En ghanesisk skadestue fungerer lidt (til tider meget)
anderledes end en dansk. Når man hører en af lægerne,Dr. M. som bestemmer ret
meget på hospitalet, fortælle om hvordan skadestuen skulle fungere, lyder det
som en almindelig skadestue, som man kender dem derhjemme. Men når man så ser
hvordan det fungerer, så er det bare en helt anden virkelighed.
I dag var en travl dag. Jeg har ikke styr på antallet af
patienter, for vi er ved at indføre et nyt system, hvor patienterne hurtigere
bliver flyttet til de almindelige afdelinger, så der er en stor udskiftning af
patienter.
Kl. 09.15 kom en mand (far) løbende i panik ind på
afdelingen og skreg ”help my son is dying, please in Jesus name I pray, save
him, stay in your body, help me” og en hulens masse andet jeg ikke husker lige
pt.
Vi fik sønnen, på en 4-6 år, på en briks og så gik alt
ellers langsomt (og alt for langsomt i min verden). Faren skreg og omklamrede
sin søn, så vi ikke kunne komme til. Dr. M blev lettere hidsig over faren og skreg af
ham, det hjalp ikke. Så stak Dr. M. faren en flad og så blev faren ellers bedt
om at vente udenfor – han gik mens han sagde ”thank you Jesus, for helping him”.
Hvad der helt præcist skete derefter har jeg ikke tænkt mig
at udpensle her. Jeg vil ikke udstille hverken læger eller sygeplejersker, de
gør hvad de er vant til, men jeg kan sige så meget: Velkommen til Afrika!
Drengen overlevede ikke. Det er mit 3. døde barn her…
Efter den episode var jeg i pænt dårligt humør.
Senere kom der en dreng på 7 år ind. Han arbejde med sin
familie som farmer (hvad de helt præcist laver, ved jeg ikke). Han havde været
ude for en ulykke hvor de yderste to led af pegefinger, langefinger og
ringefinger på den ene hånd var brækket. Ikke nok med at de var brækkede så
hang de sådan set kun fast i huden.
Drengen fik skiftet bandage to gange, så jeg har sådan set
stået med hans fingre i hånden to gange… Stakkels dreng.. det gjorde vildt ondt
på ham og ingen gjorde noget ved det. Jeg prøvede, men uden succes.
Min sidste vilde oplevelse i dag var en und mand (ca. 25år
vil jeg gætte), som har været ude for en eller anden form for
bilulykke/motorcykleulykke. Han havde en del skrammer, men værst var hovedet.
Vi snakker et kæmpe sår fra det øverste af panden til et godt stykke oppe på
issen – dog kun i den ene side. Der var frit udsyn til kraniet – så har jeg da
set det også.
Manden var kommet i går, men det var først i dag, at han
blev renset for blod og skidt og snavs.
Han var i ekstrem meget smerte, ikke engang morfin hjalp. Jeg rensede hans sår med hjælp fra en
sygeplejerske.
Denne patient skal have et ct-scanning af hovedet, men
surprise surprise så har hospitalet ikke en ct-scanner, så han er nødt til at
komme til Accra. Jeg ved ikke lige hvordan det vil fungere, for han har ingen
pårørende (hvilket betyder han er virkelig på røven på hospitalet - Ingen til
at købe medicin eller mad til ham.)
Resten af tiden løb jeg rundt, målte værdier, kiggede med,
flyttede patienter til andre afdelinger og lavede lidt papirarbejde. Jeg
arbejdede længere i dag for der var så travlt.
Som en hver anden skadestue svinger arbejdsmængden ekstremt.
Her kommer folk direkte fra hjemmet
eller fra andre hospitaler eller afdelinger. Ambulancer findes, men de bliver
vist kun brugt til at transportere patienter til andre hospitaler.
Folk her brager bare ind på afdelingen og snakker med en
sygeplejerske eller læge. Der er ingen reception. Folk bliver først undersøgt,
når de har fået lavet og hentet en journal – det udløser en del ballade nogle
gange, for patienterne vil bare undersøges og ikke hente deres journal.
Herefter er alt african time, vente vente vente. Patienterne får sjældent
medicin før deres pårørende har været ude og købe det, det skal virkelig være
skut før de får det fra afdelingen (jeg tror nu stadig de selv skal betale for
det).
På de almindelige afdelinger får patienter to måltider om
dagen, morgenmad og frokost. Aftensmad skal de selv /pårørende sørge for. På
skadestuen får patienterne ikke mad, det skal de selv sørge for.
Alt i alt er det en lidt anden oplevelse her, men det er jeg
efterhånden vant til.
Vi skrives :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar