Ghana dag 13 – Hospital og visum-forlængelse

Jeg vil forhånd lige gøre opmærksom på at der kommer et  billede, der for nogle kan virke grænseoverskridende og klamt – men sådan er livet altså hernede.

I dag var jeg endelig tilbage på børneafdelingen, hvilket var rart. Sygeplejen her er ret anderledes end derhjemme, omsorg og empati har jeg endnu ikke mødt. Det er hårdt at se børnene, men prøver ikke at tage det med mig hjem, men det gør nu stadig stort indtryk.

Lidt om børneafdelingen og sygeplejeuddannelsen her:

Jeg har ikke helt fundet ud af læge systemet, men der er i hvert fald tilknyttet en kvindelig børnelæge til afdelingen. Derudover er der en oversygeplejerske, en ældre dame (som altid fremstår sur, men egentligt er god nok) og så er det så at sygeplejerske-systemet går galt for os, men vi har vist fundet ud af det i dag. De færdiguddannede sygeplejersker går i hvidt tøj, de har enten en diplomuddannelse eller en bachelor. Så er der de grønne sygeplejersker. Hvis de har en bred hvid stribe på deres ærme, er de færdiguddannet fra deres skole, men skal arbejde på forskellige afdelinger på hospitalet i et år, før de er ’rigtige’ sygeplejersker (de kalder det at være på rounds). Hvis de grønne sygeplejersker har en smal stribe, er de under uddannelse og antallet af striber  viser hvilket år de er på. Det tager 3 år at få sin eksamen og 1 år rounds efterfølgende.   

Indgang, venteplads, undersøgelsesbriks (ved vinduet), kontorplads.

Drengen i sengen har vist brækket benene og er ved at 

få dem sat rigtigt sammen (derfor hælder sengen og der

er modvægt i den fodenden, bundet fast til benene).

Sådan ser afdelingen ud, der er 3 af disse store rum og 

2-3 mindre rum, hvoraf det ene i hvert fald er et isolationsrum. 

I dag var der 22 børn på afdelingen, jeg tror jeg udskrev 3 og så kom der nogle nye ind sidst i vagten. Afdelingen så nu ret så tom ud. Alderen går fra nyfødt til de tidlige teenage-år og diagnoserne er brandsår, malaria, sepsis (meget sepsis), meningitis, luftvejsproblemer, ulykker – you name it, they got it!

Jeg startede dagen ud med at gøre rent – ja, det er et sygeplejejob her. Der er ufattelig beskidt, jeg skal prøve at få taget et billede af hvor klamt der er. Efterfølgende skulle jeg lave dokumentationsarbejde, hvilket er en hel videnskab i sig selv.

Alt bliver skrevet i hånden og gerne så ulæseligt som overhoved muligt! Lægerne skriver i patientens journal og skriver hvad planen med patienten er. Dette gøres under stuegang. En sygeplejerske eller to (i dag var det så mig) følger efter og tager journalen når lægerne er færdige. Så finder man sygeplejepapirerne i journalen og skriver lægernes plan ind i sygeplejepapirerne. Derefter skriver man så samme plan ind i en kæmpe bog, hvor alle afdelingens patienter er i. Sygeplejerskerne behøver ikke at tænke selv, for lægerne skriver hvad de skal lave. Fx kan lægerne finde på at skrive: Fortæl forældre at de skal give deres barn mad. Fortsæt med antibiotika. Rens sår. Giv smertestillende. Det skal sygeplejersken så gøre i løbet af dagen. Det tog en lettere evighed – jeg talte 22 børn på det tidspunkt i den store bog.

Den store bog med alle mine kragetær, halvdelen som

jeg ikke aner om er rigtigt eller ej.

Efter journal-helvede hjalp jeg med at rense brandsår på en dreng. Dette brandsår er ingenting sammenlignet med hvad jeg så sidste uge. Såret bliver vasket med noget anti-bakterielt sæbe, derefter smurt med zinksalve, forbundet først med vaseline-gaze og derefter rigtig gaze og så en elastikforbinding. Nej, drengen kunne ikke lide det og græd under det hele.

Dette er det bedte billede (hvor det ikke er alt for klamt).

Jeg fik ikke taget flere, for jeg assisterede samtigt.

Efterfølgende blev jeg sat til at måle værdier på alle børnene (puls, temperatur og respirationsfrekvens). Her blev jeg lidt chokket! Jeg fik at vide at hvis jeg bare målte pulsen og dividerede den med 4 fik jeg respirationsfrekvensen… NO WAY ! Det virker ikke, man får absolut ikke det rigtige tal! Nå, vi (mig og en ny ghanesisk sygeplejerske on rounds) gjorde det alligevel, for det er sådan man gør det.

Efter det lavede jeg ikke så meget andet end at observere, hvilket var rigeligt i sig selv. Måden de håndterer medicin på er ... jeg mangler ord. Jeg så en dreng ca. 4 år vil jeg gætte få medicin. Hans iv-adgang sad der hvor armen bukker og han skreg bare man strækkede hans arm. Hans hånd var ødematøs (fuld af væske) og det var tydeligt at pvk’et (iv-adgangen) lå forkert. Alligevel vælger sygeplejersken at bruge den. Først 2ml medicin, så 10ml og sluttede af med 5ml. 17ml væske blev forceret igennem en ikke-brugbar  iv-adgang på en skrigende unge, som bare fik at vide at han skulle holde kæft. Det var forfærdeligt at se på.

Jeg skipper historien med tumlingen der løb rundt med en brugt nål i hånden…

Et rullebord med al medicin. Her bliver det hele fixet og

så bliver der skreget efter barnet, som så kommer hen og få medicinen. 

Børn her bliver ikke behandlet godt. De bliver truet hvis de ikke gør hvad de får besked på og kærlighed (i europæisk forstand) findes ikke. Forældrene er dog ved deres børns side på hospitalet, næsten 24/7. Det er svært at få et smil frem på børnenes læber, selvom jeg gør som jeg plejer – møder alle patienter med et smil.

Det var vist dagens hospitalsfortælling.

Her til eftermiddag har vi været inde i byen, jeg har fået afleveret mit pas, så jeg kan forlænge mit visum (hip hip hurra der var mere papirarbejde). Jeg var dog lige nødt til at blive pænt pissed på project abroad fordi de ikke havde gjort som aftalt, men det endte godt i sidste ende (en sur mig i telefonen på engelsk var vist ikke så sjov).  Så har vi været sammen med en anden tysk pige Wilma (ja, alle er tyskere?!). Wilma skal være her i 1 år og arbejder inde i byen lige pt (hun skal også arbejde på en skole, men der er ferie lige nu) – faktisk arbejder hun på Baobab-house hvor vi spiste i går og har købt tøj i dag, så vi kommer der ret tit.

Vi har for øvrigt fået fri torsdag-mandag og vi vil tage til Mole national park på Safari. Mole ligger i det nordlige Ghana og det skulle tage ca. 17 timer i trotro at komme dertil, så det skal nok blive sjovt. Mere om det en anden dag.

Jeg har for øvrigt sagt pænt nej tak til outreach, så nu arbejder jeg bare på hospitalet, jeg finder det mere interessant, selvom det ikke er de mest spændende opgaver der (jeg laver dog det samme som sygeplejerskerne).

Jeg undskylder på forhånd hvis jeg får gentaget mig selv i mine indlæg, men jeg kan ikke altid huske hvad jeg har skrevet og jeg gider ikke at læse det hele igennem igen (jeg skriver alt for meget og inden jeg går seng, så er en smule træt).

Vi skrives :)