Dag 7 og 8 - Første dag på hospitalet og det at være syg i Ghana

I går havde jeg første dag på hospitalet og det var en lille smule kaotisk. Jeg blev hentet af Bernad (medical supervisor fra project abroad) og han viste mig hen til hospitalet, betalte for at jeg kunne arbejde der (500 cedi ca. 800kr) og tog mig hen til chefen for sygeplejerskerne.

Han spurgte mig så hvilke afdelinger jeg gerne ville arbejde på og vi aftalte følgende:

·         Pædiatri (børneafdeling) – 2 uger

·         Female surgical (afdeling for kvinder der behøver operation) – 2 uger

·         Skadestuen – 2 uger

·         NICU (afdeling for for tidligt fødte børn) – 1 uge

·         ICU (intensiv) – 2 uger

·         Fødegangen – 1 uge  

Hospitalet er forholdsvist nyt og i bedre stand end jeg umiddelbart havde regnet med. Hospitalet er fuldstændige ligeglade (det er mit indtryk) med hvordan min uddannelse fungere, men tror ikke det bliver noget problem at få opfyldt min uddannelses krav.

Jeg fik en rundvisning på hospitalet (det er umiddelbart ikke så stort og nemt at finde rundt) og blev så vist hen til pædiatrisk afdeling. Oversygeplejersken virker lidt stram i masken og er lidt svær at snakke med. Jeg følte lidt at jeg skulle stå skoleret: ”Hvorlangt er du med din uddannelse? Hvor har du gjort af din taske?” og nogle andre spørgsmål blev stillet med en meget sur stemme, men efter lidt tid introducerede hun mig til de andre sygeplejersker og det hele var fint. Doreen (min roomate) er også på den afdeling lige pt. så det var rart at have en jeg kendte, som kunne svare på alle mine dumme spørgsmål.

Vi gik med på stuegang sammen med 8(!!!) læge og medicinstuderende – det var først efter lidt tid, jeg rent faktisk kunne følge med i hvad de snakkede om. Det hjalp at der var 2 tyske medicinstuderende (som også var med på natteturen i Kakum) og en brittisk Josh, som gerne vil være læge. Under stuegangen opdagede Doreen og jeg at en af sygeplejerskerne var ved at rense sår på en lille 3-årig dreng og vi smuttede hurtigt derhen, for at kigge. Jeg fik lov til at assistere sygeplejersken og stillede mine sædvanlige 117 spørgsmål. Drengen havde for 4 dage siden løbet og leget, da en gryde med kogende suppe var røget ned over ham. Han havde store områder af kroppen, hvor han ikke havde hud. Det var først til sidst, da vi næsten var færdige med at forbinde ham, at han begyndte at græde – hvilket jeg fandt meget imponerende, da sygeplejersken havde glemt at give ham smertestillende.

Jeg fik at vide at disse typer brandsår på børn er meget almindelige, og at denne dreng ikke var slem (vi snakker altså at drengen ikke havde hud på ryg, bryst og overarme). De får ca. 2 tilfælde om måneden på afdelingen.

De fleste af børnene har hepatitis, meningitis eller brækkede ben. Vi har børn fra 1 uge gammel til 13-15 år (vil jeg gætte den ældste var).

Jeg blev sammen med Doreen sat til at måle værdier på alle børnene, hvilket virkelig var sjovt. Det var nemt nok at måle puls, respirationsfrekvens og temperatur, men at finde ud af hvad barnets navn var… det var en kæmpe opgave i sig selv. Det gik fint nok når de hed Samuel, Abraham og andre navne jeg kender… Men Ghanesiske navne kan jeg altså ikke stave til. Det havde sygeplejerskerne det meget sjovt over. Men jeg har da lært at spørge om ’hvad er dit navn?’ på Fanti. Det hele gik nu fint alligevel.

Efter arbejde tog Steffi, Doreen og jeg hjem og skyndte os til byen. Jeg fik fikset min mobil, så jeg nu kan komme på nettet fra den også. Derudover fik vi bestilt en masse tøj (det bliver syet til os og vi bestilte sammen 3 par bukser og 2 bluser, jeg bestilte nu kun et par bukser ). Vi var hjemme lidt senere end normalt, så vi havde aftalt med Agnes at vi ville spise kl 18. Vi fik bønner og stegte bananer (selvom jeg lige havde fortalt Agnes, at bananerne måtte hun godt lade være med at give mig). Nå, jeg spiste i hvert fald ikke så meget.

Doreen og jeg smuttede hen i den nærmeste biks og købte lidt vand. Da vi kom hjem begyndte jeg at føle mig lidt utilpas… Og ganske rigtig en lille halv time senere, var toilettet min bedste ven.  

Jeg gik rimelig hurtigt i seng efter det og da vi stod op i morges havde jeg det fint… lige indtil jeg var hoppet i min kittel og det var tid til morgenmad... Det viste sig så at Steffi havde de samme problemer som mig og også var syg. Vi blev hurtige enige om at blive hjemme. Jeg fik sovet nogle timer og så kiggede en projects abroad medarbejder forbi og spurgte om vi ville på hospitalet – jeg takkede pænt nej. Jeg har en ide om at det var igårs frokost/snack, som har gjort det, det er det eneste Steffi og jeg har spist, som de andre ikke har.   

Nu har jeg det fint. Jeg er ved at få min væskebalance til at blive normal igen og jeg kan nu bevæge mig rundt, uden at blive dårlig. Steffi har det stadig rigtig skidt, men hun har også taget noget for at stoppe det, i stedet for at komme af med det, der gør hende syg (jeg tror det er bedst at komme af med det).

Jeg har til gengæld fundet ud af det ikke er unormalt at vi bliver syge (vi er 2 med madforgiftning, en med insektbid og hævet hånd, en med en eller anden form for bakterieinfektion og i sidste uge var der også problemer med madforgiftning).

Jeg håber jeg bliver ved med at have det godt, for der er social meeting med de andre frivillige fra projects abroad i dag og vi skal lære at lave ghanesisk mad.

Det var en lang opdatering og alt for nu.

Vi skrives :)