettere at forstå. Ellers har jeg lavet det samme som i går næsten. Jeg spurgte om jeg måtte kigge med da 3 læger skulle tage en rygmarvsprøve på en pige på en 7år. Det endte med at jeg sprang ind midt i det hele og hjalp til, for de havde store problemer med at holde den stakkels pige fast. Der er ingen bedøvelse til sådan en undersøgelse – det er bare at blive holdt fast af 3 mennesker (jeg holdte hovedet og snakkede og beroligede hende, ingen andre gør det) og så ellers blive stukket 17 gange indtil det lykkedes.  

Ja, alt virker hårdt og koldt her, især i forhold til børn og omsorg, men jeg prøver bare at indse at sådan er kulturen her og det kan man ikke gøre noget ved.

Jeg har i dag set at de også bruger honning til sårpleje og sygeplejersken syntes jeg var underlig fordi jeg nærmest jublede da jeg så det. Dem der kende lidt til min kæmpe sår-interesse, ved at jeg kan snakke i timevis om sår. Honning i sår er en af min helt store interesser og det virker fantastisk!

Vi har været i byen igen igen. Steffi kender nogle af de lokale og dem fik vi os en god snak med, så det er ret rart at lære nogle flere at kende. Jeg arbejder rigtig hårdt for at lære nye mennesker at kende her, for der er sket lidt ændringer med hensyn til at være her alene.

Lige pt. bor jeg sammen med Doreen og Steffi. For Doreen har det hele tiden været planen at hun skulle rejse hjem torsdag i næste uge. Det var så meningen er jeg skulle være her med Steffi indtil den 17/9, men Steffi har det ikke godt her, så nu er det besluttet at hun tager hjem med Doreen. Det betyder så at jeg skal bo alene hos Agnes i en måned. I går havde jeg det ikke særlig godt med det, men i dag er alt fint og jeg er ved godt mod. Jeg har sagt til projects abroad at jeg virkelig gerne vil have flere frivillige her og jeg siger dem igen og igen og. Jeg giver det en chance her alene og hvis det hele er forfærdeligt, vil jeg bede om at blive flyttet til Accra, hvor jeg ved der er mange andre frivillige (inklusiv de to danske piger jeg mødte i lørdags).

Og så til vandproblemerne… vi har ikke haft noget vand i dag (eller dvs. det kom tilbage her kl 20.00). det er ikke første gang vi er uden vand, for det er vi sådan ca. hver morgen. Men så har vi to spande vi fylder vand i når det er der, så vi har vand når der intet vand i hanen er. Vi ville alle sammen gerne i bad efter arbejde (ja, jeg havde så ikke været i bad siden lørdag, tror det var det sammen med de andre), men stadig ingen vand. Vi tog til byen og kom hjem igen… stadig ingen vand.. Men så her kl 20.00 var der vand og jeg styrtede i bad. Og der stod jeg så i badet – hvilket i øvrigt er p**** koldt – med sæbe alle vegne og så valgte vandet ellers at blive brunt (rigtig meget brunt)! Nå, i det mindste havde vi vand og jeg kunne gøre mit bad færdigt. (Nu har vi alle været i bad og jeg har lige fået at vide at vandet vist igen er klart og ikke brunt.)

Strøm har vi det meste af tiden, vi har haft strøm hele dagen i dag, men normalt går strømmen et par timer (1-2) hver aften. Vi har nu fået at vide at det er bevidst at de slukker for strømmen i nogle områder, for at spare, men er strømmen væk mere end 1-2 timer, så er det nok en fejl et eller andet sted.  

Vejret svinger lidt her. I går var det solskin og lækkert vejr. I dag har vi haft gråt, støvregn og så en kæmpe regnskylle, efterfulgt af blå himmel og solskin. Vi er i slutningen af regntiden og går tørken i møde – den ser jeg frem til. I starten undrede jeg mig over at ghaneserne klagede over at her er koldt, vi snakker 25 grader, men nu ved vi hvad de mener. Når man i nogle dage har haft solskin og lækkert varmt vejr og det så bliver gråt og temperaturen daler til 25 grader (jaja, danskere synes det er meget varmt), så er her altså hammer koldt. Vi har rendt rundt i store tykke trøjer (nej, jeg joker ikke).

Vi skrives :)

Ghana dag 13 – Hospital og visum-forlængelse

Jeg vil forhånd lige gøre opmærksom på at der kommer et  billede, der for nogle kan virke grænseoverskridende og klamt – men sådan er livet altså hernede.

I dag var jeg endelig tilbage på børneafdelingen, hvilket var rart. Sygeplejen her er ret anderledes end derhjemme, omsorg og empati har jeg endnu ikke mødt. Det er hårdt at se børnene, men prøver ikke at tage det med mig hjem, men det gør nu stadig stort indtryk.

Lidt om børneafdelingen og sygeplejeuddannelsen her:

Jeg har ikke helt fundet ud af læge systemet, men der er i hvert fald tilknyttet en kvindelig børnelæge til afdelingen. Derudover er der en oversygeplejerske, en ældre dame (som altid fremstår sur, men egentligt er god nok) og så er det så at sygeplejerske-systemet går galt for os, men vi har vist fundet ud af det i dag. De færdiguddannede sygeplejersker går i hvidt tøj, de har enten en diplomuddannelse eller en bachelor. Så er der de grønne sygeplejersker. Hvis de har en bred hvid stribe på deres ærme, er de færdiguddannet fra deres skole, men skal arbejde på forskellige afdelinger på hospitalet i et år, før de er ’rigtige’ sygeplejersker (de kalder det at være på rounds). Hvis de grønne sygeplejersker har en smal stribe, er de under uddannelse og antallet af striber  viser hvilket år de er på. Det tager 3 år at få sin eksamen og 1 år rounds efterfølgende.   

Indgang, venteplads, undersøgelsesbriks (ved vinduet), kontorplads.

Drengen i sengen har vist brækket benene og er ved at 

få dem sat rigtigt sammen (derfor hælder sengen og der

er modvægt i den fodenden, bundet fast til benene).

Sådan ser afdelingen ud, der er 3 af disse store rum og 

2-3 mindre rum, hvoraf det ene i hvert fald er et isolationsrum. 

I dag var der 22 børn på afdelingen, jeg tror jeg udskrev 3 og så kom der nogle nye ind sidst i vagten. Afdelingen så nu ret så tom ud. Alderen går fra nyfødt til de tidlige teenage-år og diagnoserne er brandsår, malaria, sepsis (meget sepsis), meningitis, luftvejsproblemer, ulykker – you name it, they got it!

Jeg startede dagen ud med at gøre rent – ja, det er et sygeplejejob her. Der er ufattelig beskidt, jeg skal prøve at få taget et billede af hvor klamt der er. Efterfølgende skulle jeg lave dokumentationsarbejde, hvilket er en hel videnskab i sig selv.

Alt bliver skrevet i hånden og gerne så ulæseligt som overhoved muligt! Lægerne skriver i patientens journal og skriver hvad planen med patienten er. Dette gøres under stuegang. En sygeplejerske eller to (i dag var det så mig) følger efter og tager journalen når lægerne er færdige. Så finder man sygeplejepapirerne i journalen og skriver lægernes plan ind i sygeplejepapirerne. Derefter skriver man så samme plan ind i en kæmpe bog, hvor alle afdelingens patienter er i. Sygeplejerskerne behøver ikke at tænke selv, for lægerne skriver hvad de skal lave. Fx kan lægerne finde på at skrive: Fortæl forældre at de skal give deres barn mad. Fortsæt med antibiotika. Rens sår. Giv smertestillende. Det skal sygeplejersken så gøre i løbet af dagen. Det tog en lettere evighed – jeg talte 22 børn på det tidspunkt i den store bog.

Den store bog med alle mine kragetær, halvdelen som

jeg ikke aner om er rigtigt eller ej.

Efter journal-helvede hjalp jeg med at rense brandsår på en dreng. Dette brandsår er ingenting sammenlignet med hvad jeg så sidste uge. Såret bliver vasket med noget anti-bakterielt sæbe, derefter smurt med zinksalve, forbundet først med vaseline-gaze og derefter rigtig gaze og så en elastikforbinding. Nej, drengen kunne ikke lide det og græd under det hele.

Dette er det bedte billede (hvor det ikke er alt for klamt).

Jeg fik ikke taget flere, for jeg assisterede samtigt.

Efterfølgende blev jeg sat til at måle værdier på alle børnene (puls, temperatur og respirationsfrekvens). Her blev jeg lidt chokket! Jeg fik at vide at hvis jeg bare målte pulsen og dividerede den med 4 fik jeg respirationsfrekvensen… NO WAY ! Det virker ikke, man får absolut ikke det rigtige tal! Nå, vi (mig og en ny ghanesisk sygeplejerske on rounds) gjorde det alligevel, for det er sådan man gør det.

Efter det lavede jeg ikke så meget andet end at observere, hvilket var rigeligt i sig selv. Måden de håndterer medicin på er ... jeg mangler ord. Jeg så en dreng ca. 4 år vil jeg gætte få medicin. Hans iv-adgang sad der hvor armen bukker og han skreg bare man strækkede hans arm. Hans hånd var ødematøs (fuld af væske) og det var tydeligt at pvk’et (iv-adgangen) lå forkert. Alligevel vælger sygeplejersken at bruge den. Først 2ml medicin, så 10ml og sluttede af med 5ml. 17ml væske blev forceret igennem en ikke-brugbar  iv-adgang på en skrigende unge, som bare fik at vide at han skulle holde kæft. Det var forfærdeligt at se på.

Jeg skipper historien med tumlingen der løb rundt med en brugt nål i hånden…

Et rullebord med al medicin. Her bliver det hele fixet og

så bliver der skreget efter barnet, som så kommer hen og få medicinen. 

Børn her bliver ikke behandlet godt. De bliver truet hvis de ikke gør hvad de får besked på og kærlighed (i europæisk forstand) findes ikke. Forældrene er dog ved deres børns side på hospitalet, næsten 24/7. Det er svært at få et smil frem på børnenes læber, selvom jeg gør som jeg plejer – møder alle patienter med et smil.

Det var vist dagens hospitalsfortælling.

Her til eftermiddag har vi været inde i byen, jeg har fået afleveret mit pas, så jeg kan forlænge mit visum (hip hip hurra der var mere papirarbejde). Jeg var dog lige nødt til at blive pænt pissed på project abroad fordi de ikke havde gjort som aftalt, men det endte godt i sidste ende (en sur mig i telefonen på engelsk var vist ikke så sjov).  Så har vi været sammen med en anden tysk pige Wilma (ja, alle er tyskere?!). Wilma skal være her i 1 år og arbejder inde i byen lige pt (hun skal også arbejde på en skole, men der er ferie lige nu) – faktisk arbejder hun på Baobab-house hvor vi spiste i går og har købt tøj i dag, så vi kommer der ret tit.

Vi har for øvrigt fået fri torsdag-mandag og vi vil tage til Mole national park på Safari. Mole ligger i det nordlige Ghana og det skulle tage ca. 17 timer i trotro at komme dertil, så det skal nok blive sjovt. Mere om det en anden dag.

Jeg har for øvrigt sagt pænt nej tak til outreach, så nu arbejder jeg bare på hospitalet, jeg finder det mere interessant, selvom det ikke er de mest spændende opgaver der (jeg laver dog det samme som sygeplejerskerne).

Jeg undskylder på forhånd hvis jeg får gentaget mig selv i mine indlæg, men jeg kan ikke altid huske hvad jeg har skrevet og jeg gider ikke at læse det hele igennem igen (jeg skriver alt for meget og inden jeg går seng, så er en smule træt).

Vi skrives :)

  

Ghana dag 11 og 12 – weekend 2, Oasis og Cape Coast Castle

Så er nummer to weekend her i Ghana ved at være slut. Lørdag lavede absolut nul og nix hele dagen. Vi rendte rundt i nattøj og store tykke trøjer til indtil eftermiddagen. Så gjorde vi os ellers klar til at tage på Oasis (restaurant, bar, diskotek, hostel og mødested for alle os hvide mennesker). Steffi havde hjemmefra været i kontakt med nogle andre tyskere, som også er i Ghana med projects abroad, de havde kontaktet hende og sagt at de ville besøge Cape Coast denne weekend, så vi mødtes med dem på Oasis om aftenen.

Der sad jeg så på Oasis med 6 eller 7 tyskere (og nogle andre fra Belgien), det var nu meget hyggeligt selvom der blev snakket tysk. Ved et lille bord ved siden af mig sad der, helt tilfældigt, 2 danske piger fra Esbjerg. De er her i Ghana i 3 måneder, ligesom mig, med projects abroad. De arbejder på et sociologi/antropologi projekt i Accra. Det var nu meget sjovt at snakke med dem, det bedste af det hele var at jeg fandt ud af at de havde købt deres flybilletter gennem projects abroad og har betalt 8000kr per vej (dvs. 16.000 i alt) og jeg har købt flybilletterne selv og kun givet ca. 5200kr RETUR ! Jep der sparede jeg lige ca. 11.000kr. Det var en hyggelig aften og der er godt nok gang i den på Oasis i weekenden.

I dag har vi først spist frokost med de andre tyskere på Baobab restaurant (som er vegetarisk, men maden var okay god og kostede 14,5 cedi ca. 25-30kr). Baobab er både et hotel, restaurant og en butik. I butikken har vi bestilt noget tøj (har jeg ikke skrevet det forleden), som vi skal hente i morgen. Vi kan godt lide butikken fordi alt er 100% ghanesisk, hvilket man ellers ikke altid er helt sikker på at tingene er her.

Efter frokosten og vi havde sagt farvel til tyskerne, besøgte vi Cape Coast Castle, det gamle slave-slot. Der er desværre ingen billeder, men det kostede mere at få lov til at tage billeder, end det gjorde at komme ind og få en guidet tur... Jeg så til gengæld det danske filmhold, som pt. er i Ghana for at filme en ny film omkring slavehandlen (den skal jeg så meget se når den kommer i biffen, vist nok om et års tid).

Her til aften har vi ikke lavet så meget… surprise surprise så havde vi ingen strøm i 3 timer, den er lige kommet tilbage mens jeg skriver.

Jeg har fumlet lidt med at lave et lille dårligt kort over Cape Coast og Abura, bare lige for at give jer en ide om hvor jeg befinder mig i byen og hvor tingene ligger i forhold til hinanden. Man kan ikke rigtig slå ghanesiske adresser op på google mapps, men jeg tror jeg har ramt rimelig godt plet med hvor jeg bor (synes det passer med hvordan vejen snor sig). Området med hovedgaden nær hvor jeg bor, der hvor jeg bor og hospitalet bliver kaldt Abura. Kører man af hovedgaden hvor jeg  bor og væk fra Cape Coast kommer man til vores out-reach-landsby og fortsætter man længere kommer man til Kakum. Og ja, Cape Coast Castle ligger for enden af Kingsway. Når vi er i Cape Coast (eller Cape town som vi kalder det her) er vi typisk på Kingsway eller på vejen fra Cape Coast Castle til Oasis. (Og nej, Michael, jeg ved godt at kortet er grimt, men jeg er ikke ligeså god til sådan noget, som dig :) )

Det var lidt for nu.

Vi skrives :)

Ghana dag 11 – Dirty Day 1 maling af legeplads

I dag har den stået på dirty day, som går ud på at frivillige samles og tager et sted hen og renoverer det. Vi var hos børnehjemmet New Life (tror jeg nok det hedder), hvor der også er en skole. Nogle af de andre frivillige, som er på care og teaching projekterne arbejder der.

Andre frivillige fra project abroad har malet skolen og nu var det legepladsens tur. Jeg har desværre ikke et før-billede, men det var virkelig faldefærdigt at se på. Alle legeredskaberne er lavet af metal og har været malet før, men malingen er faldet af. Vi havde ikke noget til at fjerne resterne af den gamle maling med og skulle sådan set bare male over – det var stadig ikke så pænt tæt på bagefter, men det hjalp betydeligt.

Udover at male legepladsen blev der også tid til at lege lidt og spille lidt volley med børnene (som var lidt imponeret over at jeg rent faktisk kunne spille bedre end de andre frivillige – mit hold vandt).

Det var meget hyggeligt at være sammen med de andre frivillige igen, der er pt. 2 canadiske piger, en mor (Kristen, som også har været med på outreach nogle af dagene), hendes søn (Josh) og en pige fra England og så Doreen og Steffi. Alle undtagen Steffi og jeg rejser hjem indenfor de næste 2 uger, så det bliver spændende hvornår der kommer nogle flere.

Doreen og jeg

Jeg ved at jeg kommer til at bo alene i ca. 10 dage, men så kommer der en østrigsk pige, som jeg har været lidt i kontakt med over facebook.

Her til eftermiddag har vi været inde i byen , de andre manglede nogle småting og jeg penge på mobilen, så det blev fikset. Ellers har vi bare slappet af i.

Vi er efterhånden vant til ikke at have noget strøm eller vand i perioder, det er irriterende, men det går. Det er irriterende med vandet, når man vil i bad eller trække ud efter man har været på toilettet (som for øvrigt er en helt historie for sig selv), men strømmen er faktisk det værste, for så er der ikke meget at lave her. Jo, vi kan læse en bog med vores lommelygter, men det er nu rart med strøm så man kan lade computer og mobil op (jaja, nogle vaner er svære at komme af med, så vi bruge altså tid på nettet, men primært om aftenen).

I weekenden har vi snakket om at tage på stranden, hvis vejret vil det og ellers besøge Cape Coast Castle. Steffi har lavet en aftale i morgen aften og at vi skal mødes med 5 andre tyskere på Oasis (yes 7 tyskere og mig, de har nu allerede sagt at de nok primært kommer til at snakke tysk, men jeg gider altså ikke sidde hjemme alene – stort hurra for at jeg forstår tysk!).

Apropos tysk, så prøver de primært at snakke engelsk, selvom jeg nu synes de mere og mere slår over i tysk. Jeg skal koncentrere mig noget mere for at forstå dem når de snakker tysk end hvis de snakker engelsk, men det går – jeg svarer dog altid på engelsk, fordi det er lettest. Jeg har dog kommenteret det i dag og sagt at jeg er glad for, at jeg forstår det meste af hvad de siger, når de snakker tysk, ellers havde det godt nok ikke været sjovt at bo med dem. De siger de godt kan forstå mig, men det virker nu ikke sådan. Nå det går alt sammen alligevel, jeg får da trænet mine sprog-egenskaber.

Jeg tror det var alt for i dag.

Vi skrives :)

Ghana dag 10 – Outreach 4 og redning af egern

Så i dag var vi på outreach igen (vi tager altid til samme landsby). I dag rendte Dominik rundt med et lille dyr og vi spurgte interesseret til dyret. Han og en ven havde fundet det kravlende rundt alene på en palme og de havde taget den lille fætter. Børnene rendte rundt og legede med den lille stakkel, men vi gjorde ikke umiddelbart mere ved det.

Da vi var næsten færdige med vores arbejde, drillede Dominik mig og satte den lille fætter på min skulder. Vi fik kigget nærmere på den lille fætter, fandt ud af at det var en han og at han nok havde brug for noget mælk, for at overleve. Det havde Dominik ikke til ham og vi kom i tanke om monkey forest, som vi besøgte i weekenden. Vi blev hurtige enige om at det var det eneste rigtige sted at tage ham med til. Vi snakkede lidt med Dominik og hans ven og de gav os lov til at tage den lille fætter med os. Jeg kunne se at den lille fætter var træt og søgte mod mørke, så jeg fjernede alle mine ting fra en af mine lommer i min kittel-overdel og puttede den i lommen. Der sov han trygt og godt. Vi gjorde vores arbejde færdigt og så tog vi til monkey forest.

Da vi sad i trotro’en kiggede folk meget interesseret på mig, fordi jeg hele tiden kiggede i min lomme og havde hånden der, så jeg viste dem ’min’ lille ven og aldrig har jeg hørt nogle grine så meget. Jeg tror de synes at vi ’hvide’ mennesker er helt gak. Det hjalp så nok heller ikke at Steffi havde det lidt halv dårligt og sad med hovedet ud af vinduet. Ja, det har været et yndigt og meget komisk syn for ghaneserne.

Vi kom sikkert frem til monkey forest og blev mødt af Annette, som kiggede underligt på os. Da jeg viste hende ’min’ lille sovende fætter, kunne man se at hun næsten så opgivende ud. Hun fortalte at det var et egern og han var ca. et par dage gammel. Hun lovede at gøre sit bedste for at holde ham i live og snuppede ham i sin lomme. Vi sagde pænt mange gange tak og jeg sagde at jeg måske ville komme forbi og kigge til ham (sååå Michael, vi er nok lige nødt til at stikke hovedet ind der, når du kommer herned).

Tilfredse med os selv tog vi hjem igen - det tager ca. 30 min at tage til monkey forest fra Abura (eller omvendt) og det er uden ventetiden på en trotro eller taxi.

Her til eftermiddag er de andre gået omkuld – Steffi, som også blev ramt af madforgiftning, er stadig ikke på toppen og Doreen tror jeg nu bare er træt. Det var ellers meningen at vi skulle have være en tur ind til byen, men det kan være vi gør det senere (det haster ikke).

I morgen er det dirty-day, hvilket betyder at alle os frivillige samles og laver et eller andet. I morgen skal vi til et børnehjem (tror jeg nok) og male deres legeplads (jeg ved det ikke helt 100%, men det er hvad jeg har hørt fra andre). Det skal nu nok blive hyggeligt.

Jeg er ved at uploade mine billeder til facebook, så der kommer lidt flere der nu, hvis det skulle have interesse. Det er nu mest så vi kan dele billeder os der er her.

Vi skrives :)

Dag 9 - outreach 3

Okay, jeg klarede at få madforgiftning og komme af med det igen på

under 24 timer – så det var skønt og jeg har det helt fint nu.

I går aftes var vi til project abroad frivillig arrangement. Dvs. alle frivillige fra project abroad her i Cape Coast mødes på kontoret og snakker og hygger. I går fik vi et madlavningskursus, vi lavede jollof rice (en risret der smagte ret så godt). Derudover fik jeg endelig mit volunteer ID og en t-shirt.

Vi fik også en længere snak omkring ebola. For lige at give en lille opdatering omkring det, er der intet at være bekymret for. Der er ikke ebola i Ghana (endnu). Især os på hospitalet er opmærksomme på det. Alle med ebola-lignende symptomer bliver testet. Vi ved at vi skal holde os fra bush-meat (vildt kød, som sælges på markederne) og heller ikke spise den dejlige ghanesiske delikatesse flagermus. Hvis ebola kommer til Ghana og det bliver et problem for os, hjælper projects abroad og vores rejseforsikring os med at komme ud af landet, enten til en anden project-abroad destination (for at fortsætte vores tur) eller hjem. 

