Ghana dag 55 og 56 – ICU, bibellektion og ny frivillig i huset

I går startede jeg på en ny afdeling – ICU, som er forkortelsen for Intensive Care Unit, med danske ord altså intensiv afdelingen.

Jeg havde forventet virkelig at komme på prøve her og nu skulle alle mine bedste sygeplejeevner i brug… men jeg er da blevet slemt skuffet.

Afdelingen ligner en dansk intensivafdeling, der er ikke en finger at sætte på noget som helst. De har alt det udstyr de skal bruge og alt har sin egen plads – ikke noget rod og nogle der ikke ved hvor tingene er – med andre ord er afdelingen altså næsten perfekt!

De er minimum 2 sygeplejerske på arbejde og kan max have 5 patienter.

Og hvad er der så galt med afdelingen tænker i nok. Jo, vi er 3-4 ghanesiske sygeplejersker, mig og en oversygeplejerske på arbejde på en dagvagt, og så er der hele 1 patient!!! Patienten er selvfølgelig stabil og kræver ikke den vilde pleje… Det er sgu (undskyld sproget) røv kedeligt.

Så vi sidder og glor tv, snakker og kigger ud i luften det meste af tiden, for der er intet at lave.

I dag tog snakken sig lige en drejning og før jeg vidste af det var vi i gang med at snakke om religion. Jeg kunne godt mærke at den her sygeplejerske ikke ville kunne forstå hvis jeg fortalte hvordan vi praktiserer kristendom i DK, så jeg undlod at fortælle hele sandheden.

Hun spurgte indtil hvad jeg beder om, når jeg beder, hvilket hun nu tror jeg gør dagligt (altså jeg har ikke sagt noget om det) og jeg kom da rimelig let ud af spørgsmålet, ved at sige at i DK snakker vi ikke rigtig om vores religion og om hvad vi gør, det er en privat ting – det havde sygeplejersken da heldigvis respekt for. Jeg blev også udspurgt hvilket kirker jeg har været i her i Ghana, hvilket jeg overhoved ikke har været, så der sagde jeg bare at jeg ikke kunne huske navnene på dem, hvilket ikke blev modtaget helt godt, for det ville mine forældre da helt sikkert gerne vide, når jeg kom hjem – jeg tvivler nu stærkt.

Kristendomssamtalen kom til at varer ret så længe og det endte da også med at vi sad og læste lidt af biblen (hvis du ikke har en bibel-app på mobilen – det har jeg så nu - så har de da lige et eksemplar eller 3 på afdelingen) og diskuterede meningen med hvad vi lige havde læst. Det var egentligt meget sjovt, men jeg håber nu ikke det gentager sig hver dag – det er lidt for kristent til mig.

Hovedindgangen til hospitalet. Navnet: Cape Coast Central Regional Hosipital. 

Patient journal, navnet på hospitalet: Cape Coast Teaching Hospital.

Navneforvirring? Uh yes. Billederne er taget fordi jeg har haft diskusionen med Sununu.

Han sagde det hed central regional og jeg har sagt teaching - resultatet? 

Hospitalet bruger begge navne...

Ellers bruger vi det lokale navn, som jeg ikke kan stave til. 

I går ankom Marion, en sød pige fra Østrig. Hun skal bo her sammen med Ros og mig. Hun ankom sammen med to andre, som også skal bo her i Cape Coast, vi er nu oppe på 7 frivillige fra Projects Abroad i Cape Coast – hvilket er lidt vildt, når man tænker på at jeg var den eneste for 3 uger siden og de sidste 5 er kommet indenfor den sidste uge.

Her til eftermiddag hiver jeg Marion med ind til byen og viser hende rundt. Hun har været derinde på rundvisning i går, men det altså begrænset hvad man husker den første dag i byen.

I morgen skal vi have en kæmpe social evening på kontoret. Der er vist 17 (?) amerikanere som er på en rundrejse i forskellige lande og de er i Cape Coast nu, så vi skal have social evening med dem – og hvis jeg ikke husker forkert så står den på afrikansk dans.

Ellers intet nyt – jeg synes nu også at hele bibel historien var mere end rigeligt.

Vi skrive :-)

Ghana dag 52, 53 & 54 – Regn, regn og pool

Fredag var sidste dag på NICU og dagen var fuldstændig som alle de andre dage – 4 timers babynusning – jeg kommer vist til at savne det.

Fredag aften tog Ros og jeg på Oasis og mødtes med nogle andre frivillige, som Ros har arbejdet sammen med, før hun skiftede projekt. De er fra forskellige lande, Norge, England, Tyskland, Belgien og Schweiz – derudover var der en fyr fra Sverige også.

Det var meget hyggeligt at spise med dem, men man kan godt mærke at de andre er en gruppe, som bor og arbejder sammen.

Det var egentligt meningen at de danske sygeplejestuderende skulle komme også, men de dukkede aldrig op – hvorfor vides ikke.

Til gengæld kom Hannah og Michelle, de to nye fra projects abroad, som henholdsvis er fra Tyskland og Østrig – de er meget søde og det var hyggeligt at se dem igen.

Ellers var alle dem som plejer at være der der – Wilma, Jannika, Felix og Martin (de 4 tyskere fra Baobab House) og alle de ghanesiske fyrer (Sununu, Nana, P.K., Johnny, Isa og jeg kunne blive ved, hvis jeg ellers kunne huske navnene).

Denne fredag aften var dog ikke som de andre… Vi havde skybrud!

Jeg har været på Oasis fredag aften i regnvejr før, men ikke som det her. Alt var drivende vådt. Oasis er delvist under åben himmel, dansegulvet er i hvert fald under åben himmel og der var en pænt stort sø.

Men nu er vi jo i Ghana og der skulle jo festes, sååå… Der gik ikke særlig længe før alle dansede i silende regn og var fuldstændig gennemblødte – det var nu noget af det sjoveste jeg har prøvet længe. Det blev ikke særlig sent den aften, for selv temperaturen nok var omkring de 20grader, så fryser man altså når man bliver våd – så vi smuttede hjemad.

Lørdag var dovnedag og vi havde ingen anelse om hvad vi skulle lave. Så Ros og jeg endte med at tage på stranden og være der lidt, så spiste vi en let frokost på Oasis, jeg smuttede op i shoppen til Sununu og Ros besøgte Cape Coast Castle.

Vi var egentligt inviteret til et poolparty, men valgte ikke at tage af sted – vi har efterfølgende hørt at det skulle have været et ret så dårligt pool-party, så vi er glad for at vi ikke tog af sted.

Aftenen blev en stille og rolig aften med en masse musik og snakken – ganske hyggeligt og jeg var vist hjemme omkring kl 00.30. Jeg blev dog vækket kl møg tidligt (05.40) af Agnes, som ringede til mig og spurgte om jeg ikke kunne låse huset op – jeg havde låst det af da jeg kom hjem. Så jeg var nødt til at stå op efter 4,5-5 timers søvn og åbne huset, for at gå i seng igen, for at stå op kl 07.00 og spise morgenmad – jeg er nu lidt træt i dag.

I dag (søndag) besluttede vi os for at det var tid til at hoppe i en pool og føle sig ren, så vi smuttede til Elmina Beach Resort. Her kan man for 10cedi (under 20kr) hoppe i deres pool. For første gang i uger føler jeg mig ren! Der er ligefrem tryk på vandet i bruserne der – SKØNT!!! Jeg vaskede mit hår to gange, bare fordi jeg vidste at jeg ville kunne skylle alt sæben ud, uden problemer.

Vi havde poolen for os selv – jeg tror nu det skyldes at det regnede det meste af tiden der… Det var for os nu ligegyldigt med regnvejr, det var bare skønt at dase i poolen.

Det er nogenlunde hvad vi har lavet i den her weekend. Lige nu håber jeg på at vejret holder tørt, gerne med bare en smule sol i morgen, da jeg altså næsten er løbet tør for rent tøj. Jeg har nu vasket, det gjorde jeg i fredags… men skybrud og bygevejr i to dage hjælper altså ikke på at få tørt tøj.

I morgen regner vi stærkt med at vi får en ny frivillig i huset – Marion fra Østrig. Det skal nok blive godt at møde hende – jeg har skrevet en del med hende.

Det var alt for nu – nu vil jeg fortsætte med at nyde at jeg føler mig ren!

Vi skrives :-)

Ghana dag 50 og 51 – En masse danskere i Cape Coast

Jeg fortalte at jeg havde besøg af to af mine lærere fra skolen derhjemme i sidste uge, men fortalte jeg også at der er 19 danske sygeplejestuderende i Ghana?

Men det er der altså. Lige pt er de i Cape Coast og jeg har vist nogle af dem rundt og det er så SKØNT at snakke dansk og dele alle vores oplevelser med det ghanesiske sundhedsvæsen og kultur.

Jeg har ikke mødt dem alle … endnu, men regner med at de fleste kommer til Oasis i morgen (i ved, fredag og lørdag er party-aften på Oasis).

Det er helt befriende at være sammen med danskere og ikke mindst fordi de er sygeplejestuderende ligesom mig og fra samme skole. Jeg havde ikke regnet med at det ville være så rart, som det egentligt er.

De andre sygeplejestuderende er på modul 13, som er et 6 ugers valgfag. De har valgt global health med studietur i Ghana. De er i Ghana i 3-4 uger og har rejst rundt i landet. De slutter faktisk af her i Cape Coast, så de har oplevet en masse og vi har meget at snakke om.

Apropos valgfag, så skal jeg til at finde ud af hvilket valgfag jeg vil have… Der er ansøgningsfrist mens jeg stadig er i Ghana… hmmm… tænke tænke.

Det er meget hyggeligt på NICU (neonatale intensive care unit), mit arbejde består i at nusse babyer dagen lang, så jeg klager ikke. Jeg har sidste dag på afdelingen i morgen og så står den på en ny afdeling i de næste 2 uger.

Her er lidt dårlige mobilbilleder fra NICU.

Læg lige mærke til hudfarven på babyens hånd og min...

For tidligt født - jeg skal lige have læst op på det blå lys som behandling...

Det var vist et af de kortere indlæg. 

Vi skrives :-)

Ghana dag 48 og 49 – NICU

Jeg ville egentligt have skrevet dette indlæg i går, men jeg kom helt fra det og aftenen blev brugt på at snakke med Michael og spille uno med Ros, Pancy og Angle.

Pancy og Angle er henholdsvis 11 og 8 år og bor pt. i gæsteværelset i sammen del af huset som Ros og jeg. Angle bor normalt nedenunder sammen med hendes forældre og Pancy er vist fra Elmina. Pancy bor her nu fordi hun går på den skole der ligger lige ved siden af – Angle deler værelse med Pancy.

De er hammer søde og vi har det ret sjovt sammen. Vi er stadig ’alene’ hjemme hver aften og har huset for os selv indtil næste eftermiddag – hvilket betyder en masse fis og ballade om aftenen. Det er Angles forældre, nedenunder, der tager sig af pigerne, men de bestemmer selv sengetid osv. Børneopdragelsen her er meget anderledes end hvad jeg er vant til.

Nå men i går startede jeg på en ny afdeling. Det var helligdag i går, men jeg valgte nu at tage på arbejde alligevel. Jeg er nu på NICU, som står for neonatale intensive care unit. I Danmark ville vi kalde det neonatal afdeling. Jeg havde egentligt kun forestillet mig at de havde fortidligt fødte babyer der, men afdelingen fungerer også som intensiv for babyer, primært nyfødte.  

Det er meget anderledes der, men jeg er ved at lære det. Jeg har dog kun en enkelt uge på den afdeling.

Hvad babyerne helt præcist fejler, er ikke godt at vide – det er altid hammer svært at finde ud af hvad patienterne fejler her. Nogle er selvfølgelig fortidligt fødte og andre er bare møg syge.

Man ved at et ghanesisk barn er meget sygt, når jeg er brunere end dem – og så er det ikke engang løgn! Jeg er brunere end nogle af babyerne og det er virkelig underligt.

Babyer ligger sådan set bare og ligger… Når de græder bliver der ikke gjort så meget. De får ren ble når de trænger og mad ca. hver 3. time. Mødrene kommer i løbet af formiddagen og pumper modermælken ud, så babyerne kan få det – ellers gør de vist ikke så meget.

Det er nu meget hyggeligt med alle de babyer, selvom de er syge. Sygeplejerskerne har fortalt mig at det er meget sjældent at de har babyer der dør, så måske oplever jeg ingen døde børn i den her uge!

I aften er der social evening og vi skal mødes på projects abroads kontor. Der er kun et problem og det er at jeg ikke kan huske vejen til kontoret… haha… jeg har dog aftalt med Erik (ansat) at vi kan ringe når vi er ved vejen og så bliver vi fulgt til kontoret.

Jeg har kun været der 2 gange før, første gang gik vi derhen (det var en uge efter jeg landede i Accra) og anden gang blev vi kørt i bil, fordi det regnede… så øhm ja. Jeg ved at det er tæt på hvor Sununu bor, men det sted kan jeg nu heller ikke finde.

Jeg mødte tilfældigvis lige Erik inde i byen her til eftermiddag og han sagde at der er kommet 2 nye frivillige til Cape Coast, så det skal nok blive sjovt at møde dem – det vil jeg glæde mig til.

Ellers er alt som det plejer, her er varmt, temperaturen er nok kun omkring de 30, men når du står i solen føles det som meget meget meget varmere. Man sveder konstant, men jeg skal  vist ikke klage… Jeg har hørt en lille fugl synge om at det kun var 5grader i DK i morges.

Vi skrives :-)

Ghana dag 46 og 47 – Endnu en weekend

Fredag aften tog Ros og jeg på Oasis. Ros ville gerne mødes med nogle af de andre frivillige hun arbejder med og jeg tog bare med og mødtes med Sununu. Det var en ganske hyggelig aften og Sununu introducerede mig for en dansk pige, som var her for 3. gang – det var meget sjovt at snakke med hende lidt tid. Hun fortalte mig at her er mange danskere… øhm hvor? Hun er den 4. dansker jeg mødt hernede, hvis man ikke tæller mine lærere med. Ellers blev aftenen brugt på at snakke lidt og danse. Det blev ikke så sent, vi var hjemme omkring kl 01.00, hvilket faktisk er meget rart, så sover jeg omkring kl 2 og får da hele 5 timers søvn, før jeg skal op igen (i ved, vi står op og spiser morgenmad kl 07.00 hver dag – også weekender).

Som sædvanlig er der ingen vand når man gerne vil have et bad – man vender sig til det. Heldigvis havde vi to spande med vand, hvilket er nok til et ikke så grundigt bad for 2 personer (faktisk bruger vi kun omkring en spand til sammen, så vi har lidt vand til resten af dagen).  

Lørdag blev brugt i Sununus shop, hvor vi lavede lidt forskellige halskæder og øreringe. Det er virkelig sløvt med kunder og det er vist ret svært at få det hele til at løbe rundt.

Muslingeskallerne samlede vi sidste weekend. 

Den her halskæde er faktisk min.

Dagens eneste kunder kom selvfølgelig da jeg var i shoppen alene, men heldigvis ved Kobi, som har en shop lige ved siden af, hvad tingene koster – de købte nu ikke noget i første omgang. Men de kom tilbage lidt senere og vi fik solgt et spil for 15 cedi (lidt under 30kr). Det var dagens eneste kunder og hvis jeg gætter rigtigt, så er det nok det eneste han har fået solgt i den her uge.  

Vi lukkede shoppen omkring kl. 17 og begav os til markedet og handlede ind til aftensmad.

At begive sig rundt på markedet og handle er virkelig en oplevelse! Forestil dig små stier mellem et hav af forskellige shops, hvor du kan købe alt mellem himmel og jord. Jeg forstår simpelthen ikke hvordan de kan finde rundt. Der var vildt mange mennesker og biler og det var helt vildt – jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal beskrive det. Det var da en oplevelse.

Vi tog hjem til Sununu og der var selvfølgelig ingen strøm – det er jeg efterhånden vant til, det er rimelig normalt at der ikke er strøm hvor han bor og i Abura, hvor jeg bor, lørdag aften – spørg mig ikke hvorfor.

Med hjælp fra stearinlys og lommelygter fik vi da lavet noget mad – ghanesisk selvfølgelig og det smager nu altså ret så godt!

Resten af aftenen blev brugt på at slappe af, høre musik og snakke. Jeg var hjemme omkring kl. 23.00.

Søndag startede stille og roligt, morgenmad, tilbage i seng og slappe af. Jeg skal mødes med Sununu kl 14 – jeg tror vi tager på the Pantry, som er en bar/diskotek/lokalt sted inde i byen – der er ganske hyggeligt.

Nu undrer i jer nok over at man tager på bar søndag eftermiddag, men det gør folk altså her, og ja, nogle drikker sig også i hegnet. Der sker ikke særlig meget i byen om søndagen før kl. 12-14, for de fleste er i kirke. Jeg kan faktisk høre musikken fra kirkerne fra mit værelse.

Jeg vil nok ikke komme til at opleve en ghanesisk gudstjeneste af forskellige grunde. 1: man skal have en bibel – jeg har ikke min med. 2: en gudstjeneste tager mindst 4 timer, ofte længere og det er vist lige længe nok for mig.

I morgen starter min 7. uge her i Ghana – det er vildt at jeg har været her så længe. I går slog det mig virkelig at jeg efterhånden har set alt hvad Cape Coast har at byde på, når jeg bevæger mig rundt, føles det ligesom at bevæge sig rundt derhjemme. Jeg møder dog oftere folk jeg kender her – eller folk der kender mig.

Savner jeg så Danmark og alt derhjemme?

Ja, det gør jeg. Nogle gange mere end andre. Når jeg er ude, har det sjovt og er sammen med alle dem jeg kender, så tænker jeg ikke så meget over det. Jeg kan efterhånden godt mærke at jeg har været her længe og jeg er efterhånden så fuld af indtryk og oplevelser, at det bliver rart at komme hjem og slappe lidt af, være sammen med alle jer derhjemme og sove længe! For ikke at glemme maden derhjemme. Jeg kan virkelig godt lide den ghanesiske mad, men noget rødt oksekød og bagekartofler står øverst på listen over mad jeg savner.

Sjovt nok, så savner jeg min cykel. Jeg er vant til at cykle meget derhjemme, men her er det simpelthen for farligt for mig at cykle. Det er super nemt at tage en taxa, men friheden i bare at cykle rundt til de forskellige ting, ville virkelig være rar. De skal nu nok blive sjovt at hoppe op på cyklen og cykle fra Amager til Bispebjerg Hospital hver dag når jeg kommer hjem… På det tidspunkt har jeg ikke cyklet i 3 måneder – jeg tror jeg er i dårlig cykel-form.

At strømmen og vandet ikke altid virker, generer mig ikke så meget mere – det er værst når vi ikke har strøm om aftenen, for så er der ikke meget man kan lave. Men man vender man sig virkelig til det.

Jeg føler mig konstant beskidt – det er jeg helt sikkert også, sammenlignet med danske standarder - men det er vist også bare en vanesag. Jeg tror vi lever lidt efter reglen, hvis det ikke er synligt møgbeskidt eller lugter, så er det fint.  

Lige lidt billeder som lå på mit kamera, tror de er fra sidste weekend.

Cape Coast er en fiskerby - billederne er taget omkring Cape Coast Castle. 

Det her blev da et langt indlæg.

Vi skrives :-)

Ghana dag 43-45 – De sidste dage på A&E

Så i dag havde jeg sidste dag på A&E (accidents and emergency) og det er altid trist. Det er spøjst, men de første dage på en ny afdeling er aldrig sjove, men efter de har lært mig lidt at kende, så arbejder jeg på lige fod med de faste sygeplejersker (altså sådan nogenlunde). Jeg tror måske jeg får lov til at assistere lægerne lidt mere, men det er nu kun fordi jeg spørger.  Men jeg har virkelig nydt de sidste par dage på A&E. Alle lægerne (mange af dem i hvert fald) kender mig nu og skriger altid efter mig, hvis de har brug for en hånd med et eller andet – alt fra at fikse åbne brud til at jeg skal måle værdier eller jeg skal fungere som anæstesisygeplejerske.

Jeg har set rigtig meget på A&E: åbne brud, knogler, sener og blodkar og hvad man nu ellers har inden i sig (fordi folk får store meget store sår), blod, døde patienter, betændelse, bylder, bevidstløse folk, meget meget syge folk og alt hvad du overhovedet kan forestille dig, tror jeg efterhånden jeg har set i virkeligheden.

Det er svært, jeg er normalt ikke kold i røven overfor patienter i smerte, men det er jeg lidt nødt til her, for sådan er det bare og jeg kan intet gøre. Det bliver nok lidt svært at vende sig til danske standarder når jeg kommer hjem. Jeg skal nok lære mange ting fra bunden igen når jeg kommer hjem, så jeg kan komme af med mine dårlige ghanesiske vaner… hmm.. det bliver vist hårdt arbejde.

I dag kom der nogle tyskere ind på skadestuen, en tysk pige der var syg og hendes tre venner. Jeg valgte rimelig hurtigt at blande mig, hvilket tyskerne var glade for. Jeg prøvede på bedste vis at holde dem opdateret med hvad der skete, skulle ske osv. – det er ghanesere ikke så gode til.

Hvad hun helt præcis fejler ved jeg ikke, for resultaterne fra prøverne var ikke kommet da jeg gik, men nok noget madforgiftning, mere sandsynligt havde hun nok fået sig en omgang kolera. Jeg kan ikke huske om jeg har skrevet det her, men vi har altså et koleraudbrud her, og det er vist ikke helt lille. Jeg er desværre ikke vaccineret imod kolera, så jeg håber det bedste og krydser fingre – ellers er det ikke værre end en omgang diarre og opkast, en tur på hospitalet og få væske og så ellers bare komme på toppen igen bagefter.

Ros og jeg har nu fået hvert vores værelse – jeg skiftede værelse - så det er rart med bare lidt privatliv igen. Som det ser ud nu, så bliver det Ros der skal dele værelse med den næste frivillige der kommer om to ugers tid – jeg lod Ros vælge hvad hun havde lyst til, jeg forlader nemlig Cape Coast før hende.

Hvad planen er for weekenden vides ikke endnu, jeg tager dagene som de kommer – og der er altid nogle at hænge ud med, som det er lige nu.

Ellers er alt som det plejer, er dog lige blevet angrebet af nogle myg… tror det skyldes at vejret lige skiftede for en kort bemærkning og var rimelig vådt – men kan pt tælle 5 myggestik på mine ben – jeg havde ellers kun haft 8 på 6 uger – nu er det så 13 på 6 uger.. Nå det går jo nok alt sammen.

Vi skrives :-)

Ghana dag 42 – Et lille besøg fra Danmark

Som overskriften siger, så har jeg faktisk haft besøg fra DK i dag. Det var ikke planlagt, eller jo, sidste uge planlagde vi det. To af mine lærere fra skolen (Metropol) er i Ghana for at se til valgfaget Global Health Ghana og for at lave nogle aftaler med de forskellige hospitaler.

Så jeg arbejdede længe på hospitalet i dag… 1,5-2 timer, fordi jeg ventede på Jette og Lene og fordi der var en hulens masse at lave.

Jette er faktisk udlandsvejleder for Afrika sammen med Anne (Anne er hende jeg sender alle mine opgaver til). Lene har jeg haft i begyndelsen af sygeplejestudiet, jeg mener hun underviser i anatomi og fysiologi. De var sammen med Marianne, som bor i Ghana og ejer et hotel i en lille by, ikke langt fra Cape Coast. Marianne er hende der planlægger modul 13 turen til Ghana.

Jeg viste dem rundt på hospitalet og de var rimelig overraskede over standarden – den er langt bedre end de forventede. De jublede da jeg viste dem operationsstuen der hører til skadestuen, den ligner nemlig noget du kunne finde der hjemme. De var virkelig positivt overraskede over hele situationen – hvilket virkelig var min største bekymring, da jeg fik at vide at de ville besøge mig.  

De arbejder på at få en aftale med hospitalet, så andre sygeplejestuderende ikke behøver at rejse med en organisation, men kan rejse herned gennem en aftale med skolen – meget spændende hvis de får det til at fungere.

Efter rundturen tog vi til Baobab House og fik noget at drikke og snakkede en del om det hele. Det var egentligt meget rart at snakke med nogle hjemmefra, som kender til det at arbejde på et hospital i Afrika.

Der er rent faktisk nogle sygeplejestuderende på modul 13 (valgfaget Global health) i Ghana lige nu.  Jette fortalte at de rigtig gerne vil møde mig, når de kommer til Cape Coast næste uge, så de har fået mit nummer og jeg har fået et af deres. Det bliver spændende at se om jeg får mødt dem her, men mon ikke.

Ellers er skadestuen hektisk og det meste af min fritid bruger jeg sammen med Sununu og hans venner, som jeg efterhånden kan navnene på (Sammi, Isaka, Kobi, Nana og Tanku… eller noget i den dur) – vi er nu mest bare i shoppen og snakker, lærer fante (nu har jeg lært at det ikke staves fanti men fante) og de andre lærer lidt dansk – det er ganske hyggeligt og rart at være samme med nogle virkelig søde mennesker.

Ros arbejder om eftermiddagen, så vi ser sådan set kun hinanden om morgenen og aftenen – det er vist fint nok... Hun er meget selvstændig, så vi gør bare hvad vi hver især har lyst til – hvilket er helt fint med mig, vi vil vist ikke rigtig de samme ting – jeg kan ærligt ikke helt finde ud af det.  

Det var vist alt nyt for nu.

Vi skrives :-)

Ghana dag 41 – Livet på en ghanesisk skadestue

En ghanesisk skadestue fungerer lidt (til tider meget) anderledes end en dansk. Når man hører en af lægerne,Dr. M. som bestemmer ret meget på hospitalet, fortælle om hvordan skadestuen skulle fungere, lyder det som en almindelig skadestue, som man kender dem derhjemme. Men når man så ser hvordan det fungerer, så er det bare en helt anden virkelighed.

I dag var en travl dag. Jeg har ikke styr på antallet af patienter, for vi er ved at indføre et nyt system, hvor patienterne hurtigere bliver flyttet til de almindelige afdelinger, så der er en stor udskiftning af patienter.

Kl. 09.15 kom en mand (far) løbende i panik ind på afdelingen og skreg ”help my son is dying, please in Jesus name I pray, save him, stay in your body, help me” og en hulens masse andet jeg ikke husker lige pt.

Vi fik sønnen, på en 4-6 år, på en briks og så gik alt ellers langsomt (og alt for langsomt i min verden). Faren skreg og omklamrede sin søn, så vi ikke kunne komme til. Dr. M  blev lettere hidsig over faren og skreg af ham, det hjalp ikke. Så stak Dr. M. faren en flad og så blev faren ellers bedt om at vente udenfor – han gik mens han sagde ”thank you Jesus, for helping him”.

Hvad der helt præcist skete derefter har jeg ikke tænkt mig at udpensle her. Jeg vil ikke udstille hverken læger eller sygeplejersker, de gør hvad de er vant til, men jeg kan sige så meget: Velkommen til Afrika!

Drengen overlevede ikke. Det er mit 3. døde barn her…

Efter den episode var jeg i pænt dårligt humør.

Senere kom der en dreng på 7 år ind. Han arbejde med sin familie som farmer (hvad de helt præcist laver, ved jeg ikke). Han havde været ude for en ulykke hvor de yderste to led af pegefinger, langefinger og ringefinger på den ene hånd var brækket. Ikke nok med at de var brækkede så hang de sådan set kun fast i huden.

Drengen fik skiftet bandage to gange, så jeg har sådan set stået med hans fingre i hånden to gange… Stakkels dreng.. det gjorde vildt ondt på ham og ingen gjorde noget ved det. Jeg prøvede, men uden succes.

Min sidste vilde oplevelse i dag var en und mand (ca. 25år vil jeg gætte), som har været ude for en eller anden form for bilulykke/motorcykleulykke. Han havde en del skrammer, men værst var hovedet. Vi snakker et kæmpe sår fra det øverste af panden til et godt stykke oppe på issen – dog kun i den ene side. Der var frit udsyn til kraniet – så har jeg da set det også.

Manden var kommet i går, men det var først i dag, at han blev renset for blod og skidt og snavs.

Han var i ekstrem meget smerte, ikke engang morfin hjalp.  Jeg rensede hans sår med hjælp fra en sygeplejerske.

Denne patient skal have et ct-scanning af hovedet, men surprise surprise så har hospitalet ikke en ct-scanner, så han er nødt til at komme til Accra. Jeg ved ikke lige hvordan det vil fungere, for han har ingen pårørende (hvilket betyder han er virkelig på røven på hospitalet - Ingen til at købe medicin eller mad til ham.)

Resten af tiden løb jeg rundt, målte værdier, kiggede med, flyttede patienter til andre afdelinger og lavede lidt papirarbejde. Jeg arbejdede længere i dag for der var så travlt.

Som en hver anden skadestue svinger arbejdsmængden ekstremt.  Her kommer folk direkte fra hjemmet eller fra andre hospitaler eller afdelinger. Ambulancer findes, men de bliver vist kun brugt til at transportere patienter til andre hospitaler.  

Folk her brager bare ind på afdelingen og snakker med en sygeplejerske eller læge. Der er ingen reception. Folk bliver først undersøgt, når de har fået lavet og hentet en journal – det udløser en del ballade nogle gange, for patienterne vil bare undersøges og ikke hente deres journal. Herefter er alt african time, vente vente vente. Patienterne får sjældent medicin før deres pårørende har været ude og købe det, det skal virkelig være skut før de får det fra afdelingen (jeg tror nu stadig de selv skal betale for det).

På de almindelige afdelinger får patienter to måltider om dagen, morgenmad og frokost. Aftensmad skal de selv /pårørende sørge for. På skadestuen får patienterne ikke mad, det skal de selv sørge for.

Alt i alt er det en lidt anden oplevelse her, men det er jeg efterhånden vant til.

Vi skrives :-)

Ghana dag 40 – All night long og lazy-søndag

Så i går aftes endte Ros og jeg med at tage på Oasis. Vi mødte nogle ghanesiske fyrer fra Accra, som optrådte med noget akrobatik og fik en lille snak med dem.

Omkring kl. 22.00 fulgte Sununu og jeg Ros hjem og så tog vi til Goil -ja, det er så en tank (benzintank) som bliver forvandlet til en restaurant/disko/bar/live musik om aftenen. Det er et sted hvor de lokale kommer og jeg var der sidste lørdag (det skrev jeg vist om?). Der brugte vi så resten af aftenen, jeg mødte også nogle flere af Sununus venner – hvem, hvad og hvorfor har jeg lykkelig glemt igen. Jeg er nået til det punkt hvor jeg simpelthen ikke kan huske hvem der er hvem…

Jeg mødte tilfældigvis Stanislav (medicinstuderende fra female surgical) og først kunne jeg ikke genkende ham, hvilket han blev meget skuffet/sur over. Jeg snakkede lidt med ham og han begyndte at udspørge mig om Sununu og hvorfor vi hang ud sammen. Det tog Sununu ikke særlig pænt og det endte med en mindre diskussion mellem de to fyrer – Sununu mente at hvis Stanislav ville vide noget om ham, så skulle han bare spørge ham og ikke mig – hvad Sununu og jeg lavede, vedkom ikke Stanislav. Og Stanislav mente at han sagtens kunne spørge mig.. Ja det var lidt heftig et øjeblik, men så slappede de af igen. Sununu sagde dog at han ikke brød sig om Stanislav.  Jaja, underholdende nok.

Stanislav sagde så at han ville tage mig med til Goil en anden dag, så vi kan hænge ud sammen – men det tror jeg ikke kommer til at ske – det har jeg ikke umiddelbart lyst til.

I dag har været en afslappende dag. Vi har været en tur inde i byen og lalle lidt rundt, besøgt det store marked her og slappet af ved Cape Coast Castle.

Jeg må indrømme at jeg er lidt en zombie i dag, jeg er godt nok træt, så jeg skal vist tidligt i seng i aften, så jeg kan være frisk i morgen.

Vi skrives :-)

Ghana dag 38 og 39 – Ny frivillig i huset

Så i går, fredag, fik jeg en ny frivillig i huset. Hun hedder Rosalind (kaldet Ros) og er fra England. Hun skal være her resten af min tid. Hun skal arbejde på et børnehjem, og helt hvordan det fungerer ved vi ikke.

Ros er en smule ældre end mig, 31, men det burde ikke være noget problem – Doreen var 35 og vi blev ret så gode venner.

Så i går efter arbejde tog jeg til byen og fiksede nogle småting, sagde hej til Sununu og skyndte mig hjem for at møde Ros.

Efter mad tog vi til byen og jeg gav hende en kort rundtur og vi endte selvfølgelig på Oasis. Ros var ret træt og det blev ikke sent, vi var hjemme 21.30.

I dag, lørdag, har vi taget en lidt større rundtur inde i byen og slappet af på stranden (jeg elsker stranden her, selvom det er alt for farligt at svømmer her). Jeg har introduceret Ros til de fleste af de mennesker jeg kender her, så hun kommer til at kende folk lidt her. Umiddelbart er hun lidt tilbageholdende, jeg håber det er fordi hun først lige er ankommet og alt er nyt og anderledes.  

Nu kan man virkelig mærke at det er ved at blive dry-season og solen har fremme hele dagen – det er varmt og kræver en kæmpe mængde solcreme – og ja, jeg er nu solskoldet alligevel.

Det har været en hyggelig og afslappende dag. Her til aften tager jeg ud med Sununu og måske nogle af de andre også. Ros har umiddelbart sagt at hun ikke vil med – det er jo op til hende.

Hvis man vil møde nye mennesker her at det primært om aftenen i weekenden man møder dem – og det er helt vildt hyggeligt at være i byen om aftenen. Jeg håber at Ros vil tage med mig en dag og opleve det – ellers går hun altså virkelig glip af noget!

Ros og jeg deler pt. værelse, men vi har planer om at spørge om Ros kan få det andet værelse, når Sofia (Agnes datter) tager hjem igen. Faktisk troede jeg hun ville tage hjem i dag, men der går nok lidt længere tid, for Isabella (Agnes anden datter – hun har 3) fødte en lille dreng i nat. Agnes kommer derfor til at tilbringe noget af tiden der, for at hjælpe dem. Det er Isabellas første barn og han ser så super sød ud på de billeder jeg har set – jeg glæder mig til at møde ham!

Lige et par stemningsbilleder fra idag: 

Ros, mig & Sununu ved Sununus shop. 

Det her er min yndlings strand i Cape Coast, en smule udenfor byen.

Ellers er alt som det plejer her og jeg elsker stadig at være her.

Vi skrives når der er noget nyt :-)

Ghana dag 35, 36 og 37 – A&E og ny frivillig i huset

Lige en opdatering på dette indlæg. Den nye frivillige, der kommer her i huset, kommer først i morgen (altså fredag). Vi havde bare fået at vide at hun ville komme idag... nå ja, det er vel Afrika???!

Det svinger ret meget på A&E (accidents and emergency afdelingen). Det ene øjeblik er alt helt vildt fedt og spændende og det næste, ved jeg slet ikke hvor jeg skal gøre af mig selv.

Tirsdag var forholdsvis travl og vi havde en masse patienter. Jeg kan ærligt ikke huske hvad jeg lavede tirsdag, onsdagen overskygger alt.

Kl. ca. 9 onsdag morgen kommer der nogle forældre ind med deres 8-årige dreng. Drengen er fuldstændig stiv i kroppen, hans øjne er blanke, store og indsunket og du kan se alle muskler, sener og knogler. Han har ret svært ved at trække vejret (han bruger alle respirationsmusklerne). Man kan tydelig se at forældrene er bekymrede. Og det er så her jeg ikke bryder mig om det ghanesiske sundhedssystem og personalets holdninger til tingene. Jeg målte med det samme værdierne på drengen og konstaterede at hans saturation var 74 (den skal være omkring 100) og hans temperatur var i armhulen 40,4 (så den har nok været  41-42 grader i virkeligheden, hvilket er dødeligt). Det tog sygeplejerskerne omkring en halv time at give ham noget ilt… Jeg var noget utålmodig og det var vist kun fordi jeg blev ved med at spørge at det kun tog en halv time.

Lægerne bad forældrene om at købe noget medicin til drengen, før de var 100% sikre på hvad han fejlede. Det er for mig en smule underligt at de køber medicin før diagnosen er stillet, da medicin her er så utroligt dyrt (set med ghanesiske øjne).

 Jeg brugte resten af dagen på at tjekke op på den lille dreng og styre mængden af ilt. Det er egentligt et lægejob, men nogle skal jo sørge for at drengen faktisk overlever – så det blev mig.

Og hvad fejler drengen så? Ja, det ved de stadig ikke helt 100%, men vi regner med at han har enten meningitis eller tetanus (stivkrampe). Overlever han? Det er svært at sige, men hans tilstand har været stabil siden i går, hvor jeg forlod ham. Hvis han overlever, så bliver det nok ikke uden men.

Det var bare lidt af dagen i går, for om eftermiddagen fik vi et traume ind. Aldrig har jeg set det ghanesiske personale arbejde så hurtigt. Jeg så ’desværre’ kun en lille del af det, for jeg havde en patient til scanning.

Men vi fik en mand ind, der på motorcykel (uden hjelm eller nogen form for beskyttelse) var braget sammen med en bil. Ulykken havde været så voldsom at folk rundt omkring i byen vidste den havde været der (jeg var sammen med Sununu om aftenen og da jeg fortalte at vi havde haft en mand der var kommet til skade, fuldførte han sætningen med motorcykel vs bil).

Manden havde fået et kraniebrud, brækket ben og sikkert meget andet. Der var blod ud over hele afdelingen! Han var virkelig ikke et kønt syn og desværre var hans liv ikke til at redde.

Jeg havde det ret svært med hvordan personalet på afdelingen taklede situationen – men det er ikke noget jeg vil uddybe på bloggen. Jeg gik fra hospitalet i et underligt humør.

Fra at A&E har været totalt kaotisk de sidste 2 dage, var der super kedeligt i dag. De sidste to dage har vi haft omkring 40-60 patienter, de fleste rimelig ustabile, og i dag havde vi 15-20, alle mere eller mindre stabile. Jeg smuttede derfor tidligere i dag, jeg var træt af at glo ud i luften.

Om eftermiddagen de sidste par dage har jeg lavet lidt forskelligt. Jeg har været til fanti-undervisning (altså det lokale sprog her i Cape Coast), hængt ud med Sununu og nogle af de andre, vasket tøj (hvilket som altid er kedeligt hårdt arbejde) og været lidt mere flittig med skolearbejdet.

I skrivende stund venter jeg på den nye frivillig kommer. Vi har fået at vide at hun ville komme i dag, men jeg undre mig lidt over at hun ikke er her endnu – måske hun først kommer i morgen?

Jeg havde egentligt aftalt med Agnes at den næste frivillige ville få Steffis værelse.. Men pt. bor en af Agnes’ døtre, mand og datter derinde, og min ekstra seng er blevet redt op, så tror vi kommer til at dele værelse. Det går nok alt sammen, selvom lidt privatliv er rart.

Hvad der kommer til at ske de næste par dagen (altså i weekenden) er ikke planlagt nu, jeg vil vente og se hvad den nye frivillige har lyst til.

Vi skrives :-)

Ghana dag 34 – Accidents and emergency ward (A&E)

Så i dag var første dag på en ny afdeling – nemlig accidents and emergency – det vi i DK vil kalde skadestuen (selvom det ord vist ikke eksisterer i region h mere).

De første timer var forfærdelige og jeg besluttede mig til sidst for at jeg ville smutte kl 12 i stedet for kl 14 (så kunne jeg tage hjem og læse og skrive min opgave), men sådan skulle det ikke gå.

Sygeplejerskerne, som til at starte med ikke virkede særlig venlige og ikke sagde særligt meget til mig, begyndte at give mig opgaver og så var der ellers run på. Jeg sprang fra den ene patient til den anden, assisterede sygeplejersker såvel som læger (ja, jeg assisterede en læge på operationsstuen med at sy et øre sammen), hentede ting og sager fra de forskellige afdelinger og hentede blodprodukter til vores patienter. Det var faktisk så hektisk, at de spurgte om jeg kunne blive længere, da jeg sagde jeg havde fri.

Jeg talte på et tidspunkt at vi stod omkring 30 mennesker (sygeplejersker, læger, patienter og pårørende) i undersøgelses/ankomst/sygeplejekontor/opholdssted-for-nogle-patienter-rummet og yderligere et sted mellem 40-50 patienter og pårørende på sengestuerne og på gangen.

Så fra at det var helt forfærdeligt at være på afdelingen, blev det ret spændende og jeg havde lidt følelsen af ikke at være en studerende, men faktisk en sygeplejerske på lige fod med de andre – hvilket helst også skulle ske her enten på det her modul eller i hvert fald det næste, som er den sidste praktikperiode jeg har, før jeg er færdiguddannet.

Jeg skal være på A&E (som det forkortes her) i 2 uger. Jeg håber det fortsætter som denne eftermiddag, ellers bliver det nogle lange 2 uger. Hvis det ikke er godt, så kan jeg heldigvis bare skifte afdeling - der skal jo være nogle fordele ved at være den eneste hvide der (jeg ved ikke om Theresa stadig er på hospitalet, det er længe siden jeg har set hende).

Vi skrives :-)

Ghana dag 31-33 – Fetu Afahye, festival i Cape Coast

Så de sidste to dage har jeg ikke skrevet, ikke fordi der ikke er noget at skrive, men jeg har ikke haft tid.

Fik jeg nævnt at der er festival i Cape Coast??? Det gjorde jeg vist nok og det går altså ikke stille for sig.

Fredag efter mad hoppede jeg i en taxa og kørte (med noget besvær) indtil byen, hvor jeg mødtes med Sununu. Allerede på det tidspunkt var der mange mennesker.

Vi mødte nogle andre (jeg har mødt så mange mennesker at jeg ikke kan huske dem) og så stillede vi os op på en balkon på Kingsway.

Sidste år blev orange-friday indført og det betyder en masse mennesker klædt i orange (jeg havde en orange-lignende top på).

Vi havde god udsigt over paraden og alle menneskerne på gaden. Tror det var her det gik op for mig hvor mange mennesker der er her under festivalen – vi snakker tusinder!!!

 Vi stod og nød festivalen fra balkonen indtil det faktisk var muligt at gå på vejen igen. Vi havde Sununu’s søn Arafat på 5år med os, så han også kunne nyde festivalen. Efterfølgende fulgte vi  Arafat hjem til Sununu’s mor og så tog vi ellers lidt rundt i byen, for at se hvad folk lavede.

Ghanesere forstår virkelig at feste! Der er høj musik alle vegne og der bliver danset alle vegne – det er fantastisk!

Jeg endte med at være hjemme ca. kl. 3 om natten. 4 timer efter stod jeg op igen (der er morgenmad kl. 07.00). Jeg gik nu i seng igen efter morgenmaden, men faldt aldrig i søvn igen. Jeg mødtes med Sununu kl 10.30 inde i byen lørdag morgen.

Sununu viste mig lidt rundt i byen, jeg så bl.a. hvor han bor (eller et af stederne hvor han bor) og en masse andre steder. Vi hentede Arafat, mødte nogle andre og fandt os en god plads, på ladet af en bil, på Kingsways og så startede festlighederne ellers.

Hvis jeg syntes der var mange mennesker fredag, så var det slet ikke til at sammenligne med lørdag! Det var virkelig umuligt at stå eller gå på Kingsway.

Lørdag er den store festivals dag, hvor blandt andet the chiefs (cheferne der styrer de forskellige områder i Ghana) bliver båret rundt i en kæmpe parade. Det var fest og farver (se billederne og bedøm selv) og virkelig en oplevelse. Det er synd vi ikke har sådan noget i Danmark.

Da paraden var kommet forbi os, gik vi en bagvej ned til Sununu’s shop og Oasis – det var der paraden ville ende.

Vi smuttede ind på Oasis for at slappe lidt af og Sununu mødte nogle franske piger han kendte og skulle lige hjælpe dem med noget, jeg sagde det var fint nok at jeg ventede med Arafat, for hans sagde han ville komme hurtigt tilbage… ja.. AFRICAN TIME!!!

Så der sad jeg så med Arafat, hvilket egentligt var fint nok, bortset fra at han kun snakker fanti og jeg kun engelsk. Som en hver anden 5årig syntes han selvfølgelig at det var kedeligt at vente og det lykkedes ham at stikke af fra mig 3 gange (jeg fangede ham nu hver gang og jeg tror nu bare han ville lege fangeleg). Men det er altså ikke skide smart at en 5årig stikker af blandt alle menneskerne (ja, han løb ud af Oasis). Jeg fangede ham sidste gang og så slap jeg ham altså ikke igen. Vi så lidt mere af paraden og så gik vi hen til shoppen, i håb om at Sununu ville være der.

Det skal lige siges at jeg ringede til Sununu nogle gange, men hans telefon var i mellemtiden løbet tør for strøm. Jeg var efterhånden noget sur over situationen. Vi havde aftalt at mødes på Oasis, men jeg var nu gået til shoppen. Sununu fandt os der efter at han havde været væk i en times tid (tror jeg). Han så noget lettet ud, da han fandt os (jeg, ond som jeg nu engang er, syntes han havde rigtig godt af at blive lidt bekymret). Jeg fortalte ham at Arafat var løbet fra mig indtil flere gange og spurgte hvor han havde været så længe (jeg havde set de franske piger komme tilbage til Oasis uden ham). Han forklarede at han var taget hen til moskeen for at bede, hvortil jeg svarede at det skulle han altså have fortalt mig, at han gjorde og jeg ikke brød mig om, bare at blive efterladt med hans (vildbasse til) søn. Jeg fik da en undskyldning eller 10 efterfølgende.

Jeg havde da fået drænet Arafat for energi, så vi fulgte ham tilbage til hans bedstemor og så tog vi hen for at se hvad der skete ved pladsen ved Oasis.

Det var blevet tid til at holde taler. Ikke nok med at alle cheferne fra de forskellige områder i Ghana var til stede, så var præsidenten også tilstede – så man kan vist rolig sige at jeg har set toppen af Ghanas samfund.

Vi trængte til en pause fra alle menneskerne og begav os hen til fort William, hvorfra der er udsigt over halvdelen af Cape Coast.

Senere på aftenen tog vi til et sted ikke langt fra Abura, hvor der i weekenderne er livemusik. Der skal jeg tilbage igen på et tidspunkt! Stemningen var fantastisk og folk danser, synger og er glade – virkelig skønt.

Det var sidste stop for mig under denne festival og jeg tog hjem derfra og var hjemme kl. 01.30 – meget meget meget træt.

Det sjove ved at være sammen med folk som er født og opvokset i Cape Coast er at de kender alt til byen. Jeg har set steder jeg ikke ville komme til at se, hvis ikke det var fordi jeg kendte nogle ghanesere.

Og nu til lidt billeder fra festivalen. De er desværre i dårlig kvalitet, da jeg har taget dem med min mobil, men sådan er det, når man ikke vil tage for mange ting med sig rundt (der er en lidt større risiko end normalt for at få stjålet sine ting under festivalen).

Børn klædt ud som sygeplejersker. Ja, det er sådan 

nogle af sygeplejeskerne går klædt på hospitalet.

De grønne sygeplejesker er ikke lige så godt uddannet som de hvide. 

En eller anden halv vigtig person. 

Mennesker som venter på at det hele starter.

Der blev danset en del.

Flere vigtige personer.

Hver gruppe har sin egen farve.

Læg mærke til cheferne, som bliver båret.

Manden i det farverige tøj med ryggen til, er chefen for Cape Coast.

Manden der giver hånd til chefen er præsidenten. 

Ghanesere og deres madkultur er en hel historie for sig selv. Sununu købte, jeg tror han købte 5-8 forskellige små ting jeg skulle smage, hvilket var ret sjovt. Vi får altid at vide at vi skal holde os fra streetfood (den mad der bliver solgt fra små boder), da hygiejnen ikke er helt i top her. Men når man er sammen med ghanesere, så spiser man altså det de spiser – altså streetfood. Og ingen problemer i det, i hvert fald ikke for mig, jeg spiste stort set kun streetfood i går og jeg har det da fint i dag.

Jeg smagte en af de retter ghanesere spiser mest, banku, og det var faktisk mere spiseligt end jeg havde regnet med. Banku er majs, der er blevet kogt til en dej-agtig masse. Det smager lidt surt ala surdejsbrød/rugbrød og konsistensen er lidt et mix mellem en alt for tyk grød og dej. Banku spises med fingrene, hvilket nu også var lidt sjovt at prøve. Vores banku blev serveret med en spicy sovs og fisk (nej, jeg spiser stadig ikke fisk).

Der er en anden meget populær ret her i Ghana, nemlig fufu. Det er cassava og plantain (altså en kartoffelagtig ting og ikke-søde bananer) der bliver most sammen. Jeg tror umiddelbart ikke lige det er en ret jeg vil bryde mig om, men Sununu har sagt at det skal jeg smage og jeg har lært så meget, så jeg ved at jeg ikke har noget valg.

Hvis en ghaneser tilbyder dig mad, så er det ikke altid lige godt at sige nej tak. Jeg sagde nej tak til nogle nødder i går (jeg havde altså allerede spist en lille håndfuld af dem) og så tror de straks at der er noget galt.

Ellers fik jeg smagt alt fra noget der smagte lidt som æbleskiver, men havde konsistens som falafel, noget der mindede om et pitabrød, der var ligeså tørt som knækbrød, til underlige søde nødder og mandelsmåkager.

I dag, søndag, laver jeg ingenting. Jeg slapper af, skriver lidt på min eksamensopgave og bander over at strømmen kommer og går som det passer den i dag.

I morgen starter en ny uge, jeg har ingen planer pt, men det kommer nok.

Vi skrives :-)

Ghana dag 29 og 30 – Nu er det altså blevet hverdag…

Ja, som overskriften siger, så er det mere eller mindre blevet hverdag her. Det betyder at jeg har ret svært ved at finde på hvad jeg skal skrive, medmindre jeg går i deltaljer med patienterne eller skriver det samme hver dag. Der vil nok derfor komme flere dage, hvor jeg ikke skriver – men det betyder ikke at jeg ikke stadig har det godt.

Jeg sagde farvel til Steffi i går morges og hun er nu sikkert hjemme i Tyskland. Det betyder at jeg er her alene, men jeg føler mig på ingen måde alene her.

Jeg er sammen med personalet på afdelingen fra 8-14 hver dag og derefter kan jeg nu gøre hvad det passer mig. Jeg kan havde en slappe-af-dag hjemme, det havde jeg i går, eller jeg kan tage ind til byen og mødes med Sununu og de andre (det gjorde jeg i dag). Folk er ikke længere væk end en telefonopringning eller en kort taxa-tur.

Jeg har sidste dag på female surgical ward i morgen og jeg glæder mig til at komme til en ny afdeling mandag. Jeg kan godt lide afdelingen, men jeg laver det samme hver dag og det bliver nu altså lidt kedeligt i længden. Sådan er sygeplejen nu altså bare her.

I dag fandt jeg ved lidt af et tilfælde ud af, at en af sygeplejerskerne (Priscilla) på afdelingen bor lige neden under mig. Det havde hele afdelingen det ret sjovt med, for vi vidste det ikke og har ikke set hinanden herhjemme.

Hvad der helt præcis skal ske fredag og lørdag ved jeg ikke helt endnu. Hele lørdagen skal bruges på festivalen regner jeg med – byen skulle være en stor fest lørdag, så det glæder jeg mig til at opleve.

 Jeg så lidt af festivalen i dag fra Sununus shop. Hans shop ligger ved siden af der hvor top chefen for byen bor (og Oasis). Festivalen går vist mest af alt ud på at fejre og tilbede guderne og cheferne for byen. Der var trommer efterfulgt af en masse mennesker der kom med mad til chefen. Sununu forklarede mig at maden er til alle dem der er med i festivalen og de næste par dage bliver brugt på at lave mad (og vist også mange andre ting).

Nu vil jeg se en film (og sikkert falde i søvn til den).

Vi skrives når der er noget nyt at berette :-)

Ghana dag 28 – Steffi’s sidste dag

Jeg har nu været i Ghana i 4 uger og på fredag er det præcis en måned siden jeg sad i flyet på vej hertil. Tiden går nu alligevel stærkt!

I dag har den stået på arbejde og intet nyt der. Jeg laver det samme hver dag på female surgical ward.

Kl 8-9 venter jeg på at folk møder ind

Kl 9-12/13 går jeg med på stuegang og ordner sår.

Kl 12/13-13.30 sidder jeg og venter på at der er noget at lave.

Kl 13.30-14 giver jeg medicin.

Kl 14 går jeg hjem.

Men i går glemte jeg en klam og helt utrolig historie fra hospitalet. Vi har en kvinde indlagt og hendes tarm er helt smadret, så hun har et ar lodret hen over maven og en stomi til højre for aret.

I går havde hun så ikke fået købt stomi-poser og hvad gør man så? Man taper da en handske fast rundt om stomien. Ideen er ikke helt dårlig, hvis ikke det var fordi at det kun bliver skiftet en gang dagligt og der nu var afføring alle vegne, inklusiv hendes ar (som for øvrigt ikke er helet). Ja, der er da god grobund for infektioner…

Nå det er som sagt var det Steffis sidste dag her og den ville hun gerne slutte af med at tage på Oasis. Vi havde aftalt at mødes med Wilma og Sununu og en hulens masse andre, hvis navne jeg stadig ikke har styr på, kl 19-20… Og så ventede vi ellers… til kl 20.30-21.00 kom de første (africaaan tiiime). Hvad der skulle have været en stille og rolig og hyggelig aften, startede rigtig skidt, men nøj hvor den endte godt (i hvert fald for mit tilfælde, jeg ved ikke med de andre). Vi spillede uno, havde det alt for sjovt og så blev klokken mange og jeg ville gerne hjem og sove, nogle skal jo arbejde i morgen (jep mig), de andre ville gerne feste videre, hvilket var fint med mig. Så jeg blev fulgt hjem og de andre er nu et eller andet sted inde i byen (som for øvrigt er vildt hyggelig by night).

Hvis mine sidste uger (6 indtil Michael kommer) bliver lige så skønne som de første 4, så bliver det en leg at komme igennem og trist at sige farvel.

Fra venstre: Wilma, Felix, Nana, ?, Steffi, PK, Sununu, Mig, Janika,? og fyren foreste ?.

Wilma, Felix og Janika (tyskere) arbejder alle tre hos Baobab restaurant, butik, hotel. 

Godnat herfra – jeg kan nå at få ca. 6,5 times søvn nu … jeg skal heldigvis kun arbejde i morgen, så jeg kan slappe af resten af tiden.

Vi skrives :-)

Ghana dag (26 og) 27 – opgave skrivning, arbejde og festival

Så søndag var kedelig-dag og vi lavede ikke andet end at går en tur i Abura og så skrev jeg ellers fastlagt studieaktivitet det meste af dagen – så nok om den dag?!

I dag var det tilbage på female surgical ward og for en gangs skyld havde vi travlt i dag. Normalt bruger jeg 2-3 timer (ud af 6) på at lave ingenting, men i dag var det kun fra 8-9 jeg ikke havde noget at lave. Der blev ellers knoklet på livet løs med sårpleje, mindre operationer på afdelingen, suturer, patienter til operation, medicin, osv.

Jeg brugte en hver lejlighed til at sætte mig, men det blev aldrig til mere end 5 minutters pause og så var det i gang igen.

Jeg ved ikke hvad der blev af mine medicinstuderende-venner, de mødte ind i morges, men forsvandt mens jeg ordnede et sår.. hmmm?

Efter hospitalet tog vi lige hjem og skiftede tøj og så tog vi til byen. Jeg har hentet mit pas (det er rart at have det hjemme igen) og mit visum er nu forlænget indtil den 4/12-14, hvilket er en måned længere end jeg har betalt for. Det gør nu ingen forskel, jeg tager stadig hjem den 31/10. Men nu er der styr på det og det er virkelig rart!

Derefter tog vi, efter vi havde købt nogle småting, til Sununu’s shop, som ligger ved Oasis. Der aftalte vi hvor og hvornår vi skulle mødes senere.

Sununu er blevet vores lokale guide og ven her. Vi har mødt ham nogle gange og han er virkelig venlig og nem at snakke med og står altid til rådighed hvis vi har brug for hjælp.

I denne uge går Cape Coast amok, her er nemlig festival. Hvad det helt præcist indebærer vides ikke helt endnu, men der er i hvert fald aktiviteter hver dag i denne uge og lørdag er der kæmpe fest inde i byen.

Efter vi have været hjemme og spise, mødtes vi (Steffi og jeg) med Sununu og en anden ghana-fyr (som jeg aldrig kom til at snakke med), samt Theresa (som nu er alene her) på Oasis, hvorefter vi begav os mod festivalen. I dag var starten på festivalen og det foregår ved Fosu lagunen, ikke langt fra Oasis (okay, måske en gåtur på 20-30min).

Vi gik en tur på stranden og snakkede og havde det sjovt, mens vi ventede på at festivalen ville gå i gang. Vi kom til at vente længe og det endte nu med at vi tog hjem inden det startede. Vi tog fra festivalen kl 22.00, vi skal jo op og på arbejde i morgen kl 08.00. Men stemningen der var virkelig god og der var virkelig mange mennesker.

Vi fik at vide at det er den største festival i Ghana, men om det passer vides ikke. Alle hoteller er dog booket og trafikken er voldsom – men en oplevelse er det i hvert fald.

Vi havde fået at vide at det kan være lidt farligt at være obruni til sådan nogle begivenheder, jeg havde derfor kun nøgler til huset og lidt penge med mig. Jeg følte mig dog på intet tidspunkt utryg. Jeg ved at hvis der sker noget, så er Sununu og den anden fyr lige ved siden af os og de lader os ikke ude af syne, før de har sat os i en taxa som kører os hjem og vi skal skrive når vi er hjemme. Theresa var ret utryg ved hele situationen, jeg forstår hende nu godt. Det var første gang hun mødte Sununu og den anden fyr – uh han hedder Tanko!!!

Om det er dumdristigt at stole på nogle man kun kender lidt og har mødt for 3-4dage siden ved jeg ikke. Men jeg føler virkelig at Sununu er oprigtig og jeg ved at andre frivillige har hængt ud med ham også. Jeg tror på det er bedre at gå rundt sammen med ghanesere til sådan nogle begivenheder, end kun at gå rundt os obrunis - folk henvender sig i hvert fald ikke til os, som vi er vant til.       

I morgen er Steffis sidste dag her, så vi skal på (surprise) Oasis om aftenen.

Nu er klokken mange (23.15 her) og jeg burde sove.

Vi skrives :)