Ghana dag 38 og 39 – Ny frivillig i huset

Så i går, fredag, fik jeg en ny frivillig i huset. Hun hedder Rosalind (kaldet Ros) og er fra England. Hun skal være her resten af min tid. Hun skal arbejde på et børnehjem, og helt hvordan det fungerer ved vi ikke.

Ros er en smule ældre end mig, 31, men det burde ikke være noget problem – Doreen var 35 og vi blev ret så gode venner.

Så i går efter arbejde tog jeg til byen og fiksede nogle småting, sagde hej til Sununu og skyndte mig hjem for at møde Ros.

Efter mad tog vi til byen og jeg gav hende en kort rundtur og vi endte selvfølgelig på Oasis. Ros var ret træt og det blev ikke sent, vi var hjemme 21.30.

I dag, lørdag, har vi taget en lidt større rundtur inde i byen og slappet af på stranden (jeg elsker stranden her, selvom det er alt for farligt at svømmer her). Jeg har introduceret Ros til de fleste af de mennesker jeg kender her, så hun kommer til at kende folk lidt her. Umiddelbart er hun lidt tilbageholdende, jeg håber det er fordi hun først lige er ankommet og alt er nyt og anderledes.  

Nu kan man virkelig mærke at det er ved at blive dry-season og solen har fremme hele dagen – det er varmt og kræver en kæmpe mængde solcreme – og ja, jeg er nu solskoldet alligevel.

Det har været en hyggelig og afslappende dag. Her til aften tager jeg ud med Sununu og måske nogle af de andre også. Ros har umiddelbart sagt at hun ikke vil med – det er jo op til hende.

Hvis man vil møde nye mennesker her at det primært om aftenen i weekenden man møder dem – og det er helt vildt hyggeligt at være i byen om aftenen. Jeg håber at Ros vil tage med mig en dag og opleve det – ellers går hun altså virkelig glip af noget!

Ros og jeg deler pt. værelse, men vi har planer om at spørge om Ros kan få det andet værelse, når Sofia (Agnes datter) tager hjem igen. Faktisk troede jeg hun ville tage hjem i dag, men der går nok lidt længere tid, for Isabella (Agnes anden datter – hun har 3) fødte en lille dreng i nat. Agnes kommer derfor til at tilbringe noget af tiden der, for at hjælpe dem. Det er Isabellas første barn og han ser så super sød ud på de billeder jeg har set – jeg glæder mig til at møde ham!

Lige et par stemningsbilleder fra idag: 

Ros, mig & Sununu ved Sununus shop. 

Det her er min yndlings strand i Cape Coast, en smule udenfor byen.

Ellers er alt som det plejer her og jeg elsker stadig at være her.

Vi skrives når der er noget nyt :-)

Ghana dag 35, 36 og 37 – A&E og ny frivillig i huset

Lige en opdatering på dette indlæg. Den nye frivillige, der kommer her i huset, kommer først i morgen (altså fredag). Vi havde bare fået at vide at hun ville komme idag... nå ja, det er vel Afrika???!

Det svinger ret meget på A&E (accidents and emergency afdelingen). Det ene øjeblik er alt helt vildt fedt og spændende og det næste, ved jeg slet ikke hvor jeg skal gøre af mig selv.

Tirsdag var forholdsvis travl og vi havde en masse patienter. Jeg kan ærligt ikke huske hvad jeg lavede tirsdag, onsdagen overskygger alt.

Kl. ca. 9 onsdag morgen kommer der nogle forældre ind med deres 8-årige dreng. Drengen er fuldstændig stiv i kroppen, hans øjne er blanke, store og indsunket og du kan se alle muskler, sener og knogler. Han har ret svært ved at trække vejret (han bruger alle respirationsmusklerne). Man kan tydelig se at forældrene er bekymrede. Og det er så her jeg ikke bryder mig om det ghanesiske sundhedssystem og personalets holdninger til tingene. Jeg målte med det samme værdierne på drengen og konstaterede at hans saturation var 74 (den skal være omkring 100) og hans temperatur var i armhulen 40,4 (så den har nok været  41-42 grader i virkeligheden, hvilket er dødeligt). Det tog sygeplejerskerne omkring en halv time at give ham noget ilt… Jeg var noget utålmodig og det var vist kun fordi jeg blev ved med at spørge at det kun tog en halv time.

Lægerne bad forældrene om at købe noget medicin til drengen, før de var 100% sikre på hvad han fejlede. Det er for mig en smule underligt at de køber medicin før diagnosen er stillet, da medicin her er så utroligt dyrt (set med ghanesiske øjne).

 Jeg brugte resten af dagen på at tjekke op på den lille dreng og styre mængden af ilt. Det er egentligt et lægejob, men nogle skal jo sørge for at drengen faktisk overlever – så det blev mig.

Og hvad fejler drengen så? Ja, det ved de stadig ikke helt 100%, men vi regner med at han har enten meningitis eller tetanus (stivkrampe). Overlever han? Det er svært at sige, men hans tilstand har været stabil siden i går, hvor jeg forlod ham. Hvis han overlever, så bliver det nok ikke uden men.

Det var bare lidt af dagen i går, for om eftermiddagen fik vi et traume ind. Aldrig har jeg set det ghanesiske personale arbejde så hurtigt. Jeg så ’desværre’ kun en lille del af det, for jeg havde en patient til scanning.

Men vi fik en mand ind, der på motorcykel (uden hjelm eller nogen form for beskyttelse) var braget sammen med en bil. Ulykken havde været så voldsom at folk rundt omkring i byen vidste den havde været der (jeg var sammen med Sununu om aftenen og da jeg fortalte at vi havde haft en mand der var kommet til skade, fuldførte han sætningen med motorcykel vs bil).

Manden havde fået et kraniebrud, brækket ben og sikkert meget andet. Der var blod ud over hele afdelingen! Han var virkelig ikke et kønt syn og desværre var hans liv ikke til at redde.

Jeg havde det ret svært med hvordan personalet på afdelingen taklede situationen – men det er ikke noget jeg vil uddybe på bloggen. Jeg gik fra hospitalet i et underligt humør.

Fra at A&E har været totalt kaotisk de sidste 2 dage, var der super kedeligt i dag. De sidste to dage har vi haft omkring 40-60 patienter, de fleste rimelig ustabile, og i dag havde vi 15-20, alle mere eller mindre stabile. Jeg smuttede derfor tidligere i dag, jeg var træt af at glo ud i luften.

Om eftermiddagen de sidste par dage har jeg lavet lidt forskelligt. Jeg har været til fanti-undervisning (altså det lokale sprog her i Cape Coast), hængt ud med Sununu og nogle af de andre, vasket tøj (hvilket som altid er kedeligt hårdt arbejde) og været lidt mere flittig med skolearbejdet.

I skrivende stund venter jeg på den nye frivillig kommer. Vi har fået at vide at hun ville komme i dag, men jeg undre mig lidt over at hun ikke er her endnu – måske hun først kommer i morgen?

Jeg havde egentligt aftalt med Agnes at den næste frivillige ville få Steffis værelse.. Men pt. bor en af Agnes’ døtre, mand og datter derinde, og min ekstra seng er blevet redt op, så tror vi kommer til at dele værelse. Det går nok alt sammen, selvom lidt privatliv er rart.

Hvad der kommer til at ske de næste par dagen (altså i weekenden) er ikke planlagt nu, jeg vil vente og se hvad den nye frivillige har lyst til.

Vi skrives :-)

Ghana dag 34 – Accidents and emergency ward (A&E)

Så i dag var første dag på en ny afdeling – nemlig accidents and emergency – det vi i DK vil kalde skadestuen (selvom det ord vist ikke eksisterer i region h mere).

De første timer var forfærdelige og jeg besluttede mig til sidst for at jeg ville smutte kl 12 i stedet for kl 14 (så kunne jeg tage hjem og læse og skrive min opgave), men sådan skulle det ikke gå.

Sygeplejerskerne, som til at starte med ikke virkede særlig venlige og ikke sagde særligt meget til mig, begyndte at give mig opgaver og så var der ellers run på. Jeg sprang fra den ene patient til den anden, assisterede sygeplejersker såvel som læger (ja, jeg assisterede en læge på operationsstuen med at sy et øre sammen), hentede ting og sager fra de forskellige afdelinger og hentede blodprodukter til vores patienter. Det var faktisk så hektisk, at de spurgte om jeg kunne blive længere, da jeg sagde jeg havde fri.

Jeg talte på et tidspunkt at vi stod omkring 30 mennesker (sygeplejersker, læger, patienter og pårørende) i undersøgelses/ankomst/sygeplejekontor/opholdssted-for-nogle-patienter-rummet og yderligere et sted mellem 40-50 patienter og pårørende på sengestuerne og på gangen.

Så fra at det var helt forfærdeligt at være på afdelingen, blev det ret spændende og jeg havde lidt følelsen af ikke at være en studerende, men faktisk en sygeplejerske på lige fod med de andre – hvilket helst også skulle ske her enten på det her modul eller i hvert fald det næste, som er den sidste praktikperiode jeg har, før jeg er færdiguddannet.

Jeg skal være på A&E (som det forkortes her) i 2 uger. Jeg håber det fortsætter som denne eftermiddag, ellers bliver det nogle lange 2 uger. Hvis det ikke er godt, så kan jeg heldigvis bare skifte afdeling - der skal jo være nogle fordele ved at være den eneste hvide der (jeg ved ikke om Theresa stadig er på hospitalet, det er længe siden jeg har set hende).

Vi skrives :-)

Ghana dag 31-33 – Fetu Afahye, festival i Cape Coast

Så de sidste to dage har jeg ikke skrevet, ikke fordi der ikke er noget at skrive, men jeg har ikke haft tid.

Fik jeg nævnt at der er festival i Cape Coast??? Det gjorde jeg vist nok og det går altså ikke stille for sig.

Fredag efter mad hoppede jeg i en taxa og kørte (med noget besvær) indtil byen, hvor jeg mødtes med Sununu. Allerede på det tidspunkt var der mange mennesker.

Vi mødte nogle andre (jeg har mødt så mange mennesker at jeg ikke kan huske dem) og så stillede vi os op på en balkon på Kingsway.

Sidste år blev orange-friday indført og det betyder en masse mennesker klædt i orange (jeg havde en orange-lignende top på).

Vi havde god udsigt over paraden og alle menneskerne på gaden. Tror det var her det gik op for mig hvor mange mennesker der er her under festivalen – vi snakker tusinder!!!

 Vi stod og nød festivalen fra balkonen indtil det faktisk var muligt at gå på vejen igen. Vi havde Sununu’s søn Arafat på 5år med os, så han også kunne nyde festivalen. Efterfølgende fulgte vi  Arafat hjem til Sununu’s mor og så tog vi ellers lidt rundt i byen, for at se hvad folk lavede.

Ghanesere forstår virkelig at feste! Der er høj musik alle vegne og der bliver danset alle vegne – det er fantastisk!

Jeg endte med at være hjemme ca. kl. 3 om natten. 4 timer efter stod jeg op igen (der er morgenmad kl. 07.00). Jeg gik nu i seng igen efter morgenmaden, men faldt aldrig i søvn igen. Jeg mødtes med Sununu kl 10.30 inde i byen lørdag morgen.

Sununu viste mig lidt rundt i byen, jeg så bl.a. hvor han bor (eller et af stederne hvor han bor) og en masse andre steder. Vi hentede Arafat, mødte nogle andre og fandt os en god plads, på ladet af en bil, på Kingsways og så startede festlighederne ellers.

Hvis jeg syntes der var mange mennesker fredag, så var det slet ikke til at sammenligne med lørdag! Det var virkelig umuligt at stå eller gå på Kingsway.

Lørdag er den store festivals dag, hvor blandt andet the chiefs (cheferne der styrer de forskellige områder i Ghana) bliver båret rundt i en kæmpe parade. Det var fest og farver (se billederne og bedøm selv) og virkelig en oplevelse. Det er synd vi ikke har sådan noget i Danmark.

Da paraden var kommet forbi os, gik vi en bagvej ned til Sununu’s shop og Oasis – det var der paraden ville ende.

Vi smuttede ind på Oasis for at slappe lidt af og Sununu mødte nogle franske piger han kendte og skulle lige hjælpe dem med noget, jeg sagde det var fint nok at jeg ventede med Arafat, for hans sagde han ville komme hurtigt tilbage… ja.. AFRICAN TIME!!!

Så der sad jeg så med Arafat, hvilket egentligt var fint nok, bortset fra at han kun snakker fanti og jeg kun engelsk. Som en hver anden 5årig syntes han selvfølgelig at det var kedeligt at vente og det lykkedes ham at stikke af fra mig 3 gange (jeg fangede ham nu hver gang og jeg tror nu bare han ville lege fangeleg). Men det er altså ikke skide smart at en 5årig stikker af blandt alle menneskerne (ja, han løb ud af Oasis). Jeg fangede ham sidste gang og så slap jeg ham altså ikke igen. Vi så lidt mere af paraden og så gik vi hen til shoppen, i håb om at Sununu ville være der.

Det skal lige siges at jeg ringede til Sununu nogle gange, men hans telefon var i mellemtiden løbet tør for strøm. Jeg var efterhånden noget sur over situationen. Vi havde aftalt at mødes på Oasis, men jeg var nu gået til shoppen. Sununu fandt os der efter at han havde været væk i en times tid (tror jeg). Han så noget lettet ud, da han fandt os (jeg, ond som jeg nu engang er, syntes han havde rigtig godt af at blive lidt bekymret). Jeg fortalte ham at Arafat var løbet fra mig indtil flere gange og spurgte hvor han havde været så længe (jeg havde set de franske piger komme tilbage til Oasis uden ham). Han forklarede at han var taget hen til moskeen for at bede, hvortil jeg svarede at det skulle han altså have fortalt mig, at han gjorde og jeg ikke brød mig om, bare at blive efterladt med hans (vildbasse til) søn. Jeg fik da en undskyldning eller 10 efterfølgende.

Jeg havde da fået drænet Arafat for energi, så vi fulgte ham tilbage til hans bedstemor og så tog vi hen for at se hvad der skete ved pladsen ved Oasis.

Det var blevet tid til at holde taler. Ikke nok med at alle cheferne fra de forskellige områder i Ghana var til stede, så var præsidenten også tilstede – så man kan vist rolig sige at jeg har set toppen af Ghanas samfund.

Vi trængte til en pause fra alle menneskerne og begav os hen til fort William, hvorfra der er udsigt over halvdelen af Cape Coast.

Senere på aftenen tog vi til et sted ikke langt fra Abura, hvor der i weekenderne er livemusik. Der skal jeg tilbage igen på et tidspunkt! Stemningen var fantastisk og folk danser, synger og er glade – virkelig skønt.

Det var sidste stop for mig under denne festival og jeg tog hjem derfra og var hjemme kl. 01.30 – meget meget meget træt.

Det sjove ved at være sammen med folk som er født og opvokset i Cape Coast er at de kender alt til byen. Jeg har set steder jeg ikke ville komme til at se, hvis ikke det var fordi jeg kendte nogle ghanesere.

Og nu til lidt billeder fra festivalen. De er desværre i dårlig kvalitet, da jeg har taget dem med min mobil, men sådan er det, når man ikke vil tage for mange ting med sig rundt (der er en lidt større risiko end normalt for at få stjålet sine ting under festivalen).

Børn klædt ud som sygeplejersker. Ja, det er sådan 

nogle af sygeplejeskerne går klædt på hospitalet.

De grønne sygeplejesker er ikke lige så godt uddannet som de hvide. 

En eller anden halv vigtig person. 

Mennesker som venter på at det hele starter.

Der blev danset en del.

Flere vigtige personer.

Hver gruppe har sin egen farve.

Læg mærke til cheferne, som bliver båret.

Manden i det farverige tøj med ryggen til, er chefen for Cape Coast.

Manden der giver hånd til chefen er præsidenten. 

Ghanesere og deres madkultur er en hel historie for sig selv. Sununu købte, jeg tror han købte 5-8 forskellige små ting jeg skulle smage, hvilket var ret sjovt. Vi får altid at vide at vi skal holde os fra streetfood (den mad der bliver solgt fra små boder), da hygiejnen ikke er helt i top her. Men når man er sammen med ghanesere, så spiser man altså det de spiser – altså streetfood. Og ingen problemer i det, i hvert fald ikke for mig, jeg spiste stort set kun streetfood i går og jeg har det da fint i dag.

Jeg smagte en af de retter ghanesere spiser mest, banku, og det var faktisk mere spiseligt end jeg havde regnet med. Banku er majs, der er blevet kogt til en dej-agtig masse. Det smager lidt surt ala surdejsbrød/rugbrød og konsistensen er lidt et mix mellem en alt for tyk grød og dej. Banku spises med fingrene, hvilket nu også var lidt sjovt at prøve. Vores banku blev serveret med en spicy sovs og fisk (nej, jeg spiser stadig ikke fisk).

Der er en anden meget populær ret her i Ghana, nemlig fufu. Det er cassava og plantain (altså en kartoffelagtig ting og ikke-søde bananer) der bliver most sammen. Jeg tror umiddelbart ikke lige det er en ret jeg vil bryde mig om, men Sununu har sagt at det skal jeg smage og jeg har lært så meget, så jeg ved at jeg ikke har noget valg.

Hvis en ghaneser tilbyder dig mad, så er det ikke altid lige godt at sige nej tak. Jeg sagde nej tak til nogle nødder i går (jeg havde altså allerede spist en lille håndfuld af dem) og så tror de straks at der er noget galt.

Ellers fik jeg smagt alt fra noget der smagte lidt som æbleskiver, men havde konsistens som falafel, noget der mindede om et pitabrød, der var ligeså tørt som knækbrød, til underlige søde nødder og mandelsmåkager.

I dag, søndag, laver jeg ingenting. Jeg slapper af, skriver lidt på min eksamensopgave og bander over at strømmen kommer og går som det passer den i dag.

I morgen starter en ny uge, jeg har ingen planer pt, men det kommer nok.

Vi skrives :-)

Ghana dag 29 og 30 – Nu er det altså blevet hverdag…

Ja, som overskriften siger, så er det mere eller mindre blevet hverdag her. Det betyder at jeg har ret svært ved at finde på hvad jeg skal skrive, medmindre jeg går i deltaljer med patienterne eller skriver det samme hver dag. Der vil nok derfor komme flere dage, hvor jeg ikke skriver – men det betyder ikke at jeg ikke stadig har det godt.

Jeg sagde farvel til Steffi i går morges og hun er nu sikkert hjemme i Tyskland. Det betyder at jeg er her alene, men jeg føler mig på ingen måde alene her.

Jeg er sammen med personalet på afdelingen fra 8-14 hver dag og derefter kan jeg nu gøre hvad det passer mig. Jeg kan havde en slappe-af-dag hjemme, det havde jeg i går, eller jeg kan tage ind til byen og mødes med Sununu og de andre (det gjorde jeg i dag). Folk er ikke længere væk end en telefonopringning eller en kort taxa-tur.

Jeg har sidste dag på female surgical ward i morgen og jeg glæder mig til at komme til en ny afdeling mandag. Jeg kan godt lide afdelingen, men jeg laver det samme hver dag og det bliver nu altså lidt kedeligt i længden. Sådan er sygeplejen nu altså bare her.

I dag fandt jeg ved lidt af et tilfælde ud af, at en af sygeplejerskerne (Priscilla) på afdelingen bor lige neden under mig. Det havde hele afdelingen det ret sjovt med, for vi vidste det ikke og har ikke set hinanden herhjemme.

Hvad der helt præcis skal ske fredag og lørdag ved jeg ikke helt endnu. Hele lørdagen skal bruges på festivalen regner jeg med – byen skulle være en stor fest lørdag, så det glæder jeg mig til at opleve.

 Jeg så lidt af festivalen i dag fra Sununus shop. Hans shop ligger ved siden af der hvor top chefen for byen bor (og Oasis). Festivalen går vist mest af alt ud på at fejre og tilbede guderne og cheferne for byen. Der var trommer efterfulgt af en masse mennesker der kom med mad til chefen. Sununu forklarede mig at maden er til alle dem der er med i festivalen og de næste par dage bliver brugt på at lave mad (og vist også mange andre ting).

Nu vil jeg se en film (og sikkert falde i søvn til den).

Vi skrives når der er noget nyt at berette :-)

Ghana dag 28 – Steffi’s sidste dag

Jeg har nu været i Ghana i 4 uger og på fredag er det præcis en måned siden jeg sad i flyet på vej hertil. Tiden går nu alligevel stærkt!

I dag har den stået på arbejde og intet nyt der. Jeg laver det samme hver dag på female surgical ward.

Kl 8-9 venter jeg på at folk møder ind

Kl 9-12/13 går jeg med på stuegang og ordner sår.

Kl 12/13-13.30 sidder jeg og venter på at der er noget at lave.

Kl 13.30-14 giver jeg medicin.

Kl 14 går jeg hjem.

Men i går glemte jeg en klam og helt utrolig historie fra hospitalet. Vi har en kvinde indlagt og hendes tarm er helt smadret, så hun har et ar lodret hen over maven og en stomi til højre for aret.

I går havde hun så ikke fået købt stomi-poser og hvad gør man så? Man taper da en handske fast rundt om stomien. Ideen er ikke helt dårlig, hvis ikke det var fordi at det kun bliver skiftet en gang dagligt og der nu var afføring alle vegne, inklusiv hendes ar (som for øvrigt ikke er helet). Ja, der er da god grobund for infektioner…

Nå det er som sagt var det Steffis sidste dag her og den ville hun gerne slutte af med at tage på Oasis. Vi havde aftalt at mødes med Wilma og Sununu og en hulens masse andre, hvis navne jeg stadig ikke har styr på, kl 19-20… Og så ventede vi ellers… til kl 20.30-21.00 kom de første (africaaan tiiime). Hvad der skulle have været en stille og rolig og hyggelig aften, startede rigtig skidt, men nøj hvor den endte godt (i hvert fald for mit tilfælde, jeg ved ikke med de andre). Vi spillede uno, havde det alt for sjovt og så blev klokken mange og jeg ville gerne hjem og sove, nogle skal jo arbejde i morgen (jep mig), de andre ville gerne feste videre, hvilket var fint med mig. Så jeg blev fulgt hjem og de andre er nu et eller andet sted inde i byen (som for øvrigt er vildt hyggelig by night).

Hvis mine sidste uger (6 indtil Michael kommer) bliver lige så skønne som de første 4, så bliver det en leg at komme igennem og trist at sige farvel.

Fra venstre: Wilma, Felix, Nana, ?, Steffi, PK, Sununu, Mig, Janika,? og fyren foreste ?.

Wilma, Felix og Janika (tyskere) arbejder alle tre hos Baobab restaurant, butik, hotel. 

Godnat herfra – jeg kan nå at få ca. 6,5 times søvn nu … jeg skal heldigvis kun arbejde i morgen, så jeg kan slappe af resten af tiden.

Vi skrives :-)

Ghana dag (26 og) 27 – opgave skrivning, arbejde og festival

Så søndag var kedelig-dag og vi lavede ikke andet end at går en tur i Abura og så skrev jeg ellers fastlagt studieaktivitet det meste af dagen – så nok om den dag?!

I dag var det tilbage på female surgical ward og for en gangs skyld havde vi travlt i dag. Normalt bruger jeg 2-3 timer (ud af 6) på at lave ingenting, men i dag var det kun fra 8-9 jeg ikke havde noget at lave. Der blev ellers knoklet på livet løs med sårpleje, mindre operationer på afdelingen, suturer, patienter til operation, medicin, osv.

Jeg brugte en hver lejlighed til at sætte mig, men det blev aldrig til mere end 5 minutters pause og så var det i gang igen.

Jeg ved ikke hvad der blev af mine medicinstuderende-venner, de mødte ind i morges, men forsvandt mens jeg ordnede et sår.. hmmm?

Efter hospitalet tog vi lige hjem og skiftede tøj og så tog vi til byen. Jeg har hentet mit pas (det er rart at have det hjemme igen) og mit visum er nu forlænget indtil den 4/12-14, hvilket er en måned længere end jeg har betalt for. Det gør nu ingen forskel, jeg tager stadig hjem den 31/10. Men nu er der styr på det og det er virkelig rart!

Derefter tog vi, efter vi havde købt nogle småting, til Sununu’s shop, som ligger ved Oasis. Der aftalte vi hvor og hvornår vi skulle mødes senere.

Sununu er blevet vores lokale guide og ven her. Vi har mødt ham nogle gange og han er virkelig venlig og nem at snakke med og står altid til rådighed hvis vi har brug for hjælp.

I denne uge går Cape Coast amok, her er nemlig festival. Hvad det helt præcist indebærer vides ikke helt endnu, men der er i hvert fald aktiviteter hver dag i denne uge og lørdag er der kæmpe fest inde i byen.

Efter vi have været hjemme og spise, mødtes vi (Steffi og jeg) med Sununu og en anden ghana-fyr (som jeg aldrig kom til at snakke med), samt Theresa (som nu er alene her) på Oasis, hvorefter vi begav os mod festivalen. I dag var starten på festivalen og det foregår ved Fosu lagunen, ikke langt fra Oasis (okay, måske en gåtur på 20-30min).

Vi gik en tur på stranden og snakkede og havde det sjovt, mens vi ventede på at festivalen ville gå i gang. Vi kom til at vente længe og det endte nu med at vi tog hjem inden det startede. Vi tog fra festivalen kl 22.00, vi skal jo op og på arbejde i morgen kl 08.00. Men stemningen der var virkelig god og der var virkelig mange mennesker.

Vi fik at vide at det er den største festival i Ghana, men om det passer vides ikke. Alle hoteller er dog booket og trafikken er voldsom – men en oplevelse er det i hvert fald.

Vi havde fået at vide at det kan være lidt farligt at være obruni til sådan nogle begivenheder, jeg havde derfor kun nøgler til huset og lidt penge med mig. Jeg følte mig dog på intet tidspunkt utryg. Jeg ved at hvis der sker noget, så er Sununu og den anden fyr lige ved siden af os og de lader os ikke ude af syne, før de har sat os i en taxa som kører os hjem og vi skal skrive når vi er hjemme. Theresa var ret utryg ved hele situationen, jeg forstår hende nu godt. Det var første gang hun mødte Sununu og den anden fyr – uh han hedder Tanko!!!

Om det er dumdristigt at stole på nogle man kun kender lidt og har mødt for 3-4dage siden ved jeg ikke. Men jeg føler virkelig at Sununu er oprigtig og jeg ved at andre frivillige har hængt ud med ham også. Jeg tror på det er bedre at gå rundt sammen med ghanesere til sådan nogle begivenheder, end kun at gå rundt os obrunis - folk henvender sig i hvert fald ikke til os, som vi er vant til.       

I morgen er Steffis sidste dag her, så vi skal på (surprise) Oasis om aftenen.

Nu er klokken mange (23.15 her) og jeg burde sove.

Vi skrives :)