Ghana dag (24 aften og) 25 – Oasis og Elmina

Okay, jeg starter hvor jeg sluttede i går. I går aftes tog Steffi og jeg på Oasis (ja, vi er der stort set hver gang vi tager ind til byen), men fredag og lørdag aften forvandler stedet sig til et diskotek og samlingspunkt for obruni’s.

Vi fik lidt at spise (vi var ikke helt vilde med aftensmaden vi havde fået hjemme) og købte noget at drikke (sodavand altså). Så sad vi ellers der og snakkede, da nogle ghanesiske fyrer kom hen til os. Den ene kendte vist Steffi, men jeg havde ikke mødt dem før. Jeg faldt rimelig hurtigt i snak med den ene af dem, Sununu, og det endte med at vi snakkede rimelig længe (1-2 timer).

Der var live tromme-afrikansk-dans-og-sang-band mens vi snakkede men så blev musikken skiftet ud med europæisk/ghanesisk musik og folk begyndte at komme i feststemning.

Den største forskel på ghanesisk og dansk gå-i-byen-kultur er dans. Her er ikke pigerne der indtager dansegulvet, men de ghanesiske fyrer – hvilket er ret så underholdende.

Sununu havde fortalt at han var der for at have det sjovt og ikke mindst for at danse, så da musikken skiftede var han rimelig hurtig til at spørge om vi ville med ud på dansegulvet... Vi sagde ja efter lidt tid.

Så der stod vi under åben himmel, i regnvejr, to obrunis og dansede med en bunke ghanesiske fyrer og nøj hvor var det sjovt! Der gik nu ikke længe før der var flere der joinede os.

Der blev virkelig danset igennem. Nogle ghanesiske fyrer kommer også ret tæt på en, hvilket ikke altid er lige behageligt. Især en fyr (meget meget stor fyr) prøvede ihærdigt at komme til at gnubbe sig op af min bagdel, men Sununu fangede hurtigt at jeg ikke brød mig om ham og sørgede for at gå ind imellem os – det var ret rart.

De ghanesiske fyrer er for det meste ret små, vi snakker altså højde og drøjde. Jeg er for det meste et pænt stykke højere end dem og det bliver kommenteret, men altid positivt. Man får for øvrigt mange kommentarer her, positive, omkring ens udseende og i går også min dans. De fleste andre obruni-piger danser lidt for dem selv og ret kedeligt, men jeg fik lært lidt ghanesisk-style-dans, hvilket ifølge alle de kommentarer jeg fik, gik ret godt.

Alt-i-alt havde vi en rigtig sjov aften og fik os en ny ven.

Idag mødtes vi med Joanna, som arbejder på hospitalet sammen med Steffi. Steffi er en heste-pige og ville gerne ride en tur på stranden og Joanna vidste hvor man kunne det. Vi mødtes i Elmina, en lille by ikke langt fra Cape Coast, hvorefter hun tog os til et luksus hotel, hvor man kunne ride. Mens Steffi red, snakkede jeg med Joanna og legede lidt med hendes nevø Junior.

Steffi, guide og heste(r)

Mig selv, Joanna og Junior.

Efterfølgende var planen at vi gerne ville i poolen, som hotellet har, men det var godt nok dyrt også set med danske øjne, så det skippede vi. Vi sagde farvel til Joanna og tog tilbage til Cape Coast, hvor vi købte noget frugt og slappede af på Oasis (ja, det er virkelig et stamsted). Vi soppede lidt i vandet, besøgte Sununus's shop, som ligger lige ved siden af og nu er vi hjemme igen og slapper bare af resten af aftenen.

Elmina castle og fiskebåde.

Find det danske flag.

Elmina beach.

Cape Coast beach og fiskebåd, hvilket er normalt

at finde på strandene.

I morgen sker der nok ikke det store her. Jeg har planlagt at jeg skal skrive min første opgave (fastlagt studieaktivitet) i morgen, selvom jeg ikke gider skal det jo gøres. Så det kan være jeg skipper i morgens indlæg – hvis der intet nyt eller spændende er at skrive, så skriver jeg altså ikke.

Vi skrives :)

Ghana dag 24

Endnu en dag på hospitalet og i dag skete noget jeg ikke var forberedt på.

Jeg kommer til at gå lidt i detaljer med sårplejen i dag, så sarte sjæle skal nok skippe dagens indlæg.

Jeg har det ret godt med de (14) medicinstuderende der er på afdelingen og sygeplejerskerne sætter mig til flere og flere ting, hvilket er ret fedt. Jeg jokede lidt med medicinstuderende og især Stanislev drillede jeg, da han endnu ikke har renset et sår – hvilket stor set alle de andre har. Så vi lavede en deal, han skulle rense et sår og jeg skulle assistere ham og omvendt.

