Ghana dag 69 og 70 – De to sidste arbejdsdage på hospitalet

Så jeg har vist rodet lid rundt i dagene, men dag 68 var søndag og den spenderede jeg i Sununus shop og på the pantry – det er vel søndag, så skal man jo på the pantry.

Sununu og jeg i shoppen

Mandag var en travl dag. Vi endte med at have 3 fødsler samtidig, men jeg fik da set en fødsel – det er lidt svært at være 3 steder samtidigt. Den fødsel jeg så var kompliceret, så de var nødt til at bruge sugekop for at få barnet ud og klippe kvinden op. Normalt er jeg ikke sart, men jeg var altså nødt til at forlade stuen i 2 min og få mig noget vand og holde hovedet mellem benene… øhm ja. Fødslen var virkelig ikke et kønt syn. Jeg skyndte mig dog tilbage og så at babyen ikke træk vejret. Jordemoderen var i fuldt gang med genoplivningen, men barnet trak nu stadig ikke vejret. Babyen var i live, jeg mærkede selv hjerteslagene, men ville bare ikke trække vejret. Jordemødrene skyndte sig at løbe med babyen over til NICU (neonatale intensive care unit) og hvad der skete sidenhen ved jeg ikke.

Jeg forlod kvinden, da jeg hørte at en af de kvinder skulle have et akut kejsersnit – det skulle jeg da lige se. Så jeg endte med at se det akutte kejsersnit efterfulgt af et planlagt kejsersnit. 3 fødsler fik jeg set den dag og vi havde 5 i alt.  

I dag var der kun en kvinde i fødsel. En af lægerne lærte mig hvordan man tjekker veerne og deres styrke. Kvinden var dog kun 33 uger henne, så de ville prøve at stoppe fødslen – hvad der skete vides ikke, der var ikke sket noget da jeg gik og der var ingen fremgang.

Der var til gengæld 4 planlagte kejsersnit, men selvfølgelig havde vi først ingen strøm, så ingen ilt og så ingen vand = ingen operationer. Nå, men efter en hulens masse ventetid fik vi endelig strøm, så vi løb med den første patient ind på operationsstuen og startede. Jeg hjælper til så godt jeg kan under operationerne. Jeg er ikke i sterilt tøj, så jeg kan hente ting og tage alle de non-sterile ting til lægerne og operationssygeplejersken.

Glad efter et kejsersnit

Glad lille baby

Sidste dag på hospitalet.

Forøvrigt så gæt lige hvad jeg har på hovedet?

Når nu man er løbet tør for hårnet, så bruger man da et pudebetræk.

Endnu en lille baby nyfødt og stadig lidt beskidt

Alt i alt har det været godt at slutte mit praktikforløb af på fødegangen. Jeg er da ikke sluttet af med død og ødelæggelse, men nyfødte babyer og glade mødre.

Jeg er ikke helt færdig med hospitalet endnu, jeg skal nemlig lige havde mig et par underskrifter og sagt farvel i morgen.

Om jeg har bestået modul 11 eller ej vides ikke endnu – jeg venter stadig på svar omkring min eksamen. Men jeg har bestået fastlagt studieaktivitet, har arbejdet de timer jeg skal og lavet de ting (fastlagt, eksamen og studieplan) jeg skal (jeg mangler lige de sidste detaljer i mit rejse/evalueringsbrev, men det fikser jeg når jeg kommer hjem).

Det føles godt at være færdig på hospitalet. Det har været utroligt spændende at arbejde på et ghanesisk hospital, men jeg foretrækker altså det danske sundhedsvæsen! Jeg bryder mig ikke særlig meget om den ghanesiske måde at udøver sygepleje. Jeg savner at snakke med mine patienter og komme lidt ind på livet af dem, for det gør man altså ikke her. Jeg savner at have det udstyr man skal bruge, men det har virkelig sat kreativiteten på en prøve og man lærer virkelig ikke at bruge mere end højst nødvendigt – det kunne vi måske lære lidt af derhjemme.

Jeg kommer til at savne variationen i mit arbejde her – altså det at se så mange forskellige afdelinger. Det er virkelig fedt at se en masse forskellige afdelinger og prøve forskellige specialer – for det kommer man altså ikke til i Danmark.

Jeg ved at jeg har gjort en lille forskel i nogle menneskers liv, jeg har faktisk en lille solstårlehistorie, som jeg glemte at skrive forleden.

En af aftenerne, jeg tror det var lørdag, var jeg med Sununu inde i byen og han havde lige nogle småting han skulle fikse, så jeg gik med ham. På et tidspunkt stopper han op og snakker med en han kender, som har en lille bod. Her er der en kvinde der råbe Sister efter mig og komme løbende hen imod mig. Jeg ser straks at det er en jeg kender, men der går lige et øjeblik før jeg ved hvem det er. Det er en af mødrene til et af børnene fra pædiatriks afdeling. Hun snakker ikke engelsk men vi fik os da en lille samtale og en kæmpe krammer. Aldrig har jeg set en kvinde smile så meget som hende da hun så mig. Jeg smilede resten af aftenen og stadig når jeg tænker på episoden – det var skønt!

Det var alt for nu. Jeg håber på at lave en sidste opdatering før jeg tager til Accra, men jeg vil ikke love noget – jeg vil nyder mine sidste dage her i Cape Coast (ja, faktisk er det jo ikke mine sidste dage her, men mine sidste dage før jeg skal være sammen med Michael).

Jeg regner med at jeg kan blogge fra Michaels og min rundrejse i Ghana, men vi ser hvad der sker – det er jo Afrika.

Vi skrives :-)

Ghana dag 66 og 67 – Ingen fødsler, Oasis og navngivningsfest

For lige at starte hvor sidste indlæg sluttede, så tog vi ikke til fødselsdagsfejring af Alex, vi blev hjemme og slappede af i stedet.

Jeg har stadig ikke set nogle fødsler og det er egentligt hammer kedeligt – men sådan er det jo. Tilgengæld møder jeg børn og snakker med børn og leger med børn hver dag.

Et par glade børn i Sununus shop.

Fredag aften tog vi i byen (som altid). Ros, Marion og jeg startede med at tage på en bar i Abura, det var egentligt ret hyggeligt. Derefter tog Ros hjem, hun har ondt i halsen og er lidt små syg. Marion tog ind til byen og mødtes med de andre frivillige på Coconut Bar, som ligger lige ved siden Oasis. Coconut Bar er altid tom, fordi alle tager på Oasis – hvilket egentligt er synd, men vi rykkede også til Oasis og brugte det meste af aftenen der. Det var nu lidt trist, for det var min sidste fredag aften på Oasis.

Lidt senere på aftenen var Hannah sulten, så Hannah, Michelle, Marion, Sununu og jeg smuttede ud og fandt noget mad til Hannah (og de andre). Derefter blev Sununu og jeg enige om at nu skulle de andre se the pantry – så vi slæbte de andre med derhen. Det var godt nok sjovt – nok mest for Sununu og jeg. Pigernes ansigtsudtryk var ubeskrivelige! De brød sig i hvert fald ikke om stedet, primært fordi vi var de eneste hvide, og vi smuttede hurtigt. Det er nu sjovt som de andre frivillige ikke rigtig bryder sig om lokalbefolkningen her og nogle gange virker det som om de vil gøre alt for at undgå dem – men det må de jo om, de går glip af nogle fede oplevelser.

Da vi kom hjem havde vi lidt problemer med at komme ind. Vi endte med at kravle over hegnet og ringe til Ros, så hun kunne åbne døren for os. Normalt har vi nøglerne med os, men Ros tog hjem før Marion og jeg, så hun havde nøglerne. Det har vi gjort før og så lægger vi nøglerne et hemmeligt sted, men nogle havde været så venlige at fjerne nøglerne, så vi ikke kunne komme ind… jo tak, det er så 2. gang det sker.

Lørdag var vi inviteret med til Isabellas søns navngivningsceremoni. Isabella er Agnes yngste datter og sønnen er hendes første barn. Jeg har vist nok skrevet om Isabella og babyen før.

Vi havde fået at vide at vi ville blive hentet kl 09.00, så vi var selvfølgelig på obroni-time (dvs. vi var klar til afgang 08.50), men det havde regnet voldsomt hele natten og morgenen, så alt var fuldstændig oversvømmet. Så vi ventede og ventede og ventede og 1,5 time efter tog vi af sted.

Oversvømmelse? Nej da...

Navngivningsceremonien var helt vildt sjov at opleve. Alle (okay, de fleste) var klædt i hvidt eller blåt – heldigvis var min kjole henholdsvis hvid, blå og pink, så jeg matchede de andre ret godt. Navngivningsceremonien minder lidt om en dåb, babyen fik da navnet i faderens, sønnens og helligåndens navn. Derudover var der en masse bønner, prædikener, råben AMEN og HALELUJA og ikke mindst sang. Jeg er lidt ked af at internettet her ikke er godt nok til at uploade videoer, for jeg har nogle stykker.

Det er ret sjovt den lille baby er omkring 1 måned gammel og ingen kender navnet før navngivningsceromonien. Nå og hvad blev så babyens navn? Lloyd Nii Marmah Martlet Larbie.

Isabella og hendes mand (hvis navn jeg har glemt), Baby Lloyd og Chi Chi

Navngivningsceremonien

Baby Lloyd

Isabella og Lloyd

Efter ceremonien fik vi noget at drikke og så var det madtid. Jeg kunner virkelig til at savne noget af den ghanesiske mad, for det er virkelig lækkert! Vi spiste godt igennem, for det gør man nu engang her.

Ris, ris, pastasalat, gryderet og kylling - MUMS!

Mig, Marion og Ros

Bernad, Søster, Mig, Marion, Ros og Lydia

Chi Chi

Agnes, Mig, Marion, ?, ?, Isabella, Lloyd, ? og Ros

Ros, Agnes (min værtsmor), Marion og jeg.

Jeg er virkelig glad for at navngivningsceremonien var i denne weekend, for det er min sidste her i Cape Coast. På fredag tager jeg til Accra (hovedstaden) og henter Michael.

Lørdag aften blev brugt på at slappe af inde i byen og i dag mødes jeg med Sununu og finder på noget at lave.

Det var alt fra min sidste weekend i Cape Coast, i får lige et par billeder mere af nogle af dem som også bor her.

Christie og en eller anden laver fufu (traditionel ghanesisk mad)

Mal.

Bernards lillebror hvis navn jeg selvfølgelig ikke kan huske.

Vi skrives :-)

Ghana dag 63, 64 og 65 – Børn, børn og børn

Tirsdag startede jeg på en ny afdeling for sidste gang, nemlig fødegangen! Det er en af de afdelinger jeg har set mest frem til at opleve.

Jeg ved fra Steffi, som er jordemoder, at der ikke er super mange fødsler, som man ellers har forestillet sig. Tirsdag havde vi 4 kvinder med veer, men ingen af dem fødte mens jeg var på arbejde. Jeg arbejdede endda længere i håb om at se en fødsel. Normalt arbejder jeg omkring 6 timer om dagen og tirsdag var jeg der i 9timer… øhm ja, jeg var nu skuffet.

Tirsdag aften havde vi social evening og endnu en madlavningstime, det er min 2. Vi lavede red red (en bønnesovs) og fried plantain (stegte madbananer – som jeg virkelig ikke bryder mig om). Eric (en af projects abroad medarbejdere) har altid sin datter Sika med og hun elsker at kravle rundt på mig hele aftenen, denne aften var ingen undtagelse. Hun er omkring 6år vil jeg gætte, jeg kan ikke huske det, og har super meget energi. Heldigvis lykkedes det mig at køre hende træt og hun endte faktisk med at falde i søvn op ad mig – de andre var ret imponerede.

Onsdag så jeg min første fødsel… dog var det et kejsersnit, men det tæller stadig! En stor flot dreng kom til verdenen – det er nu hyggeligt.

Et styk nyfødt babydreng 

Om eftermiddagen/aftenen var jeg sammen med Sununu, vi havde lige nogle ting der skulle ordnes, så vi har været det meste af byen rundt.

Sununu er muslim (har jeg skrevet det før?) og beder de der 5 gange om dagen. Der er rigtig mange moskeer rundt omkring i byen, så der smutter han normalt hen. 2 gange i går aftes var han i moskeen og jeg venter altid på nogle trapper lige overfor. I går var der en helt masse børn der legede og de kom selvfølgelig hen til mig og snakkede. Jeg havde heldigvis mit kamera med mig og det blev til en hulens masse billeder (helt præcist tog jeg 100 billeder) – det var hammer hyggeligt!

Albino-ghaneser

I dag (torsdag) var der ingen fødsler, ingen kvinder i fødsel eller der skete sådan set ikke rigtig noget. Jeg har set en kvinde blive syet sammen, hun fødte selvfølgelig kl 6 i morges, inden jeg møder og jeg har set en omskæring – det virker nu noget brutalt at udsætte en baby for - men det er normalt her.

Måske tager vi ud med de andre frivillige i aften, Alex har fødselsdag, men jeg kender ikke planerne endnu.

Ellers er alt stadig vel.

Vi skrives :-)

Ghana dag 61 og 61 - Lidt billeder

Jeg vil ikke skrive det vilde denne gang, men i stedet give jer lidt billeder fra de sidste par dage - nyd dem :-)

Panzy og Angel - de to tøser vi bor sammen med.

Mig selv og Angel

Panzy igang med at lave et armbånd

Angel

Et gammelt billede af Chi Chi, som jeg ikke kan huske om jeg har postet før

Danicom international School, som ligger på vejen jeg bor på.

Jeg bor lidt længere henne af vejen til højre.

Nogle af halskæderne fra Sununus shop

Søndagstur til the pantry (lokal bar, hvor folk elsker at bruge søndag eftermiddag)

Sununu på the pantry med mine solbriller, som jeg glemte at få med mig... 

Elmina Coconut groove beach resort

Og igen

Og igen

Og igen igen

Alex og Bianca spiller bordtennis, mens Marion og Hannah kigger på.

Pool

Og coconut groove igen igen

Den her lille fætter er Jay (eller baby Jay eller Jay Jay).

Angels lillebror.

Det her billede er tyvstjålet fra Marion 

(Sorry Marion if you're checking my blog, i used your picture because it's so great!!!)

Agnes, min værtsmor.

Ghana dag 57-60 – ICU, social evening, Oasis og weekend

I går havde jeg sidste dag på ICU (intensiv afdelingen). Det var egentligt meningen jeg skulle bruge to uger på intensiv, men det er simpelthen alt for kedeligt, så jeg skifte videre til min sidste afdeling i næsten uge. Mandag til torsdag havde vi kun 1 patient på afdelingen og der var altså ikke meget at lave med ham. Fredag var der dog hele to patienter… Men ikke meget mere at lave.  

Heldigvis har der ikke været flere bibellektioner…

ICU har indtil videre været den værste afdeling at være på – selvom udstyret har været fantastisk og der var aircondition.

Tirsdag hev jeg Marion med indtil byen og gik en tur der. Jeg har efterhånden en standard rundtur her i Cape Coast og den går fra markedet, ned gennem Kings Way, forbi Cape Coast Castle, forbi alle turist-butikkerne (inkl. Sununu, Kobi og Nana’s, så folk lige kan møde dem) og så ender vi på Oasis og stranden. Det er en ret god tur, for man får set alle de steder der er gode at kende – jeg tror jeg har gået den tur de første 117 gange (eller noget i den stil).

Onsdag havde vi social evening. Vi er nu 7 frivillige med projects abroad i Cape Coast: Ros, Marion og jeg bor sammen og så er der Hannah (Østrig), Michelle (Tyskland), Bianka (Tyskland) og Alex (USA), som bor sammen. Derudover var der 17 17-20årige amerikanere til vores social evening. Amerikanerne er på et specielt program kaldet Global Gap Year – hvilket går ud på at de skal rejse rundt sammen det næste års tid i forskellige lande. Ghana er deres første destination, så de var stadig ved at falde til og vende sig til at være væk hjemmefra.

Til vores social evening havde vi en danselektion – asonto hedder stilarten. Det var ret sjovt, men det er altså ikke helt nemt at danse som en ghaneser.

Social evenings er altid godt og denne gang fik vi is og popcorn (det er virkelig lækkert at få en gang imellem).

Torsdag eftermiddag og aften brugte jeg med Sununu, vi lavede mad og snakkede og slappede egentligt bare af. Det er ret sjovt at lave mad med Sununu. Vi handler altid ind til en god bunke mennesker, den her gang var der mad nok til 7 personer. Kulturen her er lidt at man deler når man har mad, hvilket overhoved ikke genere mig her. Jeg gav madvarerne og endte med at bruge 20cedi (lige under 40kr), så man kan ikke ligefrem sige at det er dyrt. Til sammenligning koster en pizza på Oasis 28cedi (og ja, det er helt vildt dyrt, set med ghanesiske øjne).

Fredag tog jeg med Ros og Marion til Elmina – vi er blevet rimelig hooked på at svømme i en pool og få et ordentligt bad! Det er altså ret lækkert.

Dog er det meget (som i rigtig meget) tydeligt at se at jeg har haft shorts og top på de sidste 2 måneder (eller længere, for det var jo en ret god sommer i DK), så det ser nu altså noget spøjst ud i bikini… bleg mave, bagdel, lår, brune arme og ben – nå men det er jo ligegyldigt.

Fredag aften blev, surprise surprise, brugt på Oasis. Ros og Marion tog hjem før mig og jeg tog et andet sted hen efterfølgende, men det blev nu ikke super sent (jeg faldt vist i søvn omkring kl 02.00).

Jeg er snart lidt træt af fredag aften på Oasis, jeg har nu sagt at næste gang, så tager vi på Goil (det lokale sted med live musik) – og jeg regner med at få min vilje, for den her weekend er min næstsidste weekend her.

Apropos det med snart at være færdig med mit ophold her, så har jeg det virkelig ambivalent med det. På den ene side glæder jeg mig virkelig til at komme hjem og slappe af og se alle jer derhjemme igen, men på den anden side, så bliver det så vildt svært at sige farvel – specielt til Sununu, som jeg efterhånden har spenderet meget tid sammen med – vi er blevet virkelig gode venner.

Jeg prøver ikke at tænke så meget over at jeg snart skal forlade Cape Coast, men det fylder alligevel meget. Jeg er hjemme om under en måned nu.

Der skal lige planlægges at vaske tøj, tørre tøj, pakke alle mine ting ned, få lavet det sidste skolearbejde færdigt, få underskrevet alle mine papirer, finde ud af om jeg kan efterlade min kuffert her i 1,5 uge og booke noget hotel her i Cape Coast (det bliver Baobab house).  

Jeg glæder mig dog virkelig meget til at Michael kommer og vi skal rejse rundt – det bliver vildt godt!!! Det bliver virkelig sjovt at vise ham rundt i Ghana, selvom jeg også er på udebane det meste af tiden. Vi kommer dog også til Cape Coast, så det bliver meget godt at han kan se alt her og hvad jeg har snakket om de sidste 2,5 måned og hvad der har været min hverdag – og så er der en derhjemme der selv har oplevet hvad jeg har været i det sidste stykke tid.

I dag (lørdag) smutte Ros til Accra på et eller andet tidspunkt, så det er kun Marion og jeg der er hjemme, så vi skal finde på noget at lave. Marion vil gerne se fiskerne ved Cape Coast Castle og stranden nær lagunen – hvilket 2 af mine yndlingssteder i Cape Coast (jeg har været der ret så mange gange, men det er virkelig nogle smukke steder).

Hvad der ellers skal ske i denne weekend vides ikke helt – som altid, vi tager det som det kommer. I morgen (5/10) er det 2 måneder siden jeg hoppede i et fly i Kastrup og startede mit eventyr – jeg forlod DK den 5/8.

Vi skrives :-)

   

Ghana dag 55 og 56 – ICU, bibellektion og ny frivillig i huset

I går startede jeg på en ny afdeling – ICU, som er forkortelsen for Intensive Care Unit, med danske ord altså intensiv afdelingen.

Jeg havde forventet virkelig at komme på prøve her og nu skulle alle mine bedste sygeplejeevner i brug… men jeg er da blevet slemt skuffet.

Afdelingen ligner en dansk intensivafdeling, der er ikke en finger at sætte på noget som helst. De har alt det udstyr de skal bruge og alt har sin egen plads – ikke noget rod og nogle der ikke ved hvor tingene er – med andre ord er afdelingen altså næsten perfekt!

De er minimum 2 sygeplejerske på arbejde og kan max have 5 patienter.

Og hvad er der så galt med afdelingen tænker i nok. Jo, vi er 3-4 ghanesiske sygeplejersker, mig og en oversygeplejerske på arbejde på en dagvagt, og så er der hele 1 patient!!! Patienten er selvfølgelig stabil og kræver ikke den vilde pleje… Det er sgu (undskyld sproget) røv kedeligt.

Så vi sidder og glor tv, snakker og kigger ud i luften det meste af tiden, for der er intet at lave.

I dag tog snakken sig lige en drejning og før jeg vidste af det var vi i gang med at snakke om religion. Jeg kunne godt mærke at den her sygeplejerske ikke ville kunne forstå hvis jeg fortalte hvordan vi praktiserer kristendom i DK, så jeg undlod at fortælle hele sandheden.

Hun spurgte indtil hvad jeg beder om, når jeg beder, hvilket hun nu tror jeg gør dagligt (altså jeg har ikke sagt noget om det) og jeg kom da rimelig let ud af spørgsmålet, ved at sige at i DK snakker vi ikke rigtig om vores religion og om hvad vi gør, det er en privat ting – det havde sygeplejersken da heldigvis respekt for. Jeg blev også udspurgt hvilket kirker jeg har været i her i Ghana, hvilket jeg overhoved ikke har været, så der sagde jeg bare at jeg ikke kunne huske navnene på dem, hvilket ikke blev modtaget helt godt, for det ville mine forældre da helt sikkert gerne vide, når jeg kom hjem – jeg tvivler nu stærkt.

Kristendomssamtalen kom til at varer ret så længe og det endte da også med at vi sad og læste lidt af biblen (hvis du ikke har en bibel-app på mobilen – det har jeg så nu - så har de da lige et eksemplar eller 3 på afdelingen) og diskuterede meningen med hvad vi lige havde læst. Det var egentligt meget sjovt, men jeg håber nu ikke det gentager sig hver dag – det er lidt for kristent til mig.

Hovedindgangen til hospitalet. Navnet: Cape Coast Central Regional Hosipital. 

Patient journal, navnet på hospitalet: Cape Coast Teaching Hospital.

Navneforvirring? Uh yes. Billederne er taget fordi jeg har haft diskusionen med Sununu.

Han sagde det hed central regional og jeg har sagt teaching - resultatet? 

Hospitalet bruger begge navne...

Ellers bruger vi det lokale navn, som jeg ikke kan stave til. 

I går ankom Marion, en sød pige fra Østrig. Hun skal bo her sammen med Ros og mig. Hun ankom sammen med to andre, som også skal bo her i Cape Coast, vi er nu oppe på 7 frivillige fra Projects Abroad i Cape Coast – hvilket er lidt vildt, når man tænker på at jeg var den eneste for 3 uger siden og de sidste 5 er kommet indenfor den sidste uge.

Her til eftermiddag hiver jeg Marion med ind til byen og viser hende rundt. Hun har været derinde på rundvisning i går, men det altså begrænset hvad man husker den første dag i byen.

I morgen skal vi have en kæmpe social evening på kontoret. Der er vist 17 (?) amerikanere som er på en rundrejse i forskellige lande og de er i Cape Coast nu, så vi skal have social evening med dem – og hvis jeg ikke husker forkert så står den på afrikansk dans.

Ellers intet nyt – jeg synes nu også at hele bibel historien var mere end rigeligt.

Vi skrive :-)

Ghana dag 52, 53 & 54 – Regn, regn og pool

Fredag var sidste dag på NICU og dagen var fuldstændig som alle de andre dage – 4 timers babynusning – jeg kommer vist til at savne det.

Fredag aften tog Ros og jeg på Oasis og mødtes med nogle andre frivillige, som Ros har arbejdet sammen med, før hun skiftede projekt. De er fra forskellige lande, Norge, England, Tyskland, Belgien og Schweiz – derudover var der en fyr fra Sverige også.

Det var meget hyggeligt at spise med dem, men man kan godt mærke at de andre er en gruppe, som bor og arbejder sammen.

Det var egentligt meningen at de danske sygeplejestuderende skulle komme også, men de dukkede aldrig op – hvorfor vides ikke.

Til gengæld kom Hannah og Michelle, de to nye fra projects abroad, som henholdsvis er fra Tyskland og Østrig – de er meget søde og det var hyggeligt at se dem igen.

Ellers var alle dem som plejer at være der der – Wilma, Jannika, Felix og Martin (de 4 tyskere fra Baobab House) og alle de ghanesiske fyrer (Sununu, Nana, P.K., Johnny, Isa og jeg kunne blive ved, hvis jeg ellers kunne huske navnene).

Denne fredag aften var dog ikke som de andre… Vi havde skybrud!

Jeg har været på Oasis fredag aften i regnvejr før, men ikke som det her. Alt var drivende vådt. Oasis er delvist under åben himmel, dansegulvet er i hvert fald under åben himmel og der var en pænt stort sø.

Men nu er vi jo i Ghana og der skulle jo festes, sååå… Der gik ikke særlig længe før alle dansede i silende regn og var fuldstændig gennemblødte – det var nu noget af det sjoveste jeg har prøvet længe. Det blev ikke særlig sent den aften, for selv temperaturen nok var omkring de 20grader, så fryser man altså når man bliver våd – så vi smuttede hjemad.

Lørdag var dovnedag og vi havde ingen anelse om hvad vi skulle lave. Så Ros og jeg endte med at tage på stranden og være der lidt, så spiste vi en let frokost på Oasis, jeg smuttede op i shoppen til Sununu og Ros besøgte Cape Coast Castle.

Vi var egentligt inviteret til et poolparty, men valgte ikke at tage af sted – vi har efterfølgende hørt at det skulle have været et ret så dårligt pool-party, så vi er glad for at vi ikke tog af sted.

Aftenen blev en stille og rolig aften med en masse musik og snakken – ganske hyggeligt og jeg var vist hjemme omkring kl 00.30. Jeg blev dog vækket kl møg tidligt (05.40) af Agnes, som ringede til mig og spurgte om jeg ikke kunne låse huset op – jeg havde låst det af da jeg kom hjem. Så jeg var nødt til at stå op efter 4,5-5 timers søvn og åbne huset, for at gå i seng igen, for at stå op kl 07.00 og spise morgenmad – jeg er nu lidt træt i dag.

I dag (søndag) besluttede vi os for at det var tid til at hoppe i en pool og føle sig ren, så vi smuttede til Elmina Beach Resort. Her kan man for 10cedi (under 20kr) hoppe i deres pool. For første gang i uger føler jeg mig ren! Der er ligefrem tryk på vandet i bruserne der – SKØNT!!! Jeg vaskede mit hår to gange, bare fordi jeg vidste at jeg ville kunne skylle alt sæben ud, uden problemer.

Vi havde poolen for os selv – jeg tror nu det skyldes at det regnede det meste af tiden der… Det var for os nu ligegyldigt med regnvejr, det var bare skønt at dase i poolen.

Det er nogenlunde hvad vi har lavet i den her weekend. Lige nu håber jeg på at vejret holder tørt, gerne med bare en smule sol i morgen, da jeg altså næsten er løbet tør for rent tøj. Jeg har nu vasket, det gjorde jeg i fredags… men skybrud og bygevejr i to dage hjælper altså ikke på at få tørt tøj.

I morgen regner vi stærkt med at vi får en ny frivillig i huset – Marion fra Østrig. Det skal nok blive godt at møde hende – jeg har skrevet en del med hende.

Det var alt for nu – nu vil jeg fortsætte med at nyde at jeg føler mig ren!

Vi skrives :-)