Ghana dag 69 og 70 – De to sidste arbejdsdage på hospitalet

Så jeg har vist rodet lid rundt i dagene, men dag 68 var søndag og den spenderede jeg i Sununus shop og på the pantry – det er vel søndag, så skal man jo på the pantry.

Sununu og jeg i shoppen

Mandag var en travl dag. Vi endte med at have 3 fødsler samtidig, men jeg fik da set en fødsel – det er lidt svært at være 3 steder samtidigt. Den fødsel jeg så var kompliceret, så de var nødt til at bruge sugekop for at få barnet ud og klippe kvinden op. Normalt er jeg ikke sart, men jeg var altså nødt til at forlade stuen i 2 min og få mig noget vand og holde hovedet mellem benene… øhm ja. Fødslen var virkelig ikke et kønt syn. Jeg skyndte mig dog tilbage og så at babyen ikke træk vejret. Jordemoderen var i fuldt gang med genoplivningen, men barnet trak nu stadig ikke vejret. Babyen var i live, jeg mærkede selv hjerteslagene, men ville bare ikke trække vejret. Jordemødrene skyndte sig at løbe med babyen over til NICU (neonatale intensive care unit) og hvad der skete sidenhen ved jeg ikke.

Jeg forlod kvinden, da jeg hørte at en af de kvinder skulle have et akut kejsersnit – det skulle jeg da lige se. Så jeg endte med at se det akutte kejsersnit efterfulgt af et planlagt kejsersnit. 3 fødsler fik jeg set den dag og vi havde 5 i alt.  

I dag var der kun en kvinde i fødsel. En af lægerne lærte mig hvordan man tjekker veerne og deres styrke. Kvinden var dog kun 33 uger henne, så de ville prøve at stoppe fødslen – hvad der skete vides ikke, der var ikke sket noget da jeg gik og der var ingen fremgang.

Der var til gengæld 4 planlagte kejsersnit, men selvfølgelig havde vi først ingen strøm, så ingen ilt og så ingen vand = ingen operationer. Nå, men efter en hulens masse ventetid fik vi endelig strøm, så vi løb med den første patient ind på operationsstuen og startede. Jeg hjælper til så godt jeg kan under operationerne. Jeg er ikke i sterilt tøj, så jeg kan hente ting og tage alle de non-sterile ting til lægerne og operationssygeplejersken.

Glad efter et kejsersnit

Glad lille baby

Sidste dag på hospitalet.

Forøvrigt så gæt lige hvad jeg har på hovedet?

Når nu man er løbet tør for hårnet, så bruger man da et pudebetræk.

Endnu en lille baby nyfødt og stadig lidt beskidt

Alt i alt har det været godt at slutte mit praktikforløb af på fødegangen. Jeg er da ikke sluttet af med død og ødelæggelse, men nyfødte babyer og glade mødre.

Jeg er ikke helt færdig med hospitalet endnu, jeg skal nemlig lige havde mig et par underskrifter og sagt farvel i morgen.

Om jeg har bestået modul 11 eller ej vides ikke endnu – jeg venter stadig på svar omkring min eksamen. Men jeg har bestået fastlagt studieaktivitet, har arbejdet de timer jeg skal og lavet de ting (fastlagt, eksamen og studieplan) jeg skal (jeg mangler lige de sidste detaljer i mit rejse/evalueringsbrev, men det fikser jeg når jeg kommer hjem).

Det føles godt at være færdig på hospitalet. Det har været utroligt spændende at arbejde på et ghanesisk hospital, men jeg foretrækker altså det danske sundhedsvæsen! Jeg bryder mig ikke særlig meget om den ghanesiske måde at udøver sygepleje. Jeg savner at snakke med mine patienter og komme lidt ind på livet af dem, for det gør man altså ikke her. Jeg savner at have det udstyr man skal bruge, men det har virkelig sat kreativiteten på en prøve og man lærer virkelig ikke at bruge mere end højst nødvendigt – det kunne vi måske lære lidt af derhjemme.

Jeg kommer til at savne variationen i mit arbejde her – altså det at se så mange forskellige afdelinger. Det er virkelig fedt at se en masse forskellige afdelinger og prøve forskellige specialer – for det kommer man altså ikke til i Danmark.

Jeg ved at jeg har gjort en lille forskel i nogle menneskers liv, jeg har faktisk en lille solstårlehistorie, som jeg glemte at skrive forleden.

En af aftenerne, jeg tror det var lørdag, var jeg med Sununu inde i byen og han havde lige nogle småting han skulle fikse, så jeg gik med ham. På et tidspunkt stopper han op og snakker med en han kender, som har en lille bod. Her er der en kvinde der råbe Sister efter mig og komme løbende hen imod mig. Jeg ser straks at det er en jeg kender, men der går lige et øjeblik før jeg ved hvem det er. Det er en af mødrene til et af børnene fra pædiatriks afdeling. Hun snakker ikke engelsk men vi fik os da en lille samtale og en kæmpe krammer. Aldrig har jeg set en kvinde smile så meget som hende da hun så mig. Jeg smilede resten af aftenen og stadig når jeg tænker på episoden – det var skønt!

Det var alt for nu. Jeg håber på at lave en sidste opdatering før jeg tager til Accra, men jeg vil ikke love noget – jeg vil nyder mine sidste dage her i Cape Coast (ja, faktisk er det jo ikke mine sidste dage her, men mine sidste dage før jeg skal være sammen med Michael).

Jeg regner med at jeg kan blogge fra Michaels og min rundrejse i Ghana, men vi ser hvad der sker – det er jo Afrika.

Vi skrives :-)