Ghana dag 31-33 – Fetu Afahye, festival i Cape Coast

Så de sidste to dage har jeg ikke skrevet, ikke fordi der ikke er noget at skrive, men jeg har ikke haft tid.

Fik jeg nævnt at der er festival i Cape Coast??? Det gjorde jeg vist nok og det går altså ikke stille for sig.

Fredag efter mad hoppede jeg i en taxa og kørte (med noget besvær) indtil byen, hvor jeg mødtes med Sununu. Allerede på det tidspunkt var der mange mennesker.

Vi mødte nogle andre (jeg har mødt så mange mennesker at jeg ikke kan huske dem) og så stillede vi os op på en balkon på Kingsway.

Sidste år blev orange-friday indført og det betyder en masse mennesker klædt i orange (jeg havde en orange-lignende top på).

Vi havde god udsigt over paraden og alle menneskerne på gaden. Tror det var her det gik op for mig hvor mange mennesker der er her under festivalen – vi snakker tusinder!!!

 Vi stod og nød festivalen fra balkonen indtil det faktisk var muligt at gå på vejen igen. Vi havde Sununu’s søn Arafat på 5år med os, så han også kunne nyde festivalen. Efterfølgende fulgte vi  Arafat hjem til Sununu’s mor og så tog vi ellers lidt rundt i byen, for at se hvad folk lavede.

Ghanesere forstår virkelig at feste! Der er høj musik alle vegne og der bliver danset alle vegne – det er fantastisk!

Jeg endte med at være hjemme ca. kl. 3 om natten. 4 timer efter stod jeg op igen (der er morgenmad kl. 07.00). Jeg gik nu i seng igen efter morgenmaden, men faldt aldrig i søvn igen. Jeg mødtes med Sununu kl 10.30 inde i byen lørdag morgen.

Sununu viste mig lidt rundt i byen, jeg så bl.a. hvor han bor (eller et af stederne hvor han bor) og en masse andre steder. Vi hentede Arafat, mødte nogle andre og fandt os en god plads, på ladet af en bil, på Kingsways og så startede festlighederne ellers.

Hvis jeg syntes der var mange mennesker fredag, så var det slet ikke til at sammenligne med lørdag! Det var virkelig umuligt at stå eller gå på Kingsway.

Lørdag er den store festivals dag, hvor blandt andet the chiefs (cheferne der styrer de forskellige områder i Ghana) bliver båret rundt i en kæmpe parade. Det var fest og farver (se billederne og bedøm selv) og virkelig en oplevelse. Det er synd vi ikke har sådan noget i Danmark.

Da paraden var kommet forbi os, gik vi en bagvej ned til Sununu’s shop og Oasis – det var der paraden ville ende.

Vi smuttede ind på Oasis for at slappe lidt af og Sununu mødte nogle franske piger han kendte og skulle lige hjælpe dem med noget, jeg sagde det var fint nok at jeg ventede med Arafat, for hans sagde han ville komme hurtigt tilbage… ja.. AFRICAN TIME!!!

Så der sad jeg så med Arafat, hvilket egentligt var fint nok, bortset fra at han kun snakker fanti og jeg kun engelsk. Som en hver anden 5årig syntes han selvfølgelig at det var kedeligt at vente og det lykkedes ham at stikke af fra mig 3 gange (jeg fangede ham nu hver gang og jeg tror nu bare han ville lege fangeleg). Men det er altså ikke skide smart at en 5årig stikker af blandt alle menneskerne (ja, han løb ud af Oasis). Jeg fangede ham sidste gang og så slap jeg ham altså ikke igen. Vi så lidt mere af paraden og så gik vi hen til shoppen, i håb om at Sununu ville være der.

Det skal lige siges at jeg ringede til Sununu nogle gange, men hans telefon var i mellemtiden løbet tør for strøm. Jeg var efterhånden noget sur over situationen. Vi havde aftalt at mødes på Oasis, men jeg var nu gået til shoppen. Sununu fandt os der efter at han havde været væk i en times tid (tror jeg). Han så noget lettet ud, da han fandt os (jeg, ond som jeg nu engang er, syntes han havde rigtig godt af at blive lidt bekymret). Jeg fortalte ham at Arafat var løbet fra mig indtil flere gange og spurgte hvor han havde været så længe (jeg havde set de franske piger komme tilbage til Oasis uden ham). Han forklarede at han var taget hen til moskeen for at bede, hvortil jeg svarede at det skulle han altså have fortalt mig, at han gjorde og jeg ikke brød mig om, bare at blive efterladt med hans (vildbasse til) søn. Jeg fik da en undskyldning eller 10 efterfølgende.

Jeg havde da fået drænet Arafat for energi, så vi fulgte ham tilbage til hans bedstemor og så tog vi hen for at se hvad der skete ved pladsen ved Oasis.

Det var blevet tid til at holde taler. Ikke nok med at alle cheferne fra de forskellige områder i Ghana var til stede, så var præsidenten også tilstede – så man kan vist rolig sige at jeg har set toppen af Ghanas samfund.

Vi trængte til en pause fra alle menneskerne og begav os hen til fort William, hvorfra der er udsigt over halvdelen af Cape Coast.

Senere på aftenen tog vi til et sted ikke langt fra Abura, hvor der i weekenderne er livemusik. Der skal jeg tilbage igen på et tidspunkt! Stemningen var fantastisk og folk danser, synger og er glade – virkelig skønt.

Det var sidste stop for mig under denne festival og jeg tog hjem derfra og var hjemme kl. 01.30 – meget meget meget træt.

Det sjove ved at være sammen med folk som er født og opvokset i Cape Coast er at de kender alt til byen. Jeg har set steder jeg ikke ville komme til at se, hvis ikke det var fordi jeg kendte nogle ghanesere.

Og nu til lidt billeder fra festivalen. De er desværre i dårlig kvalitet, da jeg har taget dem med min mobil, men sådan er det, når man ikke vil tage for mange ting med sig rundt (der er en lidt større risiko end normalt for at få stjålet sine ting under festivalen).

Børn klædt ud som sygeplejersker. Ja, det er sådan 

nogle af sygeplejeskerne går klædt på hospitalet.

De grønne sygeplejesker er ikke lige så godt uddannet som de hvide. 

En eller anden halv vigtig person. 

Mennesker som venter på at det hele starter.

Der blev danset en del.

Flere vigtige personer.

Hver gruppe har sin egen farve.

Læg mærke til cheferne, som bliver båret.

Manden i det farverige tøj med ryggen til, er chefen for Cape Coast.

Manden der giver hånd til chefen er præsidenten. 

Ghanesere og deres madkultur er en hel historie for sig selv. Sununu købte, jeg tror han købte 5-8 forskellige små ting jeg skulle smage, hvilket var ret sjovt. Vi får altid at vide at vi skal holde os fra streetfood (den mad der bliver solgt fra små boder), da hygiejnen ikke er helt i top her. Men når man er sammen med ghanesere, så spiser man altså det de spiser – altså streetfood. Og ingen problemer i det, i hvert fald ikke for mig, jeg spiste stort set kun streetfood i går og jeg har det da fint i dag.

Jeg smagte en af de retter ghanesere spiser mest, banku, og det var faktisk mere spiseligt end jeg havde regnet med. Banku er majs, der er blevet kogt til en dej-agtig masse. Det smager lidt surt ala surdejsbrød/rugbrød og konsistensen er lidt et mix mellem en alt for tyk grød og dej. Banku spises med fingrene, hvilket nu også var lidt sjovt at prøve. Vores banku blev serveret med en spicy sovs og fisk (nej, jeg spiser stadig ikke fisk).

Der er en anden meget populær ret her i Ghana, nemlig fufu. Det er cassava og plantain (altså en kartoffelagtig ting og ikke-søde bananer) der bliver most sammen. Jeg tror umiddelbart ikke lige det er en ret jeg vil bryde mig om, men Sununu har sagt at det skal jeg smage og jeg har lært så meget, så jeg ved at jeg ikke har noget valg.

Hvis en ghaneser tilbyder dig mad, så er det ikke altid lige godt at sige nej tak. Jeg sagde nej tak til nogle nødder i går (jeg havde altså allerede spist en lille håndfuld af dem) og så tror de straks at der er noget galt.

Ellers fik jeg smagt alt fra noget der smagte lidt som æbleskiver, men havde konsistens som falafel, noget der mindede om et pitabrød, der var ligeså tørt som knækbrød, til underlige søde nødder og mandelsmåkager.

I dag, søndag, laver jeg ingenting. Jeg slapper af, skriver lidt på min eksamensopgave og bander over at strømmen kommer og går som det passer den i dag.

I morgen starter en ny uge, jeg har ingen planer pt, men det kommer nok.

Vi skrives :-)