Jeg er nu vel ankommet til Ghana, nærmere betegnet min seng
i Cape Coast. Jeg er lidt træt (læs meget) og det er stadig ret fremmed. Men
lad mig starte fra begyndelsen af min tur, som indtil videre har budt på
trafik, råben, regn og politi.
Jeg tog afsted den 5/8 (i går) og det hele gik lidt for
glat, derfor var der selvfølgelig tekniske problemer med flyet og det lettede
først næsten en time efter planen. Intet problem, jeg havde god tid i Istanbul
alligevel. Jeg havde en hel række (3 sæder) for mig selv til Istanbul og en
hakkende og skrættende tegnefilm at se på skærmen – skønt. Jeg fik da blundet
en halv times tid (havde kun sovet i ca. 3 timer om natten).
Istanbul var første
kulturshock! Folk campede rundt omkring i lufthavnen og jeg tog mig selv i at
gå og smile og smågrine af folk. Tiden gik hurtigt og jeg fik noget mad og så
sad jeg i flyet til Accra.
Et styk grim selfie i Istanbul Airport.
Proppet fly, gangplads, ingen benplads, fisk og rå kartofler
til mad… det var lange 7 timer i det fly. Jeg nåede at se 3 film undervejs. Jeg
kunne ikke se noget ud af vinduerne (pga. skyer, min plads og fordi gardinerne
var trukket for det meste af tiden. Og så var der lige det tidspunkt hvor jeg
troede jeg skulle dø… turbulens henover Sahara… jeg havde en puls på 509!!
Jeg landede i Accra kl 19.31 lokal tid (jeg er lige to timer
bagud i forhold til jer derhjemme, så det var 21.30 i mit hoved da jeg landede).
Ud af flyet for at blive mødt af varme (nok en 24 grader og regn…). Igennem
først immigationen og få taget billede og fingeraftryk og få opholdstilladelse
i 30 dage (jep, skal forlænge det hernede). Derefter igennem
vaccinationskontrol (gul feber) og så til baggagen. Igen med en puls på 509
stod jeg der og ventede og vendtede og ventede og så lukkede de for
baggagebåndet !!! Jeg tænkte ”ikke nu igen, så uheldig kan man ikke være, at
miste baggage 3 gange i træk”, men efter 10 laaange minutter, kom begge mine
tasker og jeg kunne smutte. Så hen til sidste tjek, baggage tjek og wupti jeg
var nu i Ghana, Afrika – tænk at det lykkedes.
Nyame (Projects Abroad medarbejder) var super nem at finde,
smilende tog han i mod mig og pladserede mig på en bænk og hentede en italiensk
frivillig. Nyame skulle lige ordne nogle andre ting i lufthavnen og jeg ville
bare gerne have en seng. Ud af lufthavnen og så slog den dårlige luft en ret
hårdt (føj hvor var det klamt, glæder mig ikke til at komme til Accras
bil-os-helvede igen) og ind i en taxa (læs: gammel skrammelkasse til bil, der
var ved at falde fra hinanden).
En heftig køretur senere og vi var nu ankommet til Pink
Hostel, hvor vi skulle sove til i dag.
Det var en oplevelse.. Med mine 3 timers søvn og klokken i
mit hoved var 23-23.30 (dansk tid), havde jeg mest af alt behov for et værelse
med en seng.. det fik jeg også, bare 7 senge. Jep dele rum og da den anden
frivillige og jeg kom, lå der to og sov og 2 var ude. Vi kom på plads og jeg
sov i overkøjen i en vaklende og knirkede køjeseng, med en jeg ikke aner hvem
er under. Op kl 5.30 lokal tid, vi havde fået at vide at vi skulle være klar
til afgang kl 6.30 – at det så var morgenmad kl 6.30 er så en anden sag.
Pink Hostel restaurant område
Tasker og berygtet køjeseng
Igen..
Første møde med Accra i dagslys.
Fortsættelse følger :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar