Det svinger ret meget på A&E (accidents and emergency
afdelingen). Det ene øjeblik er alt helt vildt fedt og spændende og det næste,
ved jeg slet ikke hvor jeg skal gøre af mig selv.
Tirsdag var forholdsvis travl og vi havde en masse
patienter. Jeg kan ærligt ikke huske hvad jeg lavede tirsdag, onsdagen
overskygger alt.
Kl. ca. 9 onsdag morgen kommer der nogle forældre ind med
deres 8-årige dreng. Drengen er fuldstændig stiv i kroppen, hans øjne er
blanke, store og indsunket og du kan se alle muskler, sener og knogler. Han har
ret svært ved at trække vejret (han bruger alle respirationsmusklerne). Man kan
tydelig se at forældrene er bekymrede. Og det er så her jeg ikke bryder mig om
det ghanesiske sundhedssystem og personalets holdninger til tingene. Jeg målte
med det samme værdierne på drengen og konstaterede at hans saturation var 74
(den skal være omkring 100) og hans temperatur var i armhulen 40,4 (så den har
nok været 41-42 grader i virkeligheden,
hvilket er dødeligt). Det tog sygeplejerskerne omkring en halv time at give ham
noget ilt… Jeg var noget utålmodig og det var vist kun fordi jeg blev ved med
at spørge at det kun tog en halv time.
Lægerne bad forældrene om at købe noget medicin til drengen,
før de var 100% sikre på hvad han fejlede. Det er for mig en smule underligt at
de køber medicin før diagnosen er stillet, da medicin her er så utroligt dyrt
(set med ghanesiske øjne).
Jeg brugte resten af
dagen på at tjekke op på den lille dreng og styre mængden af ilt. Det er
egentligt et lægejob, men nogle skal jo sørge for at drengen faktisk overlever
– så det blev mig.
Og hvad fejler drengen så? Ja, det ved de stadig ikke helt
100%, men vi regner med at han har enten meningitis eller tetanus (stivkrampe).
Overlever han? Det er svært at sige, men hans tilstand har været stabil siden i
går, hvor jeg forlod ham. Hvis han overlever, så bliver det nok ikke uden men.
Det var bare lidt af dagen i går, for om eftermiddagen fik
vi et traume ind. Aldrig har jeg set det ghanesiske personale arbejde så
hurtigt. Jeg så ’desværre’ kun en lille del af det, for jeg havde en patient
til scanning.
Men vi fik en mand ind, der på motorcykel (uden hjelm eller
nogen form for beskyttelse) var braget sammen med en bil. Ulykken havde været
så voldsom at folk rundt omkring i byen vidste den havde været der (jeg var
sammen med Sununu om aftenen og da jeg fortalte at vi havde haft en mand der
var kommet til skade, fuldførte han sætningen med motorcykel vs bil).
Manden havde fået et kraniebrud, brækket ben og sikkert
meget andet. Der var blod ud over hele afdelingen! Han var virkelig ikke et
kønt syn og desværre var hans liv ikke til at redde.
Jeg havde det ret svært med hvordan personalet på afdelingen
taklede situationen – men det er ikke noget jeg vil uddybe på bloggen. Jeg gik
fra hospitalet i et underligt humør.
Fra at A&E har været totalt kaotisk de sidste 2 dage,
var der super kedeligt i dag. De sidste to dage har vi haft omkring 40-60
patienter, de fleste rimelig ustabile, og i dag havde vi 15-20, alle mere eller
mindre stabile. Jeg smuttede derfor tidligere i dag, jeg var træt af at glo ud
i luften.
Om eftermiddagen de sidste par dage har jeg lavet lidt
forskelligt. Jeg har været til fanti-undervisning (altså det lokale sprog her i
Cape Coast), hængt ud med Sununu og nogle af de andre, vasket tøj (hvilket som
altid er kedeligt hårdt arbejde) og været lidt mere flittig med skolearbejdet.
I skrivende stund venter jeg på den nye frivillig kommer. Vi
har fået at vide at hun ville komme i dag, men jeg undre mig lidt over at hun
ikke er her endnu – måske hun først kommer i morgen?
Jeg havde egentligt aftalt med Agnes at den næste frivillige
ville få Steffis værelse.. Men pt. bor en af Agnes’ døtre, mand og datter derinde,
og min ekstra seng er blevet redt op, så tror vi kommer til at dele værelse.
Det går nok alt sammen, selvom lidt privatliv er rart.
Hvad der kommer til at ske de næste par dagen (altså i
weekenden) er ikke planlagt nu, jeg vil vente og se hvad den nye frivillige har
lyst til.
Vi skrives :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar