Dag 2 - Turen til Cape Coast

(Fortsættelse fra sidste indlæg) 

Vi blev hentet af en anden projects abroad medarbejder i taxi og kørt til ’bussen’. Indtil den morgen havde jeg kun set Accra mørk, så det var lidt underligt at se byen i dagslys.  

Trafik i Ghana er øhm.. hvordan kan det beskrives? Hornet i bund, kør hvor der er plads, råb lidt når du er sur, speederen i bund og når der bremses, så skal der altså bremses. Vi kørte forbi det ene marked efter det andet, kl 7 om morgenen er der altså gang i den – nu var jeg da vågen.

Ind i bussen med os og så ellers vente på at den blev fyldt op. Vi var 13 passagere i bussen, så minibus er vist mere passende at kalde den. Dejlig tur med aircondition. Den anden frivillige skulle kun til Winneba og jeg noget længere. Det tog ca. 2,5 times kørsel til Cape Coast. På turen fik jeg set palmer, mange små boder og lerhytter (uh yes, lige som du forestiller dig dem). Ud af bussen i Cape Coast og så blev jeg kastede i armene på Erik (også fra Projects Abroad). Og så blev det akavet og underligt…

Han snakkede ikke særlig meget. Nå men jeg blev kørt til hvor jeg bor (i Abura forstad til Cape Coast), fik sagt hej til Agnes (hende jeg bor hos) og smidt mine ting på værelset. Så var det ellers ud af døren igen og ind til byen. Eller så langt kom vi aldrig, for vi blev stoppet af politiet… Jeg blev bedt om at rykke mig og ind gik betjenten. Der blev kørt rundt om hjørnet og så tog han ellers bilnøglerne. Jeg ved ikke helt 100% hvad der skete, for lokalsprog forstår jeg jo ikke, men han havde vist ikke betalt sin forsikring. Efter lidt tid blev der vist langet nogle penge i hånden på betjenten og vi kunne køre videre.

 Erik snakkede stadig ikke rigtig, jo twi/fanti/akan eller hvad de nu end kalder deres lokale sprog, med chaufføren. Vi blev sat af ved en restaurant ved Cape Coast Castle, vand og mad på bordet. Og der var meget mad og god mad (pasta med kødsovs ala Ghana). Da jeg ikke kunne spise mere, havde spist omkring halvdelen, kastede Erik sig over mine rester.. Underligt med okay så.

Efter mad starede Erik med min introduktion. Et lyn kursus i twi og nej jeg kan ikke huske noget som helst af det, men har det pænt skrevet ned. Efter en hel masse info fik jeg en rundtur i Cape Coast, sim-kort, internet og vekslet penge. Derudover har jeg lært at give hånd (jojo, det er skam en hel kunst hernede).

Da vi var inde for at købe internet til computeren, var der en eller nydelig omkring 40årig mand jeg havde hilst på (man hilser på alle altid), som sagde ”You look beautiful, i wanna marry you, do you wanna marry me?”  jeg var ved at flække af grin, han så først meget alvorlig ud, for derefter at grine med mig. Han fik et pænt afslag J

Tilbage til huset og så i krig med at finde hoved og hale på alle mine ting. Agnes virker meget sød, men det er mit indtryk af at vi, frivillige, er gæster med eget værelse, toilet og bad – the end. Vi spiser ikke med familien, men for os selv. Udover Agnes og 3 andre frivillige, bor her også nogle andre (hvem, hvad og hvorfor er der vist ingen af os frivillige der har styr på. Her er i hvert fald mange børn indimellem.

Kort om de andre. Jeg deler værelse me Doreen (om det er stavet korrekt ved jeg ikke) som er en tysk sygeplejestuderende, vi kommer umiddelbart rart godt ud af det med hinanden. Jeg kan da nævne at hun allerede har givet mig myggespray til krop og tøj. Ved siden af bor Stefanie (tysk jordemoder) og Vicky som jeg ikke har mødt endnu, hun er ude at rejse lige nu.

Her er vand og strøm indimellem, ingen lås på bad eller toilet og dørene kan for øvrigt heller ikke lukkes ordentligt – ingen privatliv.

Lige nu er de to andre taget til byen, for at mødes med en de kender der, jeg blev hjemme for at gå i bad (hov varmt vand findes ikke, nøj det er en kold fornøjelse) og sove.

Tror det var det for nu.

Vi skrives :)

 Ps: jeg har prøvet at uploade en video, hvor man kan høre de skønne frøer der bor lige foran mit vindue (som, nej ikke kan lukkes ordentligt), men det lykkedes ikke. Måske en anden dag?