Mand (patient), mig og Doreen igang med sårpleje.

I dag har vi været på outreach (jep, jeg har været på mere outreach end hospital indtil nu, men tror nu kun jeg fortsætter med outreach et par uger til, og så bruger jeg al min tid på hospitalet).

Den lille landsby vi besøger er blevet doneret af nogle hollændere (mener jeg at have hørt) og i landsbyen bor primært spedalske folk (det er dem vi hjælper). Før de fik denne landsby, levede de i små lerhytter.

Det er ret hyggeligt at komme i landsbyen efterhånden, fordi alle ved hvem vi (Doreen, Steffi og jeg) er. I sidste uge lavede vi en aftale med byens kunstner omkring nogle billeder, figurer og postkort, som vi købte i dag. Jeg havde fået lagt 3 postkort til siden, dem ville James (kunstneren) have 9 cedi for, men sagde jeg kunne få 4 for 10 (jeg valgte at tage et til). Da vi havde købt vores ting fik vi hver lov til at vælge et postkort til – gratis. Vi takkede mange mange gange og han var bare glad fordi vi havde købt så meget (to billeder, en figur og 4 postkort).

James og hans hjem og hans billeder.

Mine 5 postkort

Lidt om pengene her:

Vi bruger cedi (ligesom kroner) og pesewas (ligesom øre). 100 cedi er nogenlunde det samme som 160kr (det er i hvert fald det jeg regner med).

En taxatur fra hovedgade ved siden af hvor jeg bor til hovedgaden i Cape Coast koster max. 5-6 cedi (for det meste kun 3-4) altså mellem 4-20kr – til sammenligning kan vi køre en tur af tilsvarende længde til landsbyen med de spedalske med trotro for 70pesewas eller 1 cedi (trotro er den billige løsning).

10 cedi her er mange penge (du kan få aftensmad for omkring 7-8cedi, hvis du spiser lokalt – turiststeder er omkring 22cedi for aftensmad ).

Alt er meget billigt set med danske/europæiske øjne og det ved ghaneserne godt at vi synes. Derfor er det tit at vi betaler mere end ghaneserne for taxi/trotro/ting – vi kalder det obruni-skat (obruni= os hvide mennesker).

Eftermiddagen blev brugt på at sige farvel til Vicky (så nu er vi 3 i huset) og  vaske lidt tøj og jeg fik lavet med studieplan (det er nemt at glemme at jeg rent faktisk er i skole her… men det fik mig lige på rette spor igen).

Studieplan er (til dem der ikke ved noget om sygeplejeuddannelsen) en slags ugeplan over hvad vi skal lærer og hvordan vi vil gøre det. Jeg har lavet et foreløbigt udkast nu og når mine 10 uger er gået, har jeg udfyldt planen med litteratur og alle detaljer fra hvad jeg har lært og hvordan og hvorledes, og så skal den afleveres igen.

Udover studieplanen skal jeg aflevere 2 opgaver (en fastlagt studieaktivitet, som skal godkendes før jeg kan gå til eksamen, og en eksamensopgave) og et rejsebrev eller film (så andre kan se hvordan det er i Ghana).

Jeg har efterhånden lært et par ting på fanti (lokal sprog) og prøver at lære mere, det er ret sjovt og folk får lidt mere respekt for en når man kan sige lidt. Så nu kan jeg sige; tak, hvidt menneske, mørkt menneske, hvad hedder du? og velkommen.

Vi skrives :)

 Ps. Alle billeder af mennesker, patienter osv. har jeg spurgt om lov til at tage og bruge og de har sagt ja :)