Hjemme i Danmark

Så er der gået en måned siden jeg kom hjem og der er sket en del.

De første par dage kunne jeg på ingen måde holde ud at slappe af, og bookede min kalender fuldstændigt. Jeg blev bl.a. MRSA-testet (bakterie-test), som heldigvis var negativ - havde den været positiv kunne jeg ikke starte på min praktik, før jeg var blevet erklæret MRSA-fri.

Nå, derefter gik jeg så rimelig meget i gulvet rent overskudsmæssigt. Jeg savnede Ghana, frøs konstant, gad ikke at være sammen med nogle overhovedet! Nu havde jeg været social og omgivet af mennesker i 3 måneder, så lidt alene tid var tiltrængt.

Efter en lille uges ferie startede jeg min sidste praktik på sygeplejeuddannelsen..... og hold da helt op.. Hvis jeg ikke havde fået et kultur chok, så fik jeg det da der. Der gik det virkelig op for mig hvor meget ind i de ghanesiske rutiner jeg var kommet.

Det omvendte kulturchok har ramt mig flere gange. Især når jeg var i storcentre og supermarkeder.. Nøj hvor er alt dyrt her.. For det jeg betaler for en pose chips, kan jeg mætte 8 fuldvoksne mænd til aftensmad i Ghana.. Nå ja, det er man nødt til ikke at tænke på, selvom det var rigtig svært i starten.

Modul 12 (som er mit sidste praktikmodul) er rigtig hårdt. Jeg er nu på 4. uge og jeg kæmper stadig en sej kamp. Jeg skal indhente en del ting, som jeg ikke lærte, eller lærte forkert i Ghana og derudover skal jeg lave en mini-bachelor. Så det bliver til 32 timers arbejde på hospitaler, hvor jeg kæmper med at blive helt selvstændig omkring patientplejen og derudover skal der læses, forskes og skrives opgave... Jeg synes det er rigtig hårdt og stressende.

Og hvad så med Ghana?
Jeg kom lidt hjem med følelsen "var det det?". Jeg har i rigtig mange år vidst jeg ville til Afrika og har gennem hele min gymnasietid og på sygeplejestudiet vidst, at jeg ville tage en del af min uddannelse i Afrika. Det er mange års opsparing og planlægning for at opnå den store drømmerejse. Det sidste års tid er gået med specifik ansøgning og planlægning af turen. De 3 måneder i Ghana gik så sindsygt stærkt og hjemme tænker man, "var det virkelig det? Er min drømmetur virkelig slut?" og desværre er den slut.

Jeg savner Ghana og alle de fantastiske mennesker jeg mødte helt ubeskriveligt meget. Jeg havde regnet med at kontakten så småt ville glide ud nu her, men det er den ikke med alle.
Jeg er stadig i kontakt med Doreen, som jeg boede med i starten, en smule med Marion, som jeg boede med til sidst, Sammy (en af mine lokale venner) og selvfølgelig Sununu (min bedste lokale ven). Der er også flere andre jeg er lidt i kontakt med, så som medarbejderne fra Projects Abroad og nogle lokale jeg har mødt kortvarigt.

Jeg synes det var hårdt at komme hjem og slet ikke spor sjovt, hvilket kom meget bag på mig. Jeg kunne sagtens have taget en måned til i Ghana.
Det er først nu her efter en måned, jeg er ved at vende mig til at være hjemme. Jeg snakker stadig meget om Ghana og sammenligner alt med Ghana, selvom jeg nu prøver at begrænse det. Det er rart stadig at have folk som Doreen, Sammy og Sununu at snakke med, om de ting vi oplevede sammen i Ghana - det er gode minder.

Levede turen op til mine forventninger?
Det må man sige den gjorde. Det har været en oplevelse for livet, som jeg gerne ville gentage hvis det var muligt. De fleste af mine oplevelser har været rigtig positive og gode. Selvfølgelig har der været dårlige dage, dumme episoder og svære ting jeg skulle igennem, men det er en del af oplevelsen.
Jeg havde ikke overvejet at jeg kunne få lokale venner inden jeg tog afsted hjemmefra og slet ikke tætte venner, som Sununu er blevet - det er bare bonus! Selvfølgelig er det svært at have en rigtig god ven, som bor langt væk - men skype og whatsapp er guld værd, når man skal holde kontakten.

Skal jeg så tilbage til Ghana?
Hvis du giver mig en flybillet og siger jeg skal være i lufthavnen om 2 timer, så er jeg begyndt at pakke. Det er ingen hemmelighed at jeg rigtig gerne vil tilbage. Det vil jo nok ikke blive det samme at komme tilbage, men jeg vil nu gerne tilbage alligevel.
Lige inden jeg sagde farvel til Sammy og Sununu, blev de to enige om at jeg godt lige kunne blive, så kunne jeg jo bo hos dem og arbejde i Sununus shop - det er også blevet tilbudt flere gange efter jeg er kommet hjem (det er da rart at vide at der er nogle der savner en, ligeså meget som jeg savner dem).
Der bliver nu ingen tur til Ghana lige foreløbigt, der er lige en uddannelse der skal færdiggøres først.

Jeg har lavet en lille frivilligberetning for Projects Abroad, som er blevet lagt på deres hjemmeside og facebook, den kan læses her: http://www.projects-abroad.dk/hvorfor-vaelge-os/frivilliges-beretninger/?content=medicin-og-sundhed/ghana/stephanie-bentsen/

Tak til alle der har læst sig igennem min rejsedagbog eller bare har kigget billeder, der er jo blevet skrevet en del.
Jeg har skrevet 55 indlæg på bloggen og haft 3024 sidevisninger (som det er lige nu), hvilket jeg er ret overrasket over - bloggen er jo sådan set lavet for min egen skyld og ikke andres. Jeg er nu glad for at der er nogle der har læst med.

Ellers tror jeg at det er helt slut for denne gang. Det er egentligt helt trist at sidde her og skrive det sidste indlæg for denne tur - jeg tror det er en af grundene til at jeg har udskudt det så mange gange...

Min tur til Ghana har været helt igennem fantastisk !
Min rejselyst er ikke blevet mindre efter denne tur og jeg er slet ikke færdig med Ghana eller Afrika - jeg kommer tilbage en dag (og så kan det jo være at bloggen bliver opdateret igen).

Over and out :-)

Ghana dag 87 og hjem igen

Torsdag aften spiste vi med Hannah, Michelle og Marion i Accra. Det var hammer hyggeligt at høre om deres tur til Volta region og lige få sagt farvel til dem. Det var rigtig rart at have noget at tage sig til den sidste aften.

Fredag blev brugt på at slappe af, pakke alle vores ting sammen igen igen og så ville jeg gerne have fat i en taxachaufførs musik – hvilket endte med at blive en lidt af en udflugt.

Taxachaufføren James, som havde kørt os sidst vi var i Accra, havde lovet mig hans musik, men jeg nåede aldrig at få det før vi forladte Accra sidst. Nå, men jeg mødte ham på Pink Hostel og spurgte ham om jeg kunne få det og vi aftalte at gøre det fredag. Problemet var så at han havde været ude for en bilulykke og i den forbindelse havde han fået stjålet sit musik, men han kendte lige et sted, hvor jeg kunne få det.

Først aftalte vi at mødes på hotellet mellem 10-11. Så kom han ikke, jeg ringede og han sagde han var på vej og det max ville tage en halv time… Så ringede han og spurgte om vi ikke kunne mødes ved en bank i Circle. Så måtte vi til Circle. Der mødtes vi så og så gik turen hen til en der solgte musik. Jeg fik min musik men det tog en mindre evighed og ens tålmodighed kom på prøve – jeg var dog bare glad for musikken.

Efter det tog Michael og jeg til Kwame Nkrumah Memorial, som er gravstedet for Ghanas første præsident – ham der fik Ghana til at blive selvstændigt (eller noget lignende).

Da vi gik derfra mødte vi en 15-årig dreng ved navn Joshua. Vi endte med at rende rundt med ham i 1-1,5 time (til sidst ikke med vores gode vilje, vi kunne bare ikke slippe af med ham).

Vi så Osu Castle, som jeg rigtig gerne ville have set indvendigt – hvad jeg ikke vidste, var at slottet stadig bliver brugt af præsidenten. Slottet har ellers dansk historie og er et gammelt dansk slaveslot. Nå, skidt pyt, jeg fik da lov til at tage et par billeder fra behørig afstand.

Efter det tog vi tilbage til Pink Hostel og hentede vores kufferter og så gik turen ellers til lufthavnen i rigtig god tid. Trafikken i Accra er forfærdelig!

Nå vel ankommet i lufthavnen og efter 117 pastjek, immigrationstjek, febertjek (nå ja, ebola forebyggelse) og nogle timers ventetid sad vi i flyveren på vej hjem. Med et stop i Istanbul og lidt mere ventetid og snorken i flyverne lykkedes det at komme hjem.

Turen gik fuldstændig smertefrit og vi ankom itl DK kl 11.30-ish.

Hjemme er det blevet til hjemmebagte pølsehorn og boller, snak, fikse vasketøj og et bad !

PS! DANMARK ER HAMMER KOLD!!!

Så nu sidder jeg her, midt i min seng og er rimelig kvæstet. Vi forlod Ghana kl 22.30 dansk tid og har kun sovet nogle timer i flyverne – men det går jo nok.

Den næste uge har jeg ferie og så starter jeg ellers praktik igen.

Mon der lige kommer et sidste efter-reflektions-blogindlæg? Måske.

Nu vil jeg slappe af og fryse lidt mere.

Over and out – vi skrives måske :-)

Ghana dag 84, 85 og 86 – Kakum, Hans Cottage, strand og farvel til Cape Coast

Om dette bliver den sidste opdatering fra Ghana ved jeg ikke endnu, men det kan det meget vel være. Men lad os starte fra tirsdag.

Tirsdag tog Michael og jeg til Kakum nationalpark, hvor jeg godt nok har været før med Steffi og Doreen, men det skulle Michael altså opleve. I Kakum har de hængebroer i omkring 40meters højde i træerne. Fantastiske at opleve og helt klart et must do i Ghana.

Efter Kakum tog vi til Hans Cottage (hvor jeg også jeg været før) og spiste frokost og klappede krokodiller. Ja, du læste rigtig. Til forskel fra sidst hvor jeg var der, kunne vi den dag få lov til at klappe krokodillerne, hvilket nu også kan krydses af på to-do-listen.

Aftenen blev brugt på Oasis og en gåtur i byen.

Onsdag tog vi på stranden og slappede af, efterfulgt af at jeg blev tæsket af Michael og Sununu i uno (igen) i shoppen. Så havde jeg lige nogle småting der skulle købes og jeg endte med at købe mere end planlagt… man er vel pige… upsi. En stille og rolig dag, hvor jeg bare nød Cape Coast.

Man skal lige passe på krabberne ind imellem.

Vi mødtes med Sununu om aftenen, hvor jeg havde planlagt at vi skulle spise sammen – street food. Altså Michael har spist noget street food her på turen, men ikke aftensmad, så det skulle han prøve! Det er altid en oplevelse at spise street food her. Man deler en tallerken, nu spiste vi ris, bønner, kål og palava sauce, så vi brugte skeer, men ellers spiser man ofte street food med fingrene.

Godt mætte og efter den, for Sununu og jeg, normale afslutning med en appelsin, smuttede vi på the Pantry, som var stort set tom. Vi fik lidt at drikke (læs: Michael fik en øl, Sununu og jeg juice) og en masse snak, var det tilbage og i seng. Sidste nat i Cape Coast.

I dag var det ellers bare op, pakke, spise morgenmad og så skulle der siges farvel.

Jeg havde sagt farvel til Sammy og Isaka i går og de andre lidt løbende, så jeg manglede sådan set kun at sige farvel til Wilma og Janika fra baobab, hvor vi har boet og så Sununu.

Ja, det lykkedes mig da ikke at starte at tude da jeg sagde farvel til Sununu… men jeg vendtede til ca. 10 sek efter han var smuttet. Nå ja.. det er jo ikke nemt at sige farvel til en man er vant til at se stort set hver dag. Der var da heldigvis en Michael der ventede på værelset bagefter.

Vi fik tjekket ud og jeg fik sagt farvel til de andre og så gik turen til busstationen.

Vi kom i kø med mange andre, desværre var der så mange før os, at vi ikke kom med den første bus der ankom, men først den næste. Skidt pyt, vi havde tid nok.

Nu er vi i Accra igen. I aften skal vi mødes med Marion, Hannah og Michelle og spise aftensmad med dem. De er de sidste jeg mangler at sige farvel til og så går turen ellers mod Danmark i morgen aften.

Jeg er, hvis alt går efter planen, hjemme omkring middagstid lørdag.

Nu er de 3 måneders eventyr virkelig ved at være slut og gud hvor er det bare underligt, så vil jeg nyder den sidste dags tid her i Ghana.

I får lige lidt billeder fra de andre dage...

Gæt en frugt?

Kakaofrugt - jaaa!

Fiskerbåde .. igen igen

Oasis !

Elmina

Vi skrives :-)

Ghana dag 81, 82 og 83 – Marked, luksus og ’hjemme’ igen

Beklager det er så længe siden der sidst er blevet opdateret herinde.. Vi havde lige to dage hvor jeg ikke skrev noget og igår havde jeg problemer med nettet på computeren, så jeg ikke kunne uploade indlægget. Nå men her er det jeg skrev igår (mandag). Pga skod internet får i ingen billeder idag...desværre.

Så i lørdags var vi på markedet i Kumasi og besøgte paladset. Det tog os 1,5 times gåtur at finde paladset og vi endte med at spørge om vej. Rundturen på det museum man kan se på paladset tog en 15 min, hvilket var skønt at det ikke tog længere (undskyld til folk der elsker museer, men det er ikke lige noget hverken Michael eller jeg kan bruge timer på). Det var rigtig fint at se og få lidt mere viden om Ashanti riget – som for øvrigt vist nok er den mest traditionelle del af Ghana.

Efterfølgende tog vi på markedet og det lykkedes os faktisk ikke at fare vild, hvilket er rimelig imponerende. Og jo, vi fik da købt lidt også (men hvad bliver ikke offentliggjort her på bloggen).

Søndag tog vi en bus mod Cape Coast, men efter ankomst på busstationen i Cape, tog vi en taxa til Elmina – Nærmere bestemt Elmina Coconut Groove Beach Resort (eller noget i den dur).

Jeg har været der 2 gange før (en gang med Steffi, som skulle ride og den anden sammen med Marion, Hannah, Michelle, Bianka og Alex, hvor vi dasede i poolen).

Det er det rene luksus! Og ja, det kan man også se på priserne – desværre. Men en enkelt nat i luksus og et par turer i poolen var nu mega lækkert!!! Der kan man kun drømme sig tilbage til.

Vi udnyttede også vores dyrt betalte ophold til enden og tjekkede ud kun omkring et kvarter før man skulle – vi skulle jo lige bruge poolen lidt mere, selvom det regnede.

Vi tog en taxa fra Elmina til Cape Coast, hvor vi bor på The Baobab House (som jeg vist har skrevet om 117 gange før).

Jeg hev Michael på rundtur i byen – Oasis, udsigspunktet fra Cape Coast Castle, Kingsway og markedet (som de på 1,5 uge har rykket og revet ned og er ved at bygge nyt – ja her er sket noget).

Vi mødte Sununu, Sammy og Nana og snakkede med dem lidt.

Jeg ville egentligt have overrasket Sununu med bare at smutte forbi shoppen (han regnede nemlig med at vi først ville komme tirsdag eller onsdag), men han var selvfølgelig ikke i shoppen, så jeg endte med at ringe og aftale at mødes.

Senere begav vi os til Abura og hjem til Agnes for at jeg kunne sige farvel og hente min kuffert. Det var rart lige at få en kæmpe krammer af Agnes og sige pænt farvel. Jeg havde købt en halskæde til hende i Kumasi, som en lille tak for alt. Jeg fik også sagt farvel til de af børnene der var hjemme, men de er nu ikke glade for at sige farvel og slap let uden om det – hvilket var fint med mig, jeg synes jo heller ikke det er sjovt at sige farvel.

Det var meningen at vi skulle have mødtes med Marion, Hannah og Michelle her i Cape Coast, men de er smuttet på tur til Hohoe, så vi regner med at møde dem i Accra fredag.

Det er rart at være tilbage i Cape Coast, det føles lidt som hjem efter 3 måneder her (ja, vi runder 12 uger i Ghana i morgen)– og det er nu engang min yndlings by her i Ghana.

I morgen vil jeg hive Michael med ud og se nogle af de andre ting dette område har at byde på.

Vi skrives :-)

Ghana dag 79 og 80 – 15 timers bustur, Lake Bosumtwe og Kumasi

I går blev der ikke skrevet blogindlæg, for vi gik simpelthen døde da vi nåede hotellet.

Vi forlod vores hotel i Hohoe kl 23.30 onsdag aften og tog en bus til Kumasi. Vores søde taxamand Samuel havde sørget for at købe vores busbilletter (så vi slap for at vente og købe dem selv) og han forlod os ikke før bussen kørte. Hold op vi har været heldige at møde en så flink mand som Samuel – han har været guld værd!

Vi kørte med bussen på de forfærdelige veje hele vejen tilbage mod færgen som krydser Voltafloden. Michael fik vist slet ikke sovet på den del af turen, jeg fik blundet lidt. Da vi nåede færgen omkring kl 3.30-4 holdte vi og ventede på at solen ville stå op, så færgen kunne sejle. Vi endte med at få et enkeltmandsæde ud over de to sæder vi havde i forvejen, så Michael tog enkelmandssædet og jeg de to og så fik vi ellers sovet indtil det blev lyst kl 5.30. Vi endte med at vente til en 7-tiden før vi endelig kunne krydse og komme videre. Vi byttede sæder og så kørte vi ellers op mod Kumasi.

Vi ankom til Kumasi 15 timer efter vi forlod hotellet i Hohoe – så det var noget af en tur. Turen var kun så lang på grund af dårlige hullede veje, ventetid på færgen og så fordi man kører næsten hele vejen tilbage til Accra (syd), for at køre til Kumasi (nord og Hohoe ligger mere nord end Kumasi).

Vel ankommet til hotellet blev der slappet lidt af, gået en lille tur og besøgt restauranten på hotellet – vi gik tidligt i seng (jeg tror faktisk det lykkedes mig at falde i søvn før 21).

I dag har vi besøgt Bosumtwe, som er en sø. Søen er et meteorkrater og utrolig smuk. Der var virkelig lækkert der. Det var helt klart et besøg værd, selvom det tager en times tid i en taxa at komme dertil.

Vandet var fantastisk varmt!

Vi har udforsket Kumasi lidt mere her i eftermiddag, men i morgen skal vi begive os helt ind i deres marked. Kejetia marked her i Kumasi er Vestafrikas største og det er virkelig kæmpe. Man regner med at der er 10.000 forskellige shops der – men mere om det når vi har besøgt det.

Bare en lille smagsprøve fra noget af markedet.

Sådan ser centrum af Kumasi ud (5min fra vores hotel)

Vi skrives :-)

Ghana dag 78 – Mount Afadjato

I dag har vi besteget mount Afadjato, som er det højeste bjerg i Ghana, omkring 850m. Det skulle eftersigende  også være det højeste i Vestafrika.

Bjerget ligger små 3km fra Togo, så man kunne sagtens have krydset grænsen og være taget til Togo, men det ville kræve en bunke papirarbejde og visum-halløj, så det har vi valgt ikke at gøre.

Mount Afadjato til venstre og et andet bjerg og Togo til højre

Inden vores tur på bjerget hev vores søde taxachauffør os med hen til et sted hvor man kunne holde slanger – pytonslanger!!! Dem der kender Michael, ved måske at han ikke ligefrem er kæmpe fan af slanger – hvorimod jeg virkelig er fan! Det var sjovt at se Michaels reaktion, men han holdte da en sovende en.

Michael med hans nu bedste ven (eller ikke)

Vi fik at vide at det ville tage 45 min at gå til toppen, så vi regnede med at vi ville køre noget af vejen op ad bjerget – men nej. Vi startede ved en lille landsby ved foden af bjerget og så gik turen ellers rimelig stejlt opad. Jeg tror godt at vores guide, en ung fyr som har taget turen til toppen mindst 5000 gange ifølge ham selv, kunne klare turen op på 45 min, men det kan turister altså ikke – så skal du virkelig være vant til bjergvandring/klatring.

Min astma valgte så at spasse ud under turen op og jeg fik det virkelig skidt, så jeg kom ikke mere end  97-98% oppe af bjerget. Jeg tog mig en pause og sendte Michael og guiden til toppen og så sad jeg ellers med en kæmpe flaske vand og med hovedet mellem benene i 10-15 min, før jeg så begav mig op så jeg så kunne nyde udsigten – som for øvrigt var fantastisk.

Turen ned gik noget lettere, selvom man virkelig skal passe på med ikke at falde på rumpen.

Et eller andet kiksede altså med kameraet så alle billederne fra toppen er den farve der... 

Og der svedes...

Udsigt

KAKAOTRÆ ! Endnu et tjek på to-do-listen i Ghana!

Farvel til Afadjato

Vi mødte faktisk de tre andre danskere fra i går på vej op, de var dog på vej ned, men vi fik da sagt hej.

I nat (jep kl 1-2 stykker) begiver vi os videre til Kumasi – Ghanas næststørste by og Vestafrikas største marked. Jeg tror ikke det bliver noget problem at sove i bussen, vi er lidt trætte efter turen på bjerget.

Vi skrives :-)

Ghana dag 77 – Wli waterfalls og Tafi Atome monkey sanctuary

I dag har været skøn og smuk. Vi startede med at ringe til vores gode ven taxachauffør Samuel og booke ham for det der endte med at være hele dagen.

Han kørte os først til Wli waterfalls, som skulle være det største vandfald i Ghana – ca. 400m højt.  Jeg havde hørt at turen til the upper fall skulle være rimelig hård, som i klatre, vandre og kravle meget stejlt opad, så jeg havde på forhånd valgt at sige fra over for den tur, da jeg gerne vil kunne gå i morgen, uden at have ondt i knæet. Så vi valgte at se the lower fall, hvilket også var utroligt smukt. Michael valgte at hoppe ind under vandfaldet og jeg nøjedes med at soppe (det var koldt nok til mig). Udover vandfald fik vi også set et hav af sommerfugle og flagermus (flagermus har jeg aldrig set vilde før – det var fedt).

Ved vandfaldet mødte vi en anden dansker, Lotte, som faktisk har været i Cape Coast og kender mange af drengene fra Oasis. Lotte ventede på hendes 2 venner (også danskere) som var oppe ved the upper fall.

Vi fik os en lang snak mens Michael kravlede noget af turen op til et udkigspunkt.

Man skulle krydse 9 broer over 2 floder for at komme til Wli.

Lower Fall

Michael tager sig en dukkert

Upper Fall

Masser af smukke sommerfugle

Kig godt på de utydelige klatter på billedet - det er flagermus

Vi sagde farvel til Lotte – som vi måske møder igen i morgen, eller i Cape Coast eller måske i flyet hjem – for vi skal med samme fly (ja, verdenen er lille engang imellem) og så gik turen videre til Tafi Atome monkey sanctuary. At  vi skulle have købt bananer på vejen tænkte vi ikke over, så vi måtte ud på en lille banan-indkøbstur før vi blev guidet hen til aberne.

Ligesom i Boabeng-Fiema monkey sanctuary (som jeg besøgte på min tur til norden), kunne man her håndfodre aberne (mona aber). Forskellen var bare at de her aber i hvert fald ikke var bange for mennesker og vi endte med at have aber alle vegne … på armene, skuldre, ryg og springende. Michael havde på et tidspunkt 4 aber på sig – det var virkelig en fed oplevelse og jeg gad godt at gøre det igen – helt sikkert det værd!!!

Smil med mona-abe på skuldren

Aberne gjorde os pænt beskidte...

Mit absolut yndlingsbillede fra idag.

Vi hænger bare lige lidt her hvis nu i ikke har flere bananer til os...

Derefter gik turen hjemad – lyder det som en kort dag? Vi tog af sted kl 9 om morgenen og var tilbage på hotellet kl 16. Vejene her i Volta Regionen er virkelig det værste jeg har oplevet her og det tager bare en evighed at køre fra a til b. Vores søde Samuel endte vi med at betale 160 cedi (ca. 300kr), hvilket egentligt er billigt taget i betrækning at han ventede på os ved alle vores stop, vejene er skod og benzin er faktisk okay dyr her.  Samuel skal også køre for os i morgen og sørger også for at vi kommer med den rigtige bus til næste destination – en hammer sød mand, som virkelig gør livet lettere for os her.

Vi skrives :-)