Af en eller anden grund ville den afdelings-assistent (som stod for sårplejen i dag) ikke lade medicinstuderende gøre det, men spurgte mig om jeg kunne ordne et sår. Jeg sagde ja, men at hun skulle guide mig undervejs. Jeg er vant til at assistere ved de grotesk store sår de har, men har aldrig selv skiftet et. Jeg vidste på daværende tidspunkt ikke hvem jeg skulle lave sårpleje på. Afdelings-assistenten pegede på den patient jeg skulle ordne og jeg var ret skeptisk. Jeg var lige ved at sige nej tak, men jeg valgte at kaste mig ud i det.

Jeg fik den patient, med det kæmpe sår på armen, jeg beskrev forleden dag. Ganske rigtigt har hun mistet yderligere to fingre nu og der er blevet fjernet mere væv, så hun har sådan set kun hud på fingerspidserne på de resterende to fingre og overarmen. Resten af armen er et stort åbent nekrotisk (dødt væv) og betændt sår, med blottede nerver, sener, muskler og knogle.

Jeg startede med at fjerne den gamle forbinding. Det i sig selv ville være nemt nok, men når såret væsker og det tørre, så sidder det altså fast. Det findes der råd for, så vi hældte saltvand (sådan noget du vil give iv også) ud over forbindingen, så blev den noget lettere at fjerne. Jeg skiftede til sterile handsker og mundbind.

Herefter troede jeg at vi skulle gøre som vi plejede, men de har ændret sårplejen til denne patient. Så afdelings-assistenten tog hydrogen peroxide (google siger mig det er brintoverilte) og plaskede det udover patientens arm. Jeg har set meget sjov ud i ansigtet og min indre sygeplejerske skreg NEJ NEJ NEJ. Forestil dig synet af en cola du putter en mentos i – det bruser over. Sådan så kvindes arm ud. Kvinden skreg og græd og det var ganske enkelt forfærdeligt at være vidne til dette. Jeg var så chokeret at jeg bare stod og glodede, mens jeg ikke kunne lade være med at udbryde ’Oh my god! Why are you doing this?’ Svaret: det gør det lettere at fjerne alle urenheder og dødt væv (fair nok, det er korrekt, jeg har læst op på det, men det er ikke en metode der benyttes i dag, da det kan slå det raske væv ihjel).

Efter choket kunne jeg fortsætte mit arbejde. Såret blev renset med saltvand, efterfulgt af en forbinding (gaze) med jod og til sidst legede jeg blæksprutte, da jeg skulle forbinde armen med elastikbind – jeg måtte låne nogle ekstra hænder. Jeg fik meget ros for mit arbejde og de medicinstuderende så lidt misundelige ud.  

Lugten af et så stor og alt andet end sundt sår kan ikke beskrives. Jeg var glad for at jeg havde mundbind på, for så kunne de ikke se de grimasser jeg skar.

Jeg nævnte at kvinden havde ondt? Sådan et sår gør pænt nas (jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det føles). Smertebehandlingen her er primært 1g paracetamol (svarende til 2 panodiler) og ja, pillerne fik hun 3 timer efter sårplejen – så behøver jeg vist ikke at sige mere.

De medicin studerende møder kl 9-10 på afdelingen og går igen kl 12 (de skal i skole også) og det er deres første gang de er i praktik. De er på 4. år ud af 6 i deres uddannelse og jeg bruger meget af tiden på at grine af dem - jeg ved så meget mere om alting end de gør. Idag lærte jeg dem fx om katherteranlæggelse og sondeanlæggelse - de viste godt at det fandtes, men ikke hvordan man tjekkede om det virkede.  

Ellers er der ikke så meget mere at berette fra i dag. Vi tager på Oasis her senere og hygger og ser om vi møder nogle vi kender.

Hvad weekenden bringer vides ikke helt 100% endnu, men jeg skal nok skrive min fastlagt studieaktivitet.

Det er nu helt sikkert at jeg får en ny frivillig her i huset den 10-11/9 og endnu en den 28-29/9. Det er dejligt at jeg ikke skal være alene i en måned, men nu er det kun en uges tid.

Vi skrives :)

Ghana dag 23 – arbejd arbejd

Så i dag startede vi ud med at suge farvel til Doreen. Det var nu alligevel en anelse for trist at sige farvel, så vi valgte nu at sige på gensyn, i håb om at vi vil ses igen i DK eller Tyskland.

Så gik turen ellers til hospitalet. Endnu en dag med patienter, etiske dilemmaer (mest for mig) og sygdom, som man sjældent ser det derhjemme. Jeg tror jeg har samlet nok data nu til at kunne lave både min fastlagt studieaktivitet og eksamen – det bliver mest refleksioner koblet på teori, for sygeplejen her er så meget anderledes end hjemme. Her snakker man stort set ikke med patienterne, de får den info de behøver og passer ellers sig selv resten af tiden.

Nogle situationer er ret svære for mig, fordi de gør ting her, som jeg aldrig ville gøre hjemme - fordi det er farligt for sygeplejersken så vel som patienten, eller hygiejnisk ukorrekt.

Patienterne skal selv betale (og købe) medicinen (det meste af tiden, folk fortæller mig hele tiden noget forskelligt, så det er lidt svært at finde ud af), hvilket betyder at nogle ikke har råd til medicinen og andre ikke har nogle til at købe medicinen for sig – og hvis man ikke har medicin, så kan man ikke få den.

Jeg gør for det meste det samme som sygeplejerskerne, selvom jeg ved at det aldrig ville gå derhjemme – men det er bedre at lære fra sygeplejerskerne og stille nysgerrige spørgsmål end at blive sur og virke bedrevidende – når de kigger væk, følger jeg så vidt muligt de danske standarder.

Hygiejnen her er til gengæld overraskende god når det kommer til sårpleje – se bort fra at omgivelserne er møg beskidte. Der bliver brugt almindelige handsker til at fjerne den gamle bandage og sterile handsker til at rense og påføre nye forbindinger – faktisk bruger de mere sterile handsker her, end jeg har oplevet i DK. Alle sår får så til gengæld stort set samme behandling:  vaske med vand (sterilt, eller så sterilt som det nu engang kan være, når samme vanddunk bliver brugt til alle patienterne), påføre gaze med jod og så en forbinding udover. Man vender sig til det og det er faktisk meget lettere at huske, end de 117 forskellige typer plaster og sårplejemidler vi har derhjemme.

I morgen vil jeg snakke med en læge (hvis der er en der har tid) og spørge lidt ind til brugen af jod i sår – jeg har læst lidt forskning i dag og det kan gå hen og blive en sjov samtale i morgen, vi får at se.

Her til eftermiddag og aften har vi lavet ingenting. Vi snakkede lidt med Agnes datter Isabella, som er højgravid. Vi forventer at hun føder indenfor de næste 2 uger. Steffi ville gerne være med til fødslen (hun er vel ikke jordemoder for ingenting), men det kræver at Isabella føder inden onsdag. Det skal nu nok blive hyggeligt med en lille baby her indimellem. Isabella og hendes mand bor vist her i Cape Coast, men ved ikke så meget mere – de var bare på besøg i dag.

I morgen venter endnu en dag på hospitalet og så er det weekend-tid.

Vi skrives :)

Ghana dag 22 – Første dag på female surgical ward

Så er det tilbage til hverdagen efter vores tur til Mole.

I dag startede jeg på en ny afdeling – female surgical ward, oversat til dansk giver kirurgisk afdeling for kvinder. Her har man ikke speciale-afdelinger (som mave-tarm-kirurgisk, hjertemedicinsk osv.) men i stedet er det inddelt i mænd og kvinder samt kirurgisk og medicinsk.

På female surgical ward er alle de kvinder der behøver operationer. Min første dag bød på lidt af hvert.

Jeg joinede de ghanesiske medicinstuderende på deres rundtur rundt og skifte forbindinger og rense sår, det brugte vi nok en 3 timer på.

(Nu skal meget sarte sjæle springe det næste afsnit over.)

De fleste ved at jeg ikke er sart når det kommer til sår, men i dag var det altså næsten for meget af det gode. Jeg skal spare jer for billederne. Vi snakker et sår efter en ben-amputation, som ikke er lukket og ikke vil hele pga. diabetes og infektioner. En anden kvinde med diabetes havde et nekrotisk (dødt væv) sår som dækkede det meste af hendes underarm og hele den ene hånd – det var der nu gået koldbrand i og hun havde mistet en finger og min umiddelbare vurdering og erfaring siger mig at hun kommer til at miste to fingre yderligere – højst sandsynligt hele armen, hvis koldbranden spreder sig. Jeg har set et bryst, som var 4-5 gange så stort som det raske, pga. en byld (eller hvad man skal kalde det når det er så stort) – betændelsen løb i hvert fald ud af brystet.

Det er helt ekstremt hvad de har af tilfælde her.

Nå men jeg faldt i snak med en medicinstuderende, Stanisl-et-eller-andet, og vi fik os en god snak om forskellen mellem Danmark og Ghana – godt som skidt. Jeg tror de andre drillede ham ret meget fordi han snakkede med en sygepleje-pige-obruni, men jeg aner nu ikke hvad der blev sagt, de talte twi/fanti – men sjovt var det nu alligevel og han var ligeglad.

Jeg snakker også ret godt med sygeplejerskerne på afdelingen – vi fik os en god diskussion omkring religion og kristendom – jeg passer nu lidt på hvad jeg siger, for de er meget kristne her (ingen børn før ægteskab, kirke minimum en gang om ugen, salmer og gospel-sange hele tiden).

 Nu noget andet end hospital.

Her til eftermiddag/aften har vi været i byen (igen igen). Vi har spist på en lille restaurant hvor man kan få cheese-pasta (jeg kan ikke rigtig forklare hvad det er, men det er vildt godt). Det var Doreens ønske at spise der i dag og gå på Oasis bagefter, så det gjorde vi. Det var super hyggeligt og Wilma sluttede sig til os også.

I får lige et par stemningsbilleder fra Abura.

Vi skrives :)

Ghana dag 21 – Sidste (måske og vist nok) outreach og social evening

Så i dag tog jeg med Doreen på outreach, for det er ikke helt nemt at gøre selv og hun ville gerne (hendes sidste dag på outreach). Det var okay, men ikke ligeså sjovt som de andre gange, så vi skyndte os at gøre os færdige, så vi kunne komme ind til byen og ordne nogle småting (penge, taletid, INTERNET osv.).

Eftermiddagen blev brugt på at vaske tøj, hvilket er en seriøs sportsgren (okay okay, men så i hvert fald god arm træning, når nu musklerne i mine arme er ikke eksisterende). Tøjvask foregår i hånden og med to eller tre baljer med vand (koldt) og sæbe. Ja, vandet bliver sort og tøjet lidt renere – det lugter ikke så slemt efterfølgende. Det blev så hængt til tørre udenfor og det har sådan set regnet lige siden… Det bliver spændende at se hvornår det er tørt.

Her til aften har vi været til social evening. Vi troede vi skule lære fanti, men det var så tromme-sang-danse-lektion i stedet. Vi var kun Doreen, Steffi og jeg. Der er endnu en frivillig i Cape Coast, men et eller andet var gået galt, så hun var der ikke. Men nøj hvor havde vi det sjovt og vi har grint hele aftenen.

Endnu en optur fra aftenen var at der var is og popcorn, hvilket vi gik lidt amok i – men hey, det er altså ikke noget man ser hver dag her.

Jeg spurgte lidt indtil hvornår der ville komme nogle nye frivillig, for de tre andre der er her rejser indenfor de næste to uger. Der kommer en ny frivillig den 10/9 og det var egentligt meningen at hun skulle bo hos en anden familie, men nu bliver hun (hvis alt går som lovet) rykket hjem til mig. Hvis det går som jeg håber, så har jeg kun en uges tid her alene.

Derudover så spurgte Grant (leder for projects abroad Cape Coast) Steffi i hendes evaluering om hvilke ting hun gerne ville have lært til de her social evenings, hvortil jeg svarede at jeg gerne vile have en fanti-lektion. Det lovede han så at vi ville få næste gang (den 9/9), hvor jeg er her alene – så jeg får forhåbentligt ene-undervisning i fanti. Det vil virkelig være hjælpsomt at snakke lidt fanti når jeg er på hospitalet, for ikke alle snakker lige godt engelsk, hvis de overhovedet snakker engelsk.

Der er altså ingen billeder fra vores social evening i dag, for Steffi har dem på hendes kamera.

Vi skrives :-) 

Ghana dag 16-20 – Tur til Tamale, Mole nationalpark, Kintampo vandfald og Monkey Sanctuary

Okay okay.. Jeg lovede at blogge når jeg kom hjem fra vores 5-dages tur til det nordlige Ghana, MEN mit net til computeren løb tør midt imens jeg skypede med Michael (irriterende? Uh yes!). Nå, det er nu fikset (eller ikke imens jeg skriver dette, for nettet røg for 15min siden, men når i nu læser det).

Nå dette bliver et maraton indlæg, men jeg inddeler det i de forskellige dage fra vores tur. Men lige lidt generelt info først.

Hvis man vil se natur og dyr (safari) i Ghana, siger alle at man skal tage til den nordlige del af Ghana. Cape Coast ligger i den sydlige del af Ghana, så vi (Doreen, Steffi og jeg) har altså rejst hele vejen igennem landet. Jeg har været i Ghana i 3 uger (i morgen, altså tirsdag den 26/8) og det er egentligt ret hurtigt at tage sådan en lang rejse, men nu bød muligheden sig og jeg valgte at tage turen. Doreen rejser hjem torsdag og Steffi rejser den 3/9 (jeg skrev vist nok at de ville rejse hjem sammen, men det kunne ikke lade sig gøre). Jeg har det ret godt med de to tøser, så det var fedt at tage på eventyr med dem og vi var nødt til at gøre det nu, inden Doreen rejser.

Og nu til hele turen med så mange detaljer jeg nu engang kan huske og gider at skrive.

Ghana dag 16 (dag 1)

Vi stod op kl 03.00 og havde lavet en aftale med en taxa-chauffør som hentede os ved lågen og kørte os til bussen mod Kumasi. Kl 04.20 var bussen fyldt og kørte mod Kumasi. 3 timer senere stod vi midt i det vildeste kaos i Kumasi. Kumasi er Ghanas næststørste by og har Vestafrikas største marked. En taxa-chauffør kastede sig over os og det endte med at vi kørte med ham til næste bus. I næste bus ventede vi i 2 timer før den var fyldt og kørte. Busserne og trotro’s kører først når de er fyldte. Vi skulle med bussen fra Kumasi til Tamale og vi forventede at være fremme kl 17.30 (bussen kørte kl 10.30). Forestil dig en almindelig turistbus, i lidt dårligere stand, proppet med mennesker. Ikke nok med at alle sæderne var fyldte og alle havde tasker og poser alle vegne, så sad der folk i midtergangen på plastiktaburetter. Under hele turen kørte et lille tv for fuld skrue med lyder skruet helt op – hip hip hurra det var ikke så sjovt.

Et dårlig mobil-billede af en meget proppet bus.

Nå men alt var skønt, og vi nød at se hvad Ghana har at byde på, men så gik et af hjulene på bussen i stykker. Alle mand ud af bussen midt på vejen in the middle of nowhere. Vi vidste godt at det var ganske normalt at det sker, vejene er ikke altid lige gode (men har da asfalt). Nå men folk gik i gang med at reparere bussen mens resten af os ellers bare stod der og ventede og ventede. Omkring 2 timer efter var bussen klar til at kører. Jeg begyndte at blive en smule rastløs, for kunne godt se på uret at vi nu ville ankomme i mørke. Ind i bussen igen og videre med os. Vi kørte en lille times tid og så gik bussen i stykker igen. Nu holdte vi igen in the middle of nowhere, denne gang i mørke og uden lys på bussen. 20min efter havde bussen igen lys og vi kørte videre mod Tamale. Kl 20.30 ankom vi til Tamale, hvor 117 taxi-chauffører kastede sig over os og ville køre os hvor vi ville hen. Vi fangede en taxa og sagde at vi skulle til Asempa Lodge, hvor vi havde booket et værelse. Det gik de med til og vi aftalte at betale 15cedi i alt. Vi blev så kørt til det forkerte sted, hvilket vi hurtigt opdagede, for vi havde set Asempa Lodge fra bussen. Vi forklarede ham at det var forkert og så gik det ellers lidt heftigt for sig og jeg blev noget så sur. Det hele endte med at han ville have en halv formue (okay okay, ikke i dansk forstand, men i ghanesisk) og at han ikke anede hvor vi ville hen. Han spurgte vej og vi fik pruttet ham ned i pris, da vi lovede at vi ville bruge ham igen dagen efter. Vi endte med at betale 30 cedi i alt hvilket var dobbelt af hvad vi burde betale for den tur. Han ville gerne have vores nummer, så han kunne ringe til os, men vi forklarede ham, at det ikke gav mening at han ringede til os, men at vi nok skulle ringe til ham og han gav mig hans nummer (hvilket jeg ikke gemte, for vi gad da ikke at bruge ham igen). Nå efter den forfærdelige taxa-tur blev vi indlogeret hos Asempa Lodge hvilket var skønt – kl var på det tidspunkt 21.00.

Vores bus der er ved at blive fixet.

In the middle of nowhere...

Jeg fortæller ikke om maden på denne tur, for det var til tider ret sparsomt hvad vi spiste. Men det er nemt at købe brød undervejs og der er da blevet fortæret et par brød eller 4.

Et af de brød vi spiste undervejs var dette 'regnbue'-brød,

det smagte af normalt brød.

Ghana dag 17 (dag 2)

Vi blev hente af en taxa kl 05.00 og kørt tilbage til busstationen, hvor vi havde fået at vide at bussen mod Mole Nationalpark ville køre kl 05.30. Vi ankom og fik købt vores billetter og så ventede vi ellers længe.  Vi mødte to andre tyske piger Susan og Theresa (Theresa arbejder også på hospitalet og har været på børneafdelingen sammen med mig i sidste uge). Jeg vidste godt at de også skulle til Mole, så det var nu ret hyggeligt at møde dem i Tamale. Vi endte med at vente til kl 8.30 hvor bussen endelig kørte.

Kl. 11.30 hoppede vi  af bussen i en lille by kaldet Larabanga, 6 km vær fra Mole. I Larabanga blev vi mødt af en venlig gut, som spurgte om vi ville se deres Moske (den ældste i Ghana), det takkede vi ja til og imens fiksede de os også lige en taxa til Mole. 

Moske og baobab-træ

Den lille moske

Doreen, undertegnede og Steffi.

Efter rundturen i Larabanga, blev vi kørt til Mole. På vej ind i parken så vi de første aber. Vi fik meldt vores ankomst og fik at vide at vores værelse ville være klart en time efter. Vi placerede os i restauranten med udsigt over nationalparken – SKØNT!

Efter lidt tid kom der en mand hen til os og sagde: ”Hej, jeg ved godt i er trætte og lige er ankommet, men hvis i kigger derhen, så kan i se en elefant.” Han behøvede slet ikke at sige mere og vi smed alle vores ting og løb hen for at kigge. Jubel og glædesdans vi gik lidt amok over det, men det var virkelig fedt!

Vi fik vores værelse (igen, et super værelse) og slappede lidt af og kl 15.30 tog vi på Safari. Jeg ved ikke om man kan kalde det safari, men for Ghana er det det safari du kan opleve. Vi (Doreen, Steffi, Susan, Theresa og jeg) hoppede ombord i en safari-bil-et-eller-andet og med en FANTASTISK guide kørte vi igennem parken. Det er ikke afrikansk safari som man umiddelbart tænker, men der er altså ikke en gul tør savanne i Ghana. Det har lige været regntid så alt er grønt og kombineret med regnskov giver en fantastisk smuk natur. Vi så vortesvin, fugle, antiloper, waterboks (ved ikke om det er stavet rigtigt og aner altså ikke hvad det hedder på dansk), aber (små og bavianer) og sidst men ikke mindst elefanter! Vi hoppede på et tidspunkt af bilen og gik et stykke tid, for at se elefanter. Vi endte ved to elefanter som vi langsomt kunne nærme os. Vi endte med at stå 10-15 meter væk fra dem (de var ligeglade) – det var det fedeste ved hele turen! Ord kan ikke beskrive det.

Safari-bil

Safari-tøs

Antiloper

Behøver vist ikke at skrive hvad der ses på billedet

Fra venstre: Den super-seje-og-fantastiske guide, mig, Doreen, 

turist, Steffi, guide2, turist2, Susan og Theresa.

PUMBA - er hvad der blev skreget hver gang vi så et vortesvin,

hvad det hedder på engelsk vides stadig ikke.

Udsigten fra hotellet.

Vores værelse.

Waterbok (? øhm ja.. ord og race ukendt for mig)

Resten af dagen blev brugt på at snakke om hvor fedt det hele var og ellers at spise og sove. Og hey.. Så havde vi da en lille regnbyge over os (læs: i Danmark ville det have været skybrud x 1000).

Ghana dag 18 (dag 3)

Vi stod op kl 06.30 (og jeg overvejede hvorfor det ikke er muligt at sove længe her!!!) og skulle kl 07.00 på gåtur i parken (med samme guide fra dagen før og nogle andre mennesker). Der var kun det lille problem, vores lille regnbyge, som havde været der hele natten, havde forvandlet den eller forholdsvist tørre jord til en stor sump. I gummisko og short i regnvejr begav vi os af sted. Det gik fint, lige indtil vi skulle vade igennem sumpen. Der gik ikke længe før sko og sokker var gennemblødte og man var ligeglad med hvor man gik, for man var beskidt alligevel. Vi så samme dyr som dagen før, dog var vi ikke ligeså heldige med elefanterne, der var kun en enkelt og den gad altså ikke at være fotomodel den dag.  Med våde sokker og halvt ødelagte sko (overvejer om jeg kan vaske dem her, så de kan ligne sko igen) gik vi tilbage til hotellet og spiste morgenmad og vaskede os.

Beskidt? nja.. 

Kl. 12.30 havde vi (de 4 tyskere og jeg) lavede en aftale om at besøge en lille landsby (hvis navn jeg simpelthen ikke kan huske). Doreen og Steffi ville gerne sejle med kano og jeg joinede Susan og Theresa, som gerne ville se landsbyen og hvordan de laver sheabutter. Sheabutter har jeg aldrig hørt om før og jeg mødte lave lidt research før jeg tog af sted. Til dem der ikke ved hvad det er, så er det en slags body-butter lavet af sheanødder. Det siges at have en helbredende effekt for hudsygdomme, led-smerter, glansløst hår og 117 andre sjove ting og man kan også bruge det til madlavning. Det var ret spændende at se landsbyen. Vi mødte chefen for landsbyen og sag og snakkede lidt med ham. Derudover gik jeg lidt amok med spørgsmål da vi snakkede med byen medicinmand (jep, det fandt jeg meget interessant).

Den lille landsby.

På husene er der en gammeldags kalender (ingen ved helt hvordan den aflæses).

Landsbyens chef (ja, det kaldte de det altså selv), fra højre, Susan, Theresa, og jeg

Naturmedicin - de ville nu ikke fortælle mig hvad det var lavet af, andet end rødder.

Hjælpe mod brok, maveproblemer og rygsmerter.

Medicin-manden med alt hans grej.

Da vi kom tilbage til hotellet havde vi et lille bavian-problem. Doreen som ryger sad udenfor og Steffi og jeg lukkede døren til værelset (uden at låse) og gik hen for at sidde og nyde udsigten ved Doreen. En bavian (som jeg 2 minutter inden havde taget billeder af) valgte så at åbne døren til vores værelse og gennemrode vores ting – PANIK! Vi prøvede at skræmme den væk, men den valgte så at blive aggressiv og jagte os. Vi kaldte på hjælp og imens kom der flere bavianer til. Hjælpen kom og fik dem væk… i hvert fald fra vores værelse (at de så fortsatte på nogle andre værelser er en anden historie). Bavianer havde været i min taske, men det jeg var mest bange for var mit kamera og mine penge, som de heldigvis ikke havde rørt. De havde til gengæld spredt min solcreme, myggespray, piller og nogle andre ting udover græsplænen foran værelset (alt fandt jeg dog igen). Det eneste vi ikke har set siden er Steffi’s vafler og 1,5l cola – nå ja.. så kan det være der findes sukkehøje bavianer i Mole nu. Vi lærte altid at låse vores dør efter den episode. Resten af eftermiddagen blev brugt på at holde øje med bavianerne og slappe af.

Bavianer igang med at undersøge bilerne.

Ghana dag 19 (dag 4)

Endnu engang skulle vi tidligt op… Bussen kørte fra Mole til Tamale kl 03.00. Med et langt stop i Larabanga (i ved, bussen kan jo kun køre når den er fuld) kom vi til Tamale kl 08.00, hvor vi sagde farvel til Susan og Theresa (det skulle flyve til Acrra). Vi tog efter en halv times ventetid bussen mod Kumasi, men hoppede af halvvejs, for at se Kintampo waterfalls. Der er 3 vandfald i forskellige størrelser ved Kintampo, det var en flot og hyggelig tur med masser af sommerfugle ved vandfaldene og så skulle vi ellers finde ud af hvordan vi kom fra vandfaldene til Monkey Sanctuary.

Proppet  bus igen igen, dog uden folk i midtergangen.

En fin lille græshoppe

Den her er nok det klameste insekt jeg har set so far.

Størelse: ca. 7 cm lang.

Det største af de 3 vandfald.

Vi blev mødt med smil og åbne arme hos Monkey Sanctuary – på det tidspunkt var kl omkring 15.00. Vi fik vores værelse (igen, helt perfekt), fik bestilt noget mad til om aftenen (vi var de eneste der) og så skulle der ellers ses på aber. Monkey Sanctuary  ligger ved to byer Boabeng og Fiema. Det er et stykke skov med to typer aber, Mona og den anden husker jeg ikke navnet på (vi så kun to af dem). Vi havde en sød gammel lille mand uden tænder som guide, så han var lidt svær at forstå. Han købte noget brød for os til aberne, så vi kunne fodre dem. Og nøj hvor var der mange aber (mona-monkey). Vi gik fra gruppe til gruppe og fodrede dem og tog billeder og videoer. Det var virkelig sjovt.

Et sjovt træ.

Mona-monkey

Vi kom ret tæt på dem.

Vi nød aftenen og gik tidligt i seng.

Ghana dag 20 (dag 5)

Vi startede ud med at tage en taxi fra Monkey Sanctuary til Encorenza kl 07.00. Derfra tog vi en trotro til Kumasi, hvor vi var ca. kl. 10.30.

En rigtig sød mand spurgte os hvor vi skulle hen og vi svarede at vi skulle til en eller anden form for køretøj, som kunne køre os til Cape Coast. Vi sad på daværende tidspunkt i en trafikprop og havde gjort det i 30 min. Han fortalte os at han gerne ville følge os til bus/trotro mod Cape Coast, men så skulle vi altså stå ud af trotro’en her, for ellers tog det for lang tid pga. trafikproppen. Vi kiggede på hinanden og sagde ja tak. Det var den bedste ide at sige ja. Vi gik et kvarters tid og så tog vi en taxa til trotro-stationen og den søde mand fulgte os hele vejen indtil vi havde købt billetter og sad i trotro’en. Vi takkede en million gange og prøve at betale ham for hans venlighed, men det ville han ikke tage imod. Jeg ved virkelig ikke hvad vi skulle have gjort uden ham – TAK!

Trotro

Vi tog trotro’en tilbage til Cape Coast og en taxa fra byen til Abura. Nå ja, den chauffør ville have 10 cedi for turen til Abura (vi betaler normalt 6) og vi endte med at presse ham ned til 7 cedi efter lang tid. Da vi ankom til Abura gav vi ham dog lidt ekstra, for vi vidste godt at vi havde været ret hårde mod ham, da vi forhandlede og han var en ret så flink mand.

Det har været en fantastisk tur, men det er rart at være tilbage i Cape Coast.

Lidt bonus fakta:

Vi har brugt ca. 30 timer på at sidde i bus/trotro/taxi/safaribil.

Vi har brugt minimum 15 timer på at vente på bus/trotro bliver fyldt, ankommer, repareres osv.

Vi har brugt 8-9 timer på at se det vi gerne ville se (safari, landsbyer, aber og vandfald).

Jeg har ca. brugt 600 cedi på turen (det er med mad, transport, vand, hotel, oplevelser, ALT). Kursen på cedi er steget, så man skal nu gange med 1,8, så jeg ganger med 2 fordi det er nemmest. Det vil sige at 5 dages tur fra den ene ende af Ghana til den anden med alt hvad der tilhører har kostet mig omkring 1200kr – det kan man ikke ligefrem sige er dyrt.

Jeg har glemt mange små detaljer, som vi alle har ødemer i benene fra at drikke meget vand og sidde meget, sælgerne som springer halvvejs ind i bussen for at sælge deres varer, og at sidde i en bus i så mange timer og kun tænkte på at man skal tisse, og når man endelig får et stop ved et sted med mulighed for det, er det altså urinals (i ved intet toilet men hul i jorden), nå der var så også almindelige toiletter og vi jublede da vi så dem! Men alt det andet må vente til jeg snakker med jer.

Jeg har super mange videoer af dyrerne, men det fungerer ikke helt for mig at uploade dem, så dem har i til gode. 

Det var lidt (meget) for nu.

Vi skrives :-)

Ghana dag 15 – sidste dag på pædiatrisk afdelingen

I dag var sidste dag på børneafdelingen. Jeg er faktisk overrasket over hvor meget jeg har fået til at lave. Jeg laver fuldstændig det sammen som de andre sygeplejersker på afdelingen. Gør rent om morgenen, kopierer journaler (dokumentationshelvede), måle værdier, dokumenterer lidt mere, assistere ved sårpleje,  hjælpe lægerne og give medicin.

I dag fik jeg så også oplevet den ikke-sjove side af at være sygeplejerske. Døden.

En lille dreng på 2 år dødede af fejl/underernæring. Det blev opdaget da lægen skulle tage en blodprøve på barnet, for at teste for HIV (faren dødede for to uger siden). Moren havde ikke opdaget at barnet var dødt, eller havde i hvert fald ikke råbt efter hjælp. Jeg ved ikke om de forsøgte at genoplive. Jeg har spurgt og de siger at de plejer at gøre det, men jeg tror nu altså ikke at de har prøvet med dette barn. Da moren fik at vide at barnet var dødt blev der råbt, skreget og grædt – ligesom man kan forestille sig det, også derhjemme. Jeg opdagede alt det her ved et tilfælde. Jeg var ved at måle værdier på alle børnene og havde brug for et stetoskop, hvilket lægen rendte rundt med. Så jeg gik ind i det rum (med plads til 2 børn der behøver ilt) hvor lægen var for at låne stetoskopet. Læge var på det tidspunkt ved at erklære barnet for dødt. Jeg kunne godt fornemme at stemningen var lidt presset, men der gik altså et øjeblik før det gik op for mig at barnet ikke trak vejret.

Selvom det ene barn i rummet var dødt, skulle vi stadig undersøge det andet barn – det er altså totalt underligt og jeg kunne ikke lade være med at stirre på det døde barn (de dækker ikke hovedet, som vi ville gøre derhjemme).

Senere på dagen, efter meget af familien havde været der, tog familien barnet med hjem – hvad der helt præcist sker derfra ved jeg ikke helt, men jeg ved at nogle fejre den døde persons liv med en kæmpe fest.

Nu lidt billeder fra børneafdelingen.

Journal - held og lykke med at læse hvad der står...

Jeg kopiere hvad lægen har skrevet i journalen i sygepleje-

papirerne og i bogen.

Sygeplejepapirer med mere ulæselig skrift inkl. min egen.

Sagde jeg at der var beskidt på afdelingen??? 

Det er dog det mest beskidte sted.

Dagens ven: Lille fyr som blev udskrevet idag.

Han grinede så fantastisk hver gang han så mig. 

Dreng med tyfus i isolationsværelset.

Medicin til at give oralt. Det stinker virkelig forfærdeligt. 

Der er paracetamol, ibuprofen og to slags antibiotika -

jeg husker ikke hvad der er hvad.  

I nat (kl 3-4stykker) tager vi til Mole National park. Det tager en halv evighed at komme dertil og vi har derfor sat 5 dage af til turen. Vi tager fra Cape Coast over Kumasi til Tamale, hvor vi sover den første nat. Derfra tager vi forbi en lille landsby, hvor de andre gerne vil sejle i kano (jeg tror måske jeg springer den tur over). Derfra går turen til Mole national park (SAFARI!!!), hvor vi har to overnatninger. Efter der tager vi til nogle vandfald og til en abe-landsby. Der har vi den sidste overnatning inden turen hjem mandag.

Der vil ikke være nogle blogindlæg indtil mandag eller tirsdag (måske først efter den tid).

Ha’ det godt så længe.

Vi skrives :)