lørdag den 13. september 2014

Ghana dag 38 og 39 – Ny frivillig i huset


Så i går, fredag, fik jeg en ny frivillig i huset. Hun hedder Rosalind (kaldet Ros) og er fra England. Hun skal være her resten af min tid. Hun skal arbejde på et børnehjem, og helt hvordan det fungerer ved vi ikke.
Ros er en smule ældre end mig, 31, men det burde ikke være noget problem – Doreen var 35 og vi blev ret så gode venner.

Så i går efter arbejde tog jeg til byen og fiksede nogle småting, sagde hej til Sununu og skyndte mig hjem for at møde Ros.

Efter mad tog vi til byen og jeg gav hende en kort rundtur og vi endte selvfølgelig på Oasis. Ros var ret træt og det blev ikke sent, vi var hjemme 21.30.

I dag, lørdag, har vi taget en lidt større rundtur inde i byen og slappet af på stranden (jeg elsker stranden her, selvom det er alt for farligt at svømmer her). Jeg har introduceret Ros til de fleste af de mennesker jeg kender her, så hun kommer til at kende folk lidt her. Umiddelbart er hun lidt tilbageholdende, jeg håber det er fordi hun først lige er ankommet og alt er nyt og anderledes.  

Nu kan man virkelig mærke at det er ved at blive dry-season og solen har fremme hele dagen – det er varmt og kræver en kæmpe mængde solcreme – og ja, jeg er nu solskoldet alligevel.

Det har været en hyggelig og afslappende dag. Her til aften tager jeg ud med Sununu og måske nogle af de andre også. Ros har umiddelbart sagt at hun ikke vil med – det er jo op til hende.

Hvis man vil møde nye mennesker her at det primært om aftenen i weekenden man møder dem – og det er helt vildt hyggeligt at være i byen om aftenen. Jeg håber at Ros vil tage med mig en dag og opleve det – ellers går hun altså virkelig glip af noget!

Ros og jeg deler pt. værelse, men vi har planer om at spørge om Ros kan få det andet værelse, når Sofia (Agnes datter) tager hjem igen. Faktisk troede jeg hun ville tage hjem i dag, men der går nok lidt længere tid, for Isabella (Agnes anden datter – hun har 3) fødte en lille dreng i nat. Agnes kommer derfor til at tilbringe noget af tiden der, for at hjælpe dem. Det er Isabellas første barn og han ser så super sød ud på de billeder jeg har set – jeg glæder mig til at møde ham!

Lige et par stemningsbilleder fra idag: 

Ros, mig & Sununu ved Sununus shop. 


Det her er min yndlings strand i Cape Coast, en smule udenfor byen.


Ellers er alt som det plejer her og jeg elsker stadig at være her.

Vi skrives når der er noget nyt :